Annonce
Hus

Sådan får du ejerskifteforsikringen til at dække skimmelsvamp

Selvom forsikringsselskabet giver indtryk af det modsatte, kan ejerskifteforsikringen i visse tilfælde dække skimmelsvamp. Læs hvornår, og hvad du kan gøre for at få forsikringen til at dække.

Arkivfoto: Carsten Andreasen/Polfoto

Ifølge advokat har de fleste fået dækket skaderne uden retssag, men gennem dialog med forsikringsselskaberne.

Det kan være svært at få ejerskifteforsikringen til at dække problemer med skimmesvamp, hvis du har købt en ny bolig.

Men du skal ikke give op.

Det er budskabet fra Marie-Louise Pind, der er advokat hos Homann Advokater og har hjulpet over 100 boligejere i sager om, hvorvidt ejerskifteforsikringen dækkede skimmelsvamp.

Ifølge hende selv har de fleste fået dækket skaderne uden retssag, men gennem dialog med forsikringsselskaberne.

SE TEMA: Skimmelsvamp

Dækning af skimmelsvamp er en konkret vurdering

- Hvis du kan sandsynliggøre - ikke nødvendigvis bevise - at der var skimmelsvamp i boligen på overtagelsestidspunktet, eller at der var en nærliggende risiko for det, så indeklimaet er påvirket, kan du have en god sag, siger Marie-Louise Pind.

Hun understreger dog, at ejerskifteforsikringen ikke altid vil dække, og at det beror på en konkret vurdering af sagen.

Svært at få dækket skimmelsvamp i ældre hus

- Jo ældre hus man køber, jo større er risikoen. Skimmelsvamp i en kælder på et hus fra 1930 uden fugtsikring, som man kender i dag, kan være svært at få dækket, fordi det i et vist omfang må forventes i forhold til bygningens alder. Men i et hus fra 1960'erne bør man ikke forvente, at der fx er skimmelsvamp i en gulvkonstruktion, som påvirker indeklimaet, siger Marie-Louise Pind.

Lad syns- og skønsmand tjekke for skimmel

Sådan gør du, hvis du opdager større tilfælde af skimmelsvamp:

- Få en bygningssagkyndig rådgiver ud, der har erfaring med skimmelsvamp og ejerskifteforsikring, for at få fastslået, om det er skimmelsvamp, og hvor alvorligt det er.

- Kontakt evt. en advokat, der kender noget til emnet og ved, hvad man skal gøre gældende over for forsikringsselskabet.

- Kontakt forsikringsselskabet, hvis rådgiveren sandsynliggør, at der var skimmelsvamp, da du overtog i boligen, eller at der var en nærliggende risiko for det.

- Hør, om forsikringsselskabet vil være med til et syn og skøn, hvis forsikringsselskabet har afvist sagen.

Ejerskifteforsikringen kan dække problemer med skimmelsvamp i en kælder fra 1930'erne, hvis det skyldes, at den tidligere ejer har opsat indvendige forsatsvægge eller lagt tæpper eller trægulve, forklarer hun.

Marie Louise Pind opfordrer til, at du inden køb af hus allierer dig med en erfaren rådgiver, der kan gennemgå huset, så du reducerer risikoen for, at noget går galt. Bl.a. Bolius tilbyder en såkaldt køberrådgivning.Marie Louise Pind opfordrer til, at du inden køb af hus allierer dig med en erfaren rådgiver, der kan gennemgå huset, så du reducerer risikoen for, at noget går galt. Bl.a. Bolius tilbyder en såkaldt køberrådgivning.

LÆS OGSÅ: Sundhedsfaren ved skimmelsvamp

Ankenævn giver sjældent medhold i sager om skimmelsvamp

At kampen er hård for at få ejerskifteforsikringen til at dække skimmelsvamp bekræftes med et hurtigt og ganske uvidenskabeligt kig på Ankenævnet for Forsikrings hjemmeside.

Søger du på "skimmelsvamp" på hjemmesidens liste over afgørelser på ejerskifteforsikring kan du se, at 11 klagere har fået medhold, 26 har fået delvis medhold, men at forsikringsselskabet har fået medhold i hele 152 sager.

Men det skal du ikke lade dig skræmme af, mener Marie-Louise Pind.

Hun mener, at nogle af de sager, der bliver tabt i Ankenævnet for Forsikring, ville være faldet anderledes ud, hvis boligejeren i stedet for havde foretaget en såkaldt isoleret bevisoptagelse, hvor en erfaren syns- og skønsmand ser på sagen.

Hvis du skal have foretaget et frivilligt syn og skøn, skal du og forsikringsselskabet være enige om at få det foretaget, og hvem der skal være skønsmanden. Det er dog ikke altid, at forsikringsselskabet vil indgå en sådan aftale, når de har afvist at dække en svampeskade.

- Er det skønsmandens vurdering, at der er en skade, er det min opfattelse, at forsikringsselskaberne i mange tilfælde er villige til at erstatte skaden uden retssag, siger Marie-Louise Pind.

Tag en rådgiver med, når du køber hus

Marie Louise Pind opfordrer derfor til, at du inden køb af hus allierer dig med en erfaren rådgiver, der kan gennemgå huset, så du reducerer risikoen for, at noget går galt. Du kan både vælge at få tjekket udelukkende for skimmelsvamp, det koster ca. 3.000-5.000 kr., eller at få et grundigt tjek af hele huset. Bl.a. Bolius tilbyder det sidste en såkaldt køberrådgivning hos Bolius koster fra 5.650-7.450 kr. alt afhængig af husets størrelse.

Det kan du evt. også bruge på at få et afslag i prisen, hvis den sagkyndige vurderer, at der er tegn på skimmelsvamp eller en nærliggende risiko for det, siger Marie-Louise Pind.

Rådgiver måler fugt

Fagekspert i Bolius, Tine Sode, er enig.

- Den tilstandsrapport, der udarbejdes ved boligslag indeholder ikke er fugtmålinger. Derfor er det en god idé selv at hyre en rådgiver, der kan måle fugt - fx på væggene i de rum, der støder op til badeværelser og ved kuldebroer ved vinduer. Er der fugt, kommer der sandsynligvis skimmelsvamp, siger Tine Sode.

LÆS OGSÅ: Fem steder, du typisk får skimmelsvamp

Brug rådgiver før forsikringsselskabet

Har du allerede købt en bolig, og finder du bagefter ud af, at der var skimmelsvamp, eller at der var en nærliggende risiko for det på købstidspunktet, skal du henvende dig til forsikringsselskabet for at få ejerskifteforsikringen til at dække.

Men inden da skal du have fat i en byggeteknisk rådgiver, der netop har erfaring med skimmelsvamp og ejerskifteforsikring og få ham til at undersøge sagen, siger Marie-Louise Pind.

Rådgiveren skal give en klar vurdering af, om der er tale om en skade, der ligger ud over det forventelige i forhold til tilsvarende ejendomme, og at den var til stede på overtagelsestidspunktet, eller at der var en nærliggende risiko for skade forud for overtagelsestidspunktet.

Får du en afvisning af forsikringsselskabet, selvom den byggetekniske rådgiver mener, der er en sag, bør du tale med advokat, der har haft den slags sager, råder hun. Overvej at inddrage advokaten fra begyndelsen, så de rigtige argumenter kommer i spil fra starten.

Dyrt at føre retssag mod forsikringsselskabet

Sådan dækker forsikringen skimmelsvamp

I en ejerskifteforsikring, står der ikke eksplicit, at den dækker skimmelsvamp. En ejerskifteforsikring dækker imidlertid skader, der er opstået inden købers overtagelse af boligen og som er:

- Skjulte.
- Ikke nævnt i tilstandsrapporten.
- Klart forkert beskrevet i tilstandsrapporten.

En skade er bl.a. defineret som deformering eller andre fysiske forhold, der nedsætter boligens værdi eller brugbarhed nævneværdigt i forhold til sammenlignelige boliger i god stand.

Endvidere defineres en skade som et forhold, hvor der er nærliggende risiko for skader, hvis der ikke sættes ind med omfattende vedligeholdelsesarbejde eller andre forebyggende foranstaltninger.

Hvis det er tilfældet med skimmelsvamp-angrebet dækker ejerskifteforsikringen.

LÆS OGSÅ: Skimmelsvamp og ejerskifteforsikring

Husforsikringen kan også dække skimmelsvamp, hvis skimmelsvampen er en følgeskade af en dækningsberettiget skade i form af rørbrud, kloakbrud, stormskade, skybrudsskade eller brandskade.

LÆS OGSÅ: Skimmelsvamp og husforsikringen

Marie-Louise Pind understreger dog, at det kan blive en lang og sej kamp med forsikringsselskabet.

- Et syn og skøn kan være dyrt, og retshjælpsforsikringsselskaberne vil ofte henvise til, at sagen skal afgøres i Ankenævnet for Forsikring, før de giver hjælp. Og hvis forsikringsselskabet ikke giver sig efter skønserklæringen, er det også dyrt at føre en retssag, siger Marie-Louise Pind.

Hun har ikke noget generelt bud på, hvad en retssag vil koste.

- Det afhænger helt af sagens konkrete omstændigheder, og hvor stor skaden er rent økonomisk.

At det kan være svært at få ejerskifteforsikringen til at dække, prøvede hun på sin egen krop, da hun for 10 år siden overtog et hus, der viste sig at være slemt angrebet af skimmelsvamp. Forsikringsselskabet Codan nægtede at betale skaden, selvom huset var ubeboeligt.

Det endte Codan dog med at gøre efter havandet år.

Få selv udbedret små skader med skimmelsvamp

Som advokat tager Marie-Louise Pind som regel ikke selv sager, hvor en udbedring af skaderne ligger under 150.000 kr.

- Skimmelsvampsager kan i værste fald tage op til flere år. Så hvis skaden kan udbedres for fx 50.000 kr., synes jeg, man skal overveje bare selv at punge ud og få det ordnet hurtigst muligt for ens eget og familiens helbreds skyld, siger Marie-Louise Pind.

LÆS OGSÅ: Sådan fjernes skimmelsvamp i din bolig

Bolius

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Bolig lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her