Hus

Flotte facader: Så tit skal huset males

Selv om overfladen stadig ser pæn ud, er det vigtigt for vedligeholdelsen af boligen, at facaderne får en gang maling efter en årrække.

Det er meget, meget billigere at vedligeholde boligen, end det er at reparere på følgeskader som svamp og råd, hvis fugten først kommer ind i træ- eller murværket.

Sommeren er et godt tidspunkt at få frisket facaderne op på, og selv om de måske stadig ser pæne ud på overfladen, skal de efter en årrække have en omgang med malerrullen.

Der er to årsager til, at man overfladebehandler: Den ene er af æstetisk art, og den anden er vedligehold for at få beskytte boligen. Og det er vigtigt for husets stand, lyder det fra Lilian Bech, afdelingschef i arbejdsgiverforeningen og brancheorganisationen Danske Malermestre.

Malearbejde
  • Skal væggene males indenfor, er sommeren et godt tidspunkt at gøre det på i forhold til udluftning og fugt.
  • Det er bedst at male træværk, når temperaturen er mellem 10 og 25 grader.
  • Har det regnet meget, er det en god idé at tjekke fugten i træværket, inden det males. Fugten skal være under 15 procent. Fugtmålere kan købes eller lejes i mange byggemarkeder og farvehandlere.
  • Inden for murerfaget fraråder man normalt at male direkte på murværk, medmindre man maler med meget diffusionsåben maling. Maling gør nemlig muren mere følsom over for frost.
  • I nogle tilfælde er pudsning og kalkning en bedre løsning end at male. Er facaden tidligere kalket, er det ofte en god idé at fortsætte med kalk frem for at skulle fjerne kalken for at kunne male.
  • Søg også rådgivning i byggemarkedet, eller hvor du køber maling. Det kan være svært at gennemskue, hvordan man griber en sådan opgave an.
Kilde: Bolius

- Som tommelfingerregel skal man regne med at overfladebehandle huset hvert femte til syvende år, lidt afhængigt af hvad der er tale om, siger hun og uddyber:

- Det er ikke uden betydning, om det er et sommerhus på vestkysten, som indimellem bliver sandblæst, om det er et byhus, hvor der er meget forurening, eller om det er et hus inde midt i landet, som ikke udsættes for nedbrydende faktorer - om det så er menneskeskabte eller fra naturen, siger Lilian Bech.

Så længe kan man dog ikke lade vedligeholdelse af vinduerne vente.

- Vinduerne er et af de svageste led, og de bør efterses en gang årligt. Afhængigt af tilstand bør de gås efter, hvis malingen er brudt, og træet er blottet, siger Lilian Bech.

Ifølge Jakob Brandt, der er vicedirektør for SMVdanmark - det nye håndværksråd, kan det på den lange bane betale sig at investere tid og penge i vedligehold.

Disse renoveringer kan betale sig om sommeren

- Der er nok lidt for mange boligejere, der trækker den udendørs maling et år eller to for meget, hvilket betyder, at der kan begynde at opstå skader og komme fugt ind i huset, som kan give kedelige følgevirkninger, siger han.

Det kan man komme i forkøbet ved at bruge en eftermiddag på at gå rundt om huset, kradse lidt i malingen og se, om der er noget, der er ved at skalle af - og få det sat i stand, råder han.

- Det er meget, meget billigere at vedligeholde boligen, end det er at reparere på følgeskader som svamp og råd, hvis fugten først kommer ind i træ- eller murværket, advarer Jakob Brandt.

Findes det vedligeholdelsesfri hus?

Selv om sommeren er et godt tidspunkt at få malet på i forhold til nedbørsrisiko og fugt, skal man ikke gøre det i direkte sol, påpeger bygge- og boligkøbsrådgiver Ole Vedsted-Jakobsen fra Bolius.

- Det er afgørende for resultatet, at man ikke maler i direkte solskin, for så tørrer malingen for hurtigt, og så når det ikke at trænge ordentligt ind. Man skal male skyggen rundt - det er også rarere, råder han.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her