*

Have

Trin for trin: Grundig haveguide for nybegyndere

Savner du svar på planterigets mysterier? Værsgo'! Her er en jordnær ABC, der hjælper dig i gang i haven.

Hvorfor trives mine planter ikke? Vander jeg dem for lidt - eller for meget? Hvordan får jeg tulipaner i haven? Og hvad er stauder og stedsegrønt? Få opklaret en række af planterigets mysterier i Houzz’ haveguide.

Foto: B&R Garden Services

Nogle af os fantaserer om overdådige blomsterbede. Andre ønsker sig en køkkenhave, der bugner af friske forsyninger til familien. Og så er der dem, der satser på sydlandsk stemning med vinranker og duftende krydderurter på terrassen.

Men før du farer ud og anskaffer planter og grej til drømmehaven, er der nogle helt jordnære forhold, som det betaler sig at undersøge nærmere. Det handler bl.a. om jordkvalitet og sol og skygge, som har afgørende indflydelse på, om planterne kommer til at trives.

Tjek sollyset og jorden

Foto: Shades Of Green Landscape Architecture

Sol, halvskygge eller skygge. Frøposer og planteskilte fortæller som regel, hvad planterne foretrækker, og det er fornuftigt at opfylde deres ønsker.

Lad være med at anlægge en køkkenhave fuld af solhungrende planter i havens mest skyggefulde hjørne - det projekt er dømt til at mislykkes.

Undersøg, hvor og hvornår der er sol og skygge forskellige steder i haven - eller på altanen - og vælg så planter, der egner sig til forholdene.

Læg også mærke til, om jorden i haven almindeligvis er fugtig eller tør - det har også en betydning for et vellykket plantevalg. Spørg evt. på en planteskole, hvor fagfolk ved besked om den slags.

Foto: Amy Renea

Jord er ikke bare jord, og planter foretrækker forskellige jordtyper: Nogle vækster trives i fugtig, leret jord, mens andre klarer sig i tørre og sandede omgivelser.

Har man en mørk jord med masser af muld i, hører man til de haveheldige: Her kan mange forskellige planter trives.

Man kan sagtens forbedre jorden i sin have og for eksempel gøre den mindre kompakt eller sandet. Men det kan være et stort arbejde, så sats hellere på at dyrke nogle planter, der passer til forholdene på stedet.

Foto: Carey Ezell Landscape Design

Når du har styr på lysforholdene og jordens beskaffenhed, er der en række andre ting, du kan overveje, når du vælger planter: Skal farverne matche? Skal der være noget, der blomstrer det meste af året? Skal planterne dufte? Skal de være spiselige? Vil du tiltrække fugle, sommerfugle og honningbier? Vil du undgå giftige planter og planter, der kan udløse allergi? Hvor meget havearbejde er du klar til - vil du pusle flittigt om dine planter, eller skal de helst kunne klare sig selv?

Spørg på planteskolen, slå op i havebøger, eller søg på nettet, som bugner af tips og tricks om planter og dyrkning. Du kan også konsultere en havearkitekt og få hjælp til at indrette en have eller en altan, der passer til stedet og dine ønsker. Det koster nogle penge - til gengæld undgår du fremtidige fejlkøb og ærgelser over planter, der mistrives.

Vand er liv - og død

Foto: Patricia Grolier

Vand holder liv i dine planter, og de skal hverken have for meget eller for lidt af de våde varer.

Hvis det er varmt og tørt, så gennemvand jorden omkring planterne en gang imellem - det er bedre end at vande en lille smule hele tiden. Når du sjatvander, er det nemlig kun den øverste del af jorden, som er våd, og det begrænser udfoldelsesmulighederne for planternes rødder. De kan bedre brede sig og suge næring i gennemvandet jord.

Har du brug for en haveekspert, der kan hjælpe dig med at udtænke en plan for din have? Find en i houzz.dk's store database

Foto: McIntyre By Design

Måske har du oplevet, at dine planter i krukker og potter visner og dør, selv om du har passet og plejet dem omhyggeligt. Så har du måske været for rundhåndet med vandkanden. Mange planter drukner og rådner, fordi de får for meget vand.

Gødning til planter skal også doseres, så de hverken får for meget eller for lidt. Hvor meget - eller lidt - de har brug for, afhænger både af planterne og voksestedet. Igen: spørg dig frem, eller læs dig til svarene!

Foto: Riverhill Garden Supplies Ltd

Har du planter i krukker, skal der være dræn i bunden af krukkerne, så planterne kan komme af med det overskyende vand. Hvis rødderne står og sopper i vand, er der fare for, at de - og dermed hele planten - rådner. Først og fremmest skal der være hul i bunden af krukkerne. I bunden af krukkerne kan du så lægge potteskår, lecasten, små strandsten eller grus. Det giver luft til planternes rødder. Når du putter jord i krukkerne, skal du ikke fylde dem helt op til kanten. Hvis du gør det, falder der jord ud over kanten, når du vander krukkerne. Hold derfor inde med jordpåfyldningen mindst 5 centimeter fra kanten.

Foto: Helbo Haveplaner V/ Birgit Helbo

Vokseværk

Spæde spirer fylder ikke alverden, så det kan være fristende at plante dem ganske tæt. Men bare vent: bittesmå ærteplanter bliver hurtigt over en meter høje, og squashplanter og kålhoveder kræver masser af plads at brede sig på. Lad ikke væksternes vokseværk komme bag på dig - undersøg, hvor meget plads de har brug for, og hvor tæt du kan plante dem.

Foto: Noelle Johnson Landscape Consulting

Hvad var det nu lige …? Mens du putter frø i jorden, har du styr på, hvor gulerødderne, morgenfruerne og blomsterkarsen skal gro. Men når de små spirer titter frem nogle uger senere, er det ikke sikkert, at du kan huske, hvad du såede og hvor. Hjælp hukommelsen: Skriv det ned, sæt små skilte i jorden eller tegn en plan over dine bede, altankasser og krukker.

Når du køber planter, er det fristende at vælge dem med de allerflotteste blomster på. Men hvis du vil have nogle langtidsholde vækster med hjem, skal du hellere tjekke, om der er gode blade og nye skud på planterne, og om rødderne ser lyse og sunde ud.

Bred gerne planternes rødderne lidt ud, når du planter dem om til en større potte eller sætter dem i jorden i haven. Så kan rødderne bedre brede sig på det nye voksested.

Læs også: Fra fuglebade til fontæner - eksperterne guider til vand i din have

Foto: James Martin Associates

Forårslugning lønner sig

Er der ukrudt i din have - og det er der sandsynligvis - er det værd at bruge tid på at luge om foråret. Når du fjerner de små ukrudtsplanter, forhindrer du, at de breder sig og stjæler lys og næring fra andre planter, og de når heller ikke at udvikle frø til nye generationer af ukrudtsplanter.

Lær, hvordan de spæde ukrudtsplanter i din have ser ud. Så kan du gå efter dem og undgå at komme til at udrydde dine yndlingsplanter!

Stauderne kommer igen og igen

Stauder er et ord, man ikke kan at undgå at støde på i planternes rige. Det er de flerårige planter, som vokser op fra bunden hvert forår, blomstrer i løbet af sommeren og visner ned, når frosten sætter ind.

Med de rette vækstbetingelser breder stauder sig helt af sig selv. De kan sagtens deles, f.eks. ved at hakke rodklumpen over med en spade og grave en del af stauden op. Så kan du plante den et andet sted i haven - eller forære den til andre.

Tjek planternes højde, inden du planter dem - det er ærgerligt at placere de højeste planter forrest og de laveste i skjul inde bagved.

Der findes hundredevis af forskellige stauder - blandt de populære er bl.a. storkenæb, høstanemone, floks og akeleje. Rabarber og mange krydderurter er også stauder.

Lave stauder er fremragende bunddækkeplanter - de kan holde ukrudtet i skak, og højere stauder, buske og træer kan sagtens vokse op gennem bunddækket.

Stauder kan også gro i potter - her er planternes mulighed for at brede sig dog mere begrænset.

Læg løg om efteråret

Vil du nyde synet af tulipaner, påskeliljer og andre løgplanter om foråret, skal du lægge løgene i jorden i det tidlige efterår. Så kan de udvikle nogle sunde rødder, inden vinterens kulde får løgene til at gå i dvale. Om foråret vågner de op igen og spirer frem og blomstrer.

Når blomsterne er visnet, kan du fjerne dem, men lad endelig bladene vokse videre - de leverer nemlig den energi, der lagres i løget og giver blomster næste år.

Tulipaner og andre løgplanter kan lægges i jorden eller dyrkes i krukker. Her kan du for eksempel lægge flere slags løgplanter, der blomstrer på forskellige tidspunkter. Så kan du nyde synet af flot forårsflora i månedsvis.

Se også: Derfor skal du indrette haven ligesom boligen

Ingen frost til georginerne

Georginer - også kaldet dahlia - elsker solskin og blomstrer smukt sidst på sommeren. De stammer fra Mexico og Guatemala og tåler ikke frost, så georgineknoldene skal først i jorden i maj eller juni, når faren for nattefrost er ovre. Vil du have glæde af georginerne igen året efter, skal knoldene graves op og opbevares frostfrit, når kulden atter sætter ind sidst på året.

Havens evergreens

Stedsegrønne planter er - som navnet antyder - grønne hele tiden. Også om vinteren, hvor nøgne grene og triste grå og brune farver ellers dominerer i haven. Stedsegrønne planter fås i alle størrelser - fra gigantiske graner til krybende dværgplanter. Vælger du stedsegrønne planter til en hæk, får du en fin afskærmning året rundt - både for vinden og nysgerrige blikke.

Goddag og farvel til blade og blomster

Vær opmærksom på, at rigtig mange planter ændrer udseende i takt med årets gang. Så bliv ikke skuffet, når dine planter ikke nonstop ligner de pragteksemplarer, som du troede, du anskaffede dig.

Et flot figentræ smider de grønne blade om efteråret, og så er der kun de nøgne grene at kigge på i vinterhalvåret. 

Falder du for en bedårende blomstrende plante, er det også værd at undersøge, hvornår og hvor længe den blomstrer. Måske varer skønheden kun de 14 dage, hvor du er på sommerferie, og så er det måske mere oplagt at vælge en anden plante.

Brug for mere inspiration? Se tusindvis af havebilleder i Houzz’ store arkiv

Artiklen er publiceret i samarbejde med Houzz.dk

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

De byggede drømmehuset på bondens mark i Bjerring

Pia og Henrik Lau fik deres drøm opfyldt om at tegne, designe og bygge eget hus fra grunden. De er glade og stolte over drømmehuset på 270 kvm, som er indrettet funktionelt med arvestykker og moderne indretningsløsninger.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her