*

Have

Nu er det tid til plantemarkeder

Netop nu og i de næste måneder er det højsæson for have- og plantemarkeder. Det er altid en sjov oplevelse, og der er masser at købe til haven eller altanen – ofte for en billig penge.

Præstegårdens Kreds i Birkerød har flere arrangementer i løbet af sommeren. Haveloppemarked den 29. april, Forårets plantebytte den 20. maj og Country Fayre den 12. august. Alle sammen finder sted i den idylliske præstegårdshave tæt ved bymidten. Se mere på praestegaarden.mono.net. Foto: Nina Ewald

Lad det være sagt med det samme: Jeg er vild med at gå på plantemarked. Hvad enten jeg kommer som besøgende og snuser rundt efter ’fund’ – eller jeg selv deltager og har en stand med mine egne planter og haveting. Plantemarkeder kan være vidt forskellige. Store og små, for professionelle og for glade amatører, for specialklubber eller en blanding af det hele. Nogle af markederne finder sted i idylliske grønne omgivelser, mens andre er henlagt til en parkeringsplads – men så er det til gengæld nemt at køre ’lige til døren’!

På nogle plantemarkeder kan man købe hjemmelavede lækkerier i form af alt godt fra haven. Her har der været gang i syltetøjsfremstillingen. Foto: Nina Ewald

Nogle steder kan man både købe og sælge, mens andre markeder er baseret på, at man skal bytte. I alle tilfælde er det planterne, der er kernen i det hele. Men derudover kan der være mange andre haverelaterede ting at finde: redskaber, bøger/blade, havemøbler, buketter, hjemmelavet syltetøj, frugt/grøntsager og alt muligt andet hørende til havelivet. Hvis du mangler noget til fornyelse af haven, kan du sikkert finde det på plantemarkedet – og hvis du skal til i gang med en helt ny have, er der virkelig penge at spare.

I den romantiske have på herregården Sanderumgaard på Fyn afholdes forårsmarked den 7. maj. Sanderumgaard.dk. Foto: Sanderumgaard

Det er lige i disse dage, at sæsonen for have- og plantemarkeder begynder. Langt de fleste er i Haveselskabets regi, og de er vidt forskellige. Fra ganske små, hvor der kun er åbent i et par timer, til store arrangementer over en weekend, hvor der måske også er fødevarer, kunsthåndværk og lignende med. Der findes også andre plantemarkeder, som er knyttet til et specielt sted, f.eks. en herregård, en botanisk have eller lignende. Du kan søge på www.haveselskabet.dk efter ’plantemarked’, så dukker der pt. cirka 150 forskellige arrangementer op over hele landet. Prøv også at google ordene ’havemarked’ og ’plantemarked’, så kommer der endnu flere frem.

I Den Gamle By i Aarhus afholdes havedage fra den 25.-28. maj 2017. Her kan man blive inspireret i de syv historiske haver, hvor der er rundvisning. Gartnerne giver gode råd, ligesom der er salg af planter og foredrag. Se mere på dengamleby.dk/havedage. Foto: Den Gamle By

Når du er køber

Som køber er det spændende at gå omkring fra bod til bod og se, hvad der er til salg. Ofte kan du være heldig at finde sorter, som ellers ikke er til at opdrive i de almindelige planteskoler – og vel at mærke som regel til billigere priser. Det er er også almindeligt, at foreninger for specielle plantegrupper er med på markederne og medbringer sjældne og usædvanlige arter og sorter – det være sig pæoner, roser, primula, alpine planter etc. Du skal se dig godt for og prøve at vurdere planterne. Ser de sunde og friske ud, eller hænger de med hovederne og er små og skravlede? Er jorden fugtig, og har planten en godt rodnet? Hvis du er lidt loren ved en plante, så gå bare videre – der er sikkert flere andre, som sælger samme slags.

Ofte kan du også være heldig at finde brugte redskaber og havetilbehør for en billig penge. Et plantemarked er faktisk et grønt loppemarked, og selv om mange har fastsat priserne på deres planter og ting hjemmefra, er det tilladt at prutte om prisen.

For 25. år i træk afholder Haveselskabets Struer Havekreds sit store havemarked på Gimsinghoved. Det sker i år den 6. maj, og det er et af de allerstørste havemarkeder i Jylland. Her kommer plantefolk fra nær og fjern for at købe og sælge, og der plejer altid at være både sjældne og spændende planter at finde. Se mere på haveselskabet.dk/jubilaeumsplantemarked-struer. Foto: Struer Havekreds

Når du er sælger

På p-pladsen lige uden for Haveselskabets hovedkvarter i Søborg holder Københavns afdeling et velbesøgt plantemarked to gange årligt. Forårsmarked den 30. april og høstmarked den 24. september. Her kan man parkere lige ved sin stadeplads. Se mere på haveselskabet.dk/foraarsplantemarked-i-soeborg. Foto: Nina Ewald

Som sælger skal du i forvejen finde ud af, om der er tilmelding, eller du bare kan komme og stille op. Det er klogt at komme i god tid – mindst en time før åbningen. Så får du en bedre placering. Nogle steder kan du køre bilen lige hen til din stand, andre steder skal du parkere udenfor området og skal derfor tænke på, hvordan du får transporteret dine planter og andre haveting derhen. Som regel skal du selv medbringe både borde og kasser.

Det er oplagt at sælge overskudsplanter fra haven på det lokale plantemarked. Stil dine planter og andre ting pænt frem – gerne med navneskilte på – og prisskilte på det hele, hvis du ikke vil forhandle dig frem med køberne. Husk også en stol, hvis du skal være længe på markedet – og afdækningsplast, hvis du har sarte ting med, der ikke tåler regn, så som blade og bøger. Det er en god idé at være to sammen, så kan I skiftes til at gå omkring og besøge de andre stande, hvor man let bliver fristet. Jeg er nogle gange kommet hjem med næsten ligeså mange nye planter, som jeg selv havde med hjemmefra!

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

De byggede drømmehuset på bondens mark i Bjerring

Pia og Henrik Lau fik deres drøm opfyldt om at tegne, designe og bygge eget hus fra grunden. De er glade og stolte over drømmehuset på 270 kvm, som er indrettet funktionelt med arvestykker og moderne indretningsløsninger.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her