Have

Kunsten at komponere et staudebed

Af alle havens områder er staudebedet måske det, der giver haveejerne flest panderynker. Men det behøver nu ikke at være så svært.

Et klassisk staudebed i den berømte irske Dillon Garden lidt syd for Dublin. Det folder sig rigtigt ud i højsommeren. Det er udformet som en lang rabat i alle regnbuens farver, men domineret af riddersporernes høje spir i blå nuancer. Forrest er de lavere planter i glade farver i form af nellikerod, valmuer og tagetes m.fl.

Mon ikke de fleste elsker synet af et smukt og frodigt staudebed? Det gør jeg i hvert fald. Når jeg besøger haver, både herhjemme og i udlandet, er staudebedene noget af det, som først fanger mit øje. Især englænderne er formidable til at skabe helt overdådige blomsterrabatter. Men måden, man anlægger bede på, kan skifte meget fra land til land.

Mange mennesker er lidt famlende ved tanken om at gå i gang med at anlægge staudebed(e) i haven. Det er der flere årsager til: Nogle tror, at det er meget svært – andre er bange for, at det kræver enormt meget pasning og pleje. Til det sidste kan jeg straks sige, at når først et staudebed er etableret, så kræver det ikke den store vedligeholdelse. Hvis man planter forholdsvis tæt, har ukrudtet svært ved at finde fodfæste, og stauderne skal blot klippes ned en gang om året. Regnet i arbejde, er det faktisk langt mere tidskrævende at passe en græsplæne.

Der er mange spir i dette bed, som jeg har set på Chelsea Flower Show, bl.a. de skønne lupiner ’Masterpiece’, iris, kæmpeskilla og staudesalvie. Ind imellem nellikerods orangegule knapper og lyserøde storkenæb.

Staudebedet på Overdam Planteskole er fotograferet midt i september og er et fint eksempel på et bed, der har sin bedste periode sidst på sommeren. Det er fyldt med stauder, hvis høje, elegante aks sætter dagsordenen sammen med bl.a. solhat, sankthansurt, perovskia og kæmpejernurt.

Urbane grøntsager på menuen

Når man skal planlægge staudebedet, er der dog flere ting, som er værd at tænke på. Bedet bør have noget at byde på hele året. Her skal man vælge planter med omhu og sørge for, at der er nogle til enhver årstid – begyndende med forårsløg, derefter kommer stauder, hvis blomstring afløser hinanden fra forsommer til høst, og så er det frøstande og aks fra græsser, der kan afslutte året.

I min egen have har jeg et bed med forholdsvis lave planter. Her udgøres fylderne af en limegul alunrod, løvefod og forskellige storkenæb, mens dybviolet stjerneskærm løfter sig op over sammen med de stive bladspir fra iris.

I den hollandske udstillingspark Appeltern kan man opleve dette staudebed i juni måned. Det er opbygget som næsten kvadratiske grupper af forskellige stauder, plantet side om side. På denne måde får farverne ekstra gennemslagskraft – her i form af komplementære kulører: staudesalvies og katteurts blå spir mod den lave orange alunrod.

Når bedet skal plantes til, er der desuden planternes former og blomsternes farver at tænke på. De blomster, der springer ud på samme tid, skal klæde hinanden. Løvet spiller også en stor rolle for det samlede indtryk. Sæt gerne forskellige typer løv sammen: planter med runde blade, med lange lige blade, med fligede blade etc. Det giver en fin variation. Og ikke mindst blomsternes/planternes størrelse spiller en stor rolle. Som tommelfingerregel skal man plante de højeste bagerst i bedet og de laveste forrest, så man får fuldt udsyn til alle herlighederne. Men der findes også andre måder at plante på: i grupper, på rad og række, i kurvede forløb osv. Den allerbedste inspiration får man ved at besøge andre haver. Som med alt andet gælder det, at jo mere man prøver sig frem, jo større erfaring får man – og jo dygtigere bliver man!

Planteformer til bedene

Opskrifter til skønne bede

Efter at have været udsolgt i flere år er der nu kommet en ny udgave af Birgit Reimer og Maria Juhl Jacobsens bog “Stauder – Sådan skaber du de smukkeste bede”. Her giver de to forfattere opskrifter på 32 forskellige bede, og i bogens sidste halvdel er der masser af praktiske råd og nyttige informationer. Pris 169,95 kr. Fra Lindhardt og Ringhof.

B972288331Z.1_20160513113307_000+G7FT72UA.1-0.jpg

Man kan opdele planterne i forskellige kategorier ud fra deres form: spir, knapper, skærme og fyldere. De kan plantes enkeltvis eller flere i en gruppe, og tilsammen giver de bedet struktur. Vær opmærksom på, at der kan være stor forskel på de forskellige arter af samme plante. Nogle kan måske være høje og slanke spir, mens andre har en mere lav og kompakt vækst, som sætter dem i afdelingen for fyldere.

Spirene er de lange, slanke planter og blomster, der stikker op over de andre. Af spir kan nævnes lupin, fingerbøl, kongelys, ridderspore, iris og lange græs-aks (mens selve græs-tuerne ofte er at betragte som fyldere).

Knapperne er de mindre, ofte afrundede former, som kan dukke op her og dér. Af knapper kan nævnes tulipan, solbrud, nellikerod, prydløg, påskeklokke og primula.

Tosset med tulipaner? Bliv betaget i verdenskendt park

Skærmene er dem med den brede form, som ofte “svæver” lidt over resten af planterne, f.eks. kæmpejernurt, blomsterkørvel, røllike, kvan, gulerodsblomst og kongeskærm.

Fylderne er dem, som udfylder mellemrummene og/eller dækker bunden. Det er bl.a. forårsvortemælk, løvefod, alunrod (hvis blomster på høje stængler dog kan virke som spir), storkenæb, hosta og lammeøre.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

De byggede drømmehuset på bondens mark i Bjerring

Pia og Henrik Lau fik deres drøm opfyldt om at tegne, designe og bygge eget hus fra grunden. De er glade og stolte over drømmehuset på 270 kvm, som er indrettet funktionelt med arvestykker og moderne indretningsløsninger.
Annonce
Altid sulten? Disse fødevarer mætter mest
Vil du gerne opnå den bedst mulige mæthed med færrest mulige kalorier, peger en diætist her på den perfekte kostplan for at nå det mål. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her