Have

10 ting, der kan klares i haven om vinteren

Der er ikke så mange ting, man kan gøre i haven om vinteren, men de ting, man kan gøre, er med til at forberede haven til foråret, sommeren og næste vinter.

Sne, specielt tøsne, kan være en belastning for havens planter. Foto: Colourbox

Fjern den tunge sne

Jesper Carl Corfitzen er havefaglig leder i Haveselskabet. Foto: Wawwa Ohrt
Hvis der falder en masse sne i vinterperioden, er det en god idé at gå en tur i haven og fjerne sneen fra havens planter - specielt hvis det er tø-sne, forklarer Jesper Carl Corfitzen.

»Det kan give et ordentligt tryk på planter, så det er en god idé at gå rundt og banke sneen af med et kosteskaft, ellers kan f.eks. buske eller stedsegrønne planter knække under vægten. Også formklippede buske og træer kan få et ordentligt tryk, så man skal være lidt opmærksom på sneen. Hvis vi derimod har perioder med frost og almindelig frostklar sne, der lægger sig omkring planterne, gør det ikke noget. Man skal nemlig huske på, at et lag frostsne omkring planterne isolerer. Eventuelt kan man bruge den sne, man skraber væk fra gangstien, hvis man ikke har saltet, til isolering,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Fæld træerne i haven

Hvis man har træer stående i haven, som man gerne vil af med, er vinteren et godt tidspunkt at fælde dem, for der er det nemt at se, hvad man laver og komme til, og så er der ikke så meget andet havearbejde.

»Hvis der er tale om meget store træer, anbefaler jeg, at man rekvirerer en professionel træplejer. Der er ikke noget værre end et træ, der vælter ned i naboens have eller ned i skuret. Mindre træer kan man sagtens klare selv,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Mens man går rundt i haven og fælder træer, kan man også tage et kig på, om der er nogle huller i haven, som man ønsker at fylde ud.

»Gå en tur og lav en liste over træer, man ønsker sig, og lav generel planlægning af haven, for det er nu, man kan se noget,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Hyg om stueplanterne

Stueplanterne er nogle gange lidt overset og lever en lidt kummerlig tilværelse i hjørnet bag tv'et, men på det seneste er stueplanter og ikke mindst kaktus blevet rigtig trendy.

»Nu her i februar er det godt at nurse dem, hvis de ikke har været omplantet længe. Giv dem noget frisk muldjord. Hvis der er tale om en kaktus, skal jorden være veldrænet, så bland lidt grus i pottemulden. Når man omplanter, skal man sørge for, at der er omkring to centimeters friplads hele vejen rundt. Og hvis man kan brække lidt gammel jord af uden at skade rødderne, er det godt, for det gør, at de får glæde af den friske jord,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Tilse planter til vinteropbevaring

Hvis man har dahliaknolde eller andre løgplanter til vinteropbevaring, som man har sat ind i efteråret, er det nu tiden til at tilse dem.

»Det er vigtig, at man får tilset planter, løg eller knolde for at se, om der nogle, der skal sorteres væk som følge af råddenskab. Generelt skal man bare sikre sig, at de står fint, og at der er god luftcirkulation. Så man kan lige tjekke, om lufttilstrømningen er i orden og sørge for at få luftet godt ud,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Fodr fuglene og giv dem vand

Vinteren er en årstid, hvor man skal være god ved dyrene. Derfor er det oplagt at sørge for at fodre fuglene og sørge for, at de har adgang til vand, mener Jesper Carl Corfitzen.

»Man kan, hvis man er ihærdig eller har nogle unge derhjemme, lave sit eget fuglefoder af palmin og fuglefrø. Man kan smelte blandingen ned i gamle urtepotter eller halve kokosnødder og hænge dem op i træerne. Man skal dog være opmærksom på, at der ikke falder for meget foder på jorden, for det kan tiltrække rotter,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Han mener også, at det er en skrøne, at man ikke må fodre fuglene om vinteren, fordi de så vil sulte om sommeren. Er man dog begyndt at fodre fuglene, skal man fortsætte vinteren igennem.

Det er en skrøne, at man ikke må fordre fugle om vinteren. Man skal blot sørge for at blive ved med at fordre dem gennem hele vinteren. Foto: Colourbox

»De er fint i stand til at finde ud af, hvornår der er nok insekter i luften. Jeg begyndte tidligt at fodre, men det blev ikke spist, fordi det var så mildt og dermed rigeligt med føde,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Med hensyn til at sørge for, at fuglene har adgang til vand, skal det ikke gå hen at blive en sur pligt, understreger Jesper Carl Corfitzen.

»Hvis man har mulighed for at have vand stående, så gør det. Hvis vandet fryser til is, kan man hælde varmt vand i, men det skal ikke blive en stor opgave. Hvis det fryser, må det gå, som det går. Både med vandet og foderet gælder det, at man skal sætte det op tæt ved huset, så man kan nyde fuglelivet. Jeg forslår også, at man sætter nogle fuglekasser op. De skal sættes op en måneds tid, før fuglene skal flytte ind. De skal lige have tid til at se dem an. Der findes gode instruktioner til fuglekasser og gode opskrifter på fuglefoder på nettet,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Haveselskabet

Haveselskabet er en landsdækkende almennyttig forening for alle, der dyrker haveglæden.

Foreningen består af ca. 35.000 medlemmer. Haveselskabet udgiver bl.a magasinet Haven og står bag hjemmesiden www.haveselskabet.dk.

Hold igen med saltet

Mange mennesker - særligt de, som bor i byen - har været ude med saltkværnen her til vinter. Men man skal være opmærksom på, at salt kan yde stor skade på haven. Så hvis man har et fortov langs en hæk eller gangsti langs plænen eller bede med planter, skal man holde igen med saltet, fastslår Jesper Carl Corfitzen.

»Salt forurener og svider rødderne. Hvis det sjasker op på planter og hæk, kan det skabe svidninger på grenene og ødelægge de knopper, der skal springe ud til foråret. I stedet for at salte kan man lave en vandig opløsning (saltlage bestående af en del salt og fire dele vand), som man kan hælde ud med sin vandkande. Ellers råder jeg til, at man tager bestik af situationen og ser, om man ikke kan nøjes med at gruse. Det er ofte langt bedre at gruse op ad gangstien. Vi ser mange komme galt af sted med saltningen, og det kan tydeligt ses om foråret. Store saltmængder tager lang tid at vaske ud af jorden og kan gøre, at der ikke er noget, der kan trives i lang tid frem,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Brug grenen indenfor

Vinteren er en årstid, der holder sig til et ofte gråmeleret udtryk. Derfor kan det være med til at skabe lidt farve, hvis man skærer nogle grene af træer eller buske og tager dem med ind i stuen, synes Jesper Carl Corfitzen.

»Man kan skære grene af f.eks. troldnød, fjeldribs eller syren og så drive dem frem, men det er vigtigt ikke bare at sætte dem ind i den varme stue i en vase. Man skal tage det lidt ad gangen og begynde med at stille dem i en gulvspand i et køligt værelse eller bryggers. Desuden er det vigtigt at overbruse nogle gange, så de ikke tørrer ind. Så springer de bedre ud,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Han påpeger også, at det er vigtigt at skære grenene af på den helt rigtige måde.

»Det er vigtigt at lave et ordentligt skråsnit, så grenen får så stor sugeevne som muligt. Man kan også banke lidt på enden med en hammer, så den flækker lidt. Det øger også sugeevnen,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Har du ingen buske, du kan klippe af, så kan du måske grave nogle klumper vintergækker eller krokus op og sætte i et fad og dekorere med lidt mos omkring. En anden og absolut nem måde at bringe foråret lige til døren på, fortæller Jesper Carl Corfitzen.

Så skal frøene sås

Snart begynder det trods alt at gå mod lidt lysere tider, og så bliver det også tid til at købe frø og forspire. Netbutikkerne begynder at bugne af frø, og det er særligt frø fra chili, artiskok, peber og nogle sommerblomster, som skal have en god lang forspiring.

»For at sikre en god forspiring handler det om at have rene spirebakker. Mange genbruger spirebakkerne, og det er fint, men de skal vaskes rene med lidt vand og sulfo for at sikre, at man fjerner alt gammelt plantemateriale og jord, hvor der kan sidde sygdomme. Man skal heller ikke bruge gammel muld, men ny såmuld, så er man sikker på, at der ingen plantesygdomme er tilstede. Bakkerne skal stå så lyst som muligt – gerne ved et lyst vindue og ikke over en varmekilde. Der skal være en rumtemperatur på 18-22 grader i snit. Og så skal man huske at være tålmodig. Nogle planter, f.eks. chili, tager ofte 10-20 dage om at spire. Når frøene begynder at spire, er det vigtigt, at der ikke bliver for fugtigt i bakkerne, så man skal sørge for luftcirkulation, uden at kimplanterne tørrer ud,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Klar til kartofler

Nu begynder vi også at ramme tiden, hvor kartoflerne til køkkenhaven skal gøres klar ved langsomt at ligge til forspiring.

»Man lægger dem i kasser, så de bliver spredt godt ud med luft mellem sig. Kasserne stilles i et lyst bryggers eller en udestue, indtil de skal lægges. Der går typisk fire til seks uger, før de kan lægges, og før at jorden er varm nok. Så vi skal et godt stykke hen på foråret. Hvis man har et drivhus, kan man overveje at købe nogle kartoffelpotter og være lidt tidligere klar til nye kartofler,« siger Jesper Carl Corfitzen, som ikke vil anbefale en specifik kartoffelsort frem for en anden. Dog har de tidlige sorter den fordel, at de sjældent når at få kartoffelskimmel.

»Der findes så mange nye sorter. Man skal unde sig selv at prøve lidt forskellige. Hvis man er flere naboer, som lægger kartofler, kan man dele med hinanden, for der findes kartofler til et hvert formål,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Tid til planlægning

Det er højtid for planlægning, for lige nu er det rigtig nemt at se, om man har en spændende have på denne årstid. Det har de fleste nok ikke, mener Jesper Carl Corfitzen. Men der er flere greb, man kan bruge til at gøre haven spændende på denne årstid, men det kræver planlægning.

Om sommeren tænker vi ikke på vinteren. Derfor er de kolde måneder et perfekt tidspunkt at tage bestik af, om man mangler noget grønt i haven. Så kan det måske være en ide at indkøbe nogle stedsegrønne planter eller f.eks. stauder, som har nogle fine vinterstandere, der gør det godt i vinterlandskabet. I de mildere perioder kan troldnød og kejserbusk blomstre og give farve i haven. Det er imidlertid vigtig at huske at plante i nærheden af huset, så man har glæde af farverne, når man er indenfor,« siger Jesper Carl Corfitzen.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

De byggede drømmehuset på bondens mark i Bjerring

Pia og Henrik Lau fik deres drøm opfyldt om at tegne, designe og bygge eget hus fra grunden. De er glade og stolte over drømmehuset på 270 kvm, som er indrettet funktionelt med arvestykker og moderne indretningsløsninger.
Annonce
Altid sulten? Disse fødevarer mætter mest
Vil du gerne opnå den bedst mulige mæthed med færrest mulige kalorier, peger en diætist her på den perfekte kostplan for at nå det mål. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her