Have

Træn dit lokale pindsvin til at spise dræbersnegle

Pindsvin viger ofte udenom de slibrige dræbersnegle, men de kan trænes til at guffe dem i sig.

Kommunikationsrådgiver Poul Guldborg var ærlig talt træt af de slimede dræbersnegle, der havde invaderet baghaven i Egå ved Aarhus, og han læste med interesse alle de forskellige råd om at drukne dem i øl og rulle dem i salt, og hvad folk nu ellers fandt på for at komme dem til livs.

"Men så hørte jeg i radioen en biolog tale om problemet, og han fortalte, at det letteste ville være at træne sit lokale pindsvin til at spise dem. Pindsvin spiser snegle, men der er noget i dræbersneglenes slim, som pindsvin ikke bryder sig om," fortæller han.  "Derfor skal pindsvinene først vænnes til at spise den iberiske invasive art. Og det kan jeg bekræfte er rigtigt. Det tager ca. en uges tid at træne et pindsvin til at kaste sig over dræbersnegle."

Så store bliver dræbersneglene i år . . .

Poul Guldborg giver gerne sit tip videre til Jyllands-Postens læsere, da han selv er meget imod at sprøjte mod snegle. Og han finder det sørgeligt, at kampen mod sneglene åbenbart går ud over pindsvin og små hunde, sådan som Jyllands-Posten kunne berette forleden.

"Gift er jo lavet for at slå ihjel, og derfor rammer det også dyr, vi ikke vil af med. Det bedste er, hvis man kan skabe balance i naturen."

Sneglegift mistænkes for at dræbe pindsvin i massevis

Pindsvinevennerne i Danmark har i den seneste måneds tid oplevet massevis af pindsvin, der dør en pinefuld død, sandsynligvis på grund af gift mod snegle. Og det er dobbelt ærgerligt, fordi pindsvinet er en af sneglenes få, naturlige fjender. Hvis de altså bliver trænet til at kunne lide dem.

"Hvis du går ud om aftenen og hakker dræbersneglene midt over med en spade eller en kanthakke og lader dem ligge, så kommer pindsvinene og guffer dem i sig. Og når først pindsvinet har vænnet sig til smagen, så går den selv i gang med de levende snegle. Det tog kun en uges tid," forsikrer Poul Guldborg, der selv har trænet sit lokale pindsvin. Sidste år måtte han dog køre ud til Pindsvinevennerne med pindsvinet, der var blevet sygt og døde. Han fandt efterfølgende to unger, som han også kørte på internat, hvor de voksede op og blev friske igen.

Så er der serveret! Men pindsvinene skal regne med konkurrence fra andre dræbersnegle, der gerne æder deres artsfæller. Foto: Jane Hjul Rasmussen

"Vi fik faktisk tilbudt at få et af dem hjem i haven igen, men da havde to af naboerne i mellemtiden fået hund, så det, følte vi, blev for stressende for den lille fyr. Men der lever garanteret én i området, for dræbersneglene er ikke kommet tilbage igen."

Til dem, der gerne vil have et pindsvin i haven, anbefaler Poul Guldborg at bruge en uges tid på at servere hakkede dræbersnegle og frisk vand (ikke mælk). Så får man sandsynligvis besøg af det sky lille nattedyr.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

De byggede drømmehuset på bondens mark i Bjerring

Pia og Henrik Lau fik deres drøm opfyldt om at tegne, designe og bygge eget hus fra grunden. De er glade og stolte over drømmehuset på 270 kvm, som er indrettet funktionelt med arvestykker og moderne indretningsløsninger.
Annonce
Annonce
Biler
Ærgerlig fejl: Populær opladningshybrid bruger benzinmotoren ved eldrift
I de kolde måneder vil benzinmotoren arbejde, selv om en Kia Niro plug-in hybrid kører på eldrift, fordi den driver varmeapparatet. Importøren arbejder på at løse problemet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her