Annonce
Have

Haven tørster: Her skal du vande i sommervarmen

Få styr på, hvor i haven du skal prioritere vanddråberne. Der er nemlig stor forskel på, hvor stort behov køkkenhave, stauder og græsplæne har for vanding.

Nogle steder i haven er der brug for en hjælpende hånd og godgørende dråber vand, hvis planterne skal klare sig i sommerheden. Foto: Kåre Viemose

De varme temperaturer får den tørre jord til at slå sprækker, græsplænen visner hen, og havens planter kan hænge lidt med kronbladene.

Nogle steder i haven er der brug for en hjælpende hånd og godgørende dråber vand, hvis planterne skal klare sig i sommerheden. Det fortæller Louise Møller, som er havefaglig ekspert hos Haveselskabet.

- Når det som i øjeblikket er ekstremt tørt, er der nogle planter, som behøver vand, og så er der nogle steder i haven, hvor der ikke er nogen grund til at vande, og der kan man lige så godt lade være, siger Louise Møller.

1) Køkkenhave

Et sted, man bør sætte ind med vandkande eller -slange, er i køkkenhaven.

- For hvis urterne i køkkenhaven mangler vand, så går de i stå. Så får man ikke det udbytte senere, som man havde håbet på. Så det er vigtigt, at der er fugtighed i jorden, så planterne kan vokse, siger Louise Møller.

Behovet varierer lidt fra plante til plante, men man bør som udgangspunkt vande i køkkenhaven, uanset hvad man dyrker, tilføjer hun.

Louise Møller foreslår at vande i køkkenhaven to-tre gange om ugen, når det er så varmt som i øjeblikket.

Men tilpas det efter jordens fugtighed. Hvis der eksempelvis har været skybrud eller kraftig regn, kan man springe et par vandinger over.

2) Roser

Når vandkanden er fremme, kan roserne også fra tid til anden have godt af et skvæt.

For at holde roser sunde kræver det nemlig, at de får vand og gødning. Det gør dem mere modstandsdygtige over for sygdomme og skadedyr.

- Giver man dem vand en gang om ugen, så er det fint, siger Louise Møller og tilføjer, at det også afhænger af jordtypen:

- Nogle har en fed lerjord, som holder rigtig godt på fugtigheden, hvor der sagtens kan være fugtighed længere nede, hvor roserne har deres rødder. Men har man en meget tør sandet jord, så kan det være en rigtig god idé at hjælpe dem med vanding.

Haven i juni: Varmen ændrer opgaverne i haven

For at få overblik over jordtypen, kan man grave omkring 30 centimeter ned i jorden med en spade og så mærke efter, hvor fugtig jorden er dernede, hvor planten har sine rødder.

- Det er virkelig vigtigt, når man har have, at man lærer sin jord at kende. Også så man ved, hvilke planter man kan få succes med, råder Louise Møller.

3) Staudebede

- Hvis stauderne viser tegn på tørke, skal man vande dem. Og hvis det er nyplantede stauder, så bliver man nødt til at vande dem. Hvis man lige har plantet dem i foråret, så har de ikke så stort et rodnet endnu, så de kan ikke søge langt væk – hverken til siderne eller i dybden, forklarer haverådgiveren.

Mange krydderurter, stenbedsplanter og alpine planter kan til gengæld sagtens klare sig med meget lidt vand. Så her er der ikke nogen grund til at vande, medmindre de viser tydelige tegn på tørke.

4) Græsplæne

Et sted, man skal spare de dyre dråber væk, er til græsplænen. Selv om plænen i mange haver er visnet hen og er blevet grålig i stedet for saftigt grønt, skal man nemlig ikke være bekymret.

- Det gør ikke noget, at den ser vissen ud lige nu. Lige så snart vi får regn igen, så går der ganske kort tid, så bliver den fint grøn igen. Man skal bare acceptere, at den ikke er så pæn lige nu, fortæller Louise Møller og tilføjer:

- Den vokser heller ikke ret meget, så man behøver heller ikke klippe den særlig ofte.

Haveekspert: Hold op med at vande græsplænen

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Dette er den virkelige bankskandale

Mangelfuld kontrol i kombination med potentielt kriminelle medarbejdere er en invitation til at efterprøve ”Murphys Love”, og Danske Bank har i denne sag krydset stort set alle.
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Punjab skiller sig ud i Indien: Her kan man godt lide alkohol og kød i maden
Nye visumregler har gjort Indien mere tilgængeligt, og 1. oktober har Air India etårs jubilæum på deres direkte flyvning mellem København og Delhi. Herfra kan man rejse til Punjab ved den pakistanske grænse. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her