Annonce
Have

Her er de sikre valg til en succesfuld køkkenhave

Gør du dit forarbejde, og vælger du at gå efter de sikre grøntsager, burde vejen være banet for, at du får succes i køkkenhaven, siger haveeksperter.

Du må aldrig plante i jord, der kun består af kompostjord. Det er nemlig så næringsholdigt, at det dræber frøene, før de når at komme op af jorden. Foto: Lars Hansen

Er du ny i haven, og har du endnu ikke farvet fingrene grønne, kan det være svært at vide, hvordan man får en frodig og udbytterig køkkenhave.

Det kan to haveeksperter give svaret på. Det handler nemlig om at vælge de sikre grøntsager, så man til at starte med får nogle succesoplevelser.

Men før vi når så langt, skal man give grøntsagerne de bedste vilkår for at kunne vokse. Det kan man blandt andet gøre ved at dyrke i nogle højbede i stedet for at vælge den klassiske køkkenhave.

Det fortæller Jesper Carl Corfitzen, der er haveekspert hos Bolius.

Tre gode fif til køkkenhaven
  • Vanding: Vand hellere en gang om ugen i stedet for små vandinger i løbet af uge. Gør det enten tidlig morgen eller sen eftermiddag i stedet for midt på dagen.
  • Tidligt i gang: Planter du kartofler, radiser og salat tidligt, får du både et tidligt output og har mulighed for at plante flere gange i løbet af sommeren.
  • Ny energi: Man bør lave en vedvarende pleje af sin køkkenhave i form af at tilføre nye kompost. Man fjerner nemlig hele tiden energi fra jorden, når man høster sine grøntsager, og derfor skal man også huske at tilføre ny energi.
Kilde: Jesper Carl Corfitzen

- Som en god startpakke bør man få anskaffet sig fire små højbede. Så har man nemlig også noget at cirkulere rundt med, når det kommer til køkkenurter, fordi de ikke må vækste i samme jord år efter år, siger han.

Ifølge Jesper Carl Corfitzen kan højbedene bestå af pallerammer, som er på en gange en meter.

Det vigtigste for at få et succesfuldt resultat i højbedene er dog jorden.

- Man kan jo købe jord, men har man en fornuftig havejord, så er det også fint. Bare sørg for også at få en fire til fem centimeter kompost blandet med i, siger Jesper Carl Corfitzen.

Trin for trin: Grundig haveguide for nybegyndere

Han slår dog fast, at du aldrig må plante i jord, der kun består af kompostjord. Det er nemlig så næringsholdigt, at det dræber frøene, før de når at komme op af jorden.

Er du helt grøn i køkkenhaven, bør du være påpasselig med, hvor stort et brød du slår op. Det fortæller Louise Møller, der er havefaglig rådgiver hos Haveselskabet.

- Start i det små, og går det godt, så kan du lave den lidt større til næste år. Køkkenhaven kræver nemlig meget arbejde i forhold til at skulle luge ud sommeren igennem, og lige pludselig kan det løbe lidt fra én, siger hun.

Hun foreslår derfor at plante de ting, som du selv bruger i køkkenet.

- Kartofler er en god begynderplante, ligesom radiser og spinat også er det. Det går også hurtigt med dem, så hvis man er til hurtige resultater, skal man vælge dem. Så kan man også så flere gange i løbet af året, siger Louise Møller.

Ærter, gulerødder og rødbeder er ifølge Louise Møller også nemme grøntsager at så, mens hun til gengæld fortæller, at du som nybegynder bør holde dig fra kål.

Her bakkes hun op af Jesper Carl Corfitzen.

- Kål er traditionelt meget svært at få til at blive en succes, og det skyldes primært kålsommerfuglen. Den kommer nemlig ret hurtigt og får lagt sine larver, og så bliver det ret hurtigt en negativ oplevelse, siger han.

Ønsker du alligevel at give dig i kast med kålen, skal du ifølge Jesper Carl Corfitzen være hurtig til at dække dem til med net eller en fiberdug.

Gulerødder kan også blive udsat for den såkaldte gulerodsflue, men her er et gammelt trick at plante løg ved siden af gulerødder. Det skulle nemlig holde fluerne fra fadet, siger Jesper Carl Corfitzen.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her