*

Bolig

Kribler og krabler det? Forskans huset mod mus

Tjek din bolig for revner og sprækker, og sørg for, at der ikke ligger føde, som musene kan få færten af, lyder rådene blandt andet fra to eksperter.

Arkivfoto: Robert F. Bukaty/AP

Efterårets kulde kan få mus til at myldre mod de lune huse, og derfor bør man gennemgå sin bolig både inde- og udefra for at undgå, at de indtager matriklen og laver ulykker.

Fakta

Undgå mus i huset

  • Mus er mest aktive om natten, så vær opmærksom, når du åbner dørene og lufter ud.
  • Put madvarer i lukkede beholdere.
  • Hold øje med, om der gemmer sig mus i brændestablen.
  • Tjek, om riste, vandlåse og afløb er i god stand.
  • Mus gnaver i alt. Også ledninger, som i værste tilfælde kan forårsage kortslutninger.

Kilder: John Mogensen, Bolius.

Stiller man sig udenfor og kigger på sin bolig, skal man lappe ydermuren for revner, fuger og huller samt forsegle eventuelle sprækker, inden man bevæger blikket opad.

En mus kan forcere indgange på blot syv millimeter og er så adræt, at den kan klemme sig ind gennem ganske små steder, understreger skadedyrsspecialist John Mogensen, indehaver af AJ Skadedyrskontrol.

- Se, hvordan husets beskaffenhed ser ud, og sørg samtidig for, at tagrenderne ikke er stoppede til, for så kan musene kravle op den vej.

- Buske og træer må helst ikke vokse op til tagrenden, for så kan musene faktisk kravle direkte ind på loftet via dem. Når man har mus på loftet, kan de gå i julepynt, kasser, alt. Og har man dem på loftet, har man dem lige pludseligt også i køkkenet, fordi de kravler ned gennem hulmuren, siger John Mogensen.

Væggelus gemmer sig i dit vasketøj

Også legehuse og skurer skal man efterse, tilføjer bygningskonstruktør Tine Sode, fagredaktør og ekspert i blandt andet huseftersyn ved Boligejernes Videncenter, Bolius.

- Og har man et hus med eksempel træterrasse, som ligger direkte på noget jord, så kan musene godt lide at leve der om sommeren. Der gør de ingen skade, men man skal være opmærksom på, at de er der hele tiden, siger hun og uddyber:

- Når det bliver koldt, løber de ind, så det er med at være på forkant. Ryd op, så de ikke har noget at være i umiddelbart i nærheden af huset.

Ud over gode gemmesteder tiltrækker føde også mus, siger skadedyrsspecialist John Mogensen.

- Det er en god idé at få samlet affald og efterårsplanter med frugter som æbler og pærer op. Det gælder også nødder. Det er næsten en åben invitation, siger han og fortsætter:

- Som boligejer skal man også sørge for, at der ikke er nogen løgvækster, græsfrø eller fødevarer i eksempelvis redskabsskuret. Det glemmer man ofte, men man skal lade være med at opbevare det der, medmindre det er skadedyrssikret.

Mistænker man, at mus er krøbet ind i huset, bør man sætte enten musefælder eller kasser op. Kasserne giver mulighed for at sætte musene ud i naturen igen, siger Tine Sode og understreger, at vælger man den løsning, skal musene sættes ud langt væk fra huset og andre ejendomme.

- Vi er så vant til fra tegnefilm, at mus spiser ost, men sådan en ost mister hurtigt sin virkning. Hvis man skal have noget i fælderne, skal man have rosiner eller chokolade, som lugter meget og gør det i lang tid, siger hun.

Ved man ikke, hvor og hvordan musene er kommet ind i boligen, kan man strø mel langs kanterne på gulvet og se, hvor der kommer spor, råder John Mogensen.

Mus formerer sig hurtigt, så det er vigtigt at få dem ud af huset med det samme.

- Det er ikke nok bare at fange dem - det er at symptombehandle. Man skal også finde årsagen til, hvorfor de er kommet ind, påpeger han.

/ritzau/FOKUS
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

De byggede drømmehuset på bondens mark i Bjerring

Pia og Henrik Lau fik deres drøm opfyldt om at tegne, designe og bygge eget hus fra grunden. De er glade og stolte over drømmehuset på 270 kvm, som er indrettet funktionelt med arvestykker og moderne indretningsløsninger.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her