Annonce
Bolig

Brug regnvand til toiletskyl og tøjvask

Vores grundvand bliver brugt til formål, hvor det egentlig ikke er nødvendigt at bruge det rene drikkevand. Bliv klogere på at bruge regnvand i stedet.

Foto: Finn Frandsen/Polfoto

Når vi vasker tøj eller skyller ud i toilettet, er det som udgangspunkt vores rene grundvand, der bliver brugt. Vores samlede vandforbrug løber i gennemsnit op i 104 liter om dagen per person ifølge tal fra Bolius fra 2016.

Men det er slet ikke nødvendigt at bruge det dyrebare drikkevand til en lang række af dagligdagens gøremål. Tøjvask, bilvask, toiletskyl og vanding kan nemlig sagtens klares med regnvand.

Fakta:

Tage, der ikke egner sig til opsamling af regnvand

- Tagpaptag. Vandet kan godt bruges til at vande, men da der kan komme små skiferstykker med, vil det ridse, hvis man for eksempel vasker bilen.

- Græs-, mos- og stråtage.

- Asbestholdige tage.

- Kobbertage og kobbertagrender.

- Tage, som er særligt udsatte for forurening med fugleekskrementer.

- Vær også opmærksom ved zinktagrender, da de kan afgive zink til vandet.

Kilder: Miljøstyrelsen, Bolius

Så hvis du drømmer om at gøre miljøet en tjeneste, kan det være værd at undersøge mulighederne for et regnvandsanlæg.

- Man kan have det som en tank, der er gravet ned i haven, og så kan man sætte en pumpe på og bruge det til at skylle ud i toilettet og til at vaske tøj med, fortæller bygningskonstruktør Tine Sode, der er fagekspert hos Bolius.

Det er dog ikke nogen billig løsning. Først er der omkostninger til selve anlægget og installationen.

Og afhængig af kommunen skal man nogle steder også betale vandafledningsafgift, fordi man bruger kloakken til afledning af vand fra toilet og vasketøj. Derfor skal man have en måler på, som registrerer vandmængden.

Miljøstyrelsen har lavet et eksempel på økonomien i et regnvandsanlæg. Beregningen er lavet ud fra et enfamiliehus med fire beboere og en vandret tagplade på 140 kvadratmeter.

Prisen for etablering af regnvandsanlægget er anslået til 37.000 kroner.

Prisen for drikkevand varierer fra kommune til kommune, men i eksemplet regnes der med en pris på 21,50 kroner per kubikmeter. Den årlige besparelse på køb af drikkevand er i det tilfælde 1325,55 kroner.

Det giver en tilbagebetalingstid på anlægget på 28 år.

- Jeg synes faktisk, det er en rigtig god idé. Man kan godt få lidt ondt i maven over at bruge alt det vand på toiletskyl. Vi har jo verdens bedste drikkevand og smider det ned i toilettet, siger Tine Sode og tilføjer:

- Men man skal måske primært gøre det af miljøhensyn.

Før man kaster sig ud i projektet, skal man forhøre sig hos kommunen. Det er nemlig ikke alle steder, man må installere det.

Derudover er det vigtigt, at regnvandet løber til toilet og vaskemaskine i separate rør, som løber parallelt med rørene til det øvrige brugsvand. De to må ikke komme i kontakt med hinanden.

- Man skal også have en overspildsmekanisme, så regnvandet kan løbe ud til kloakken ved spidsbelastning - eksempelvis ved skybrud, siger Tine Sode.

En billigere løsning er at have en stor tank stående under et tagnedløb, som opsamler vandet. Det kan ikke tilsluttes direkte til toilet og vaskemaskine, men man kan bruge regnvandet til at vande blomster, vaske bil og pudse vinduer.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Bolig lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Biler
Audis nye elbil vender op og ned på bilnørders sprogbrug
Glem alt om hestekræfter, ventilløft og drejningsmoment. Fremtidens bilnørder snakker om rekuperation, ladetider og vandkølede elektriske drivaksler. Vi var med, da Audi lancerede en af de hidtil mest avancerede af slagsen. 
Se flere
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her