Bolig

Undgå disse fejl når du sælger boligen

For mange er det vigtigt at finde en billig løsning, når boligen skal sælges, men andre ting bør også spille ind på, hvordan du afhænder huset.

Det er ikke nødvendigvis en god idé at investere i et nyt køkken for at komme af med huset. Foto: Thomas Borgberg

Mange forsøger at minimere trægt papirarbejde eller fordyrende øvelser, når de sælger boligen. For det er ofte omstændeligt at købe og sælge, uanset hvordan det gribes an.

Alligevel er der steder i boligsalget, hvor du ikke bør springe over, hvor gærdet er lavest - og andre greb, der kan virke smarte, men som aldrig er en god idé.

- Nogle mennesker har en tendens til at tænke, at noget skal laves om, når de vil sælge deres hus. Så bruger de flere hundrede tusinde kroner på et nyt køkken eller badeværelse, men det er en dårlig idé. De penge kommer aldrig igen ved salg, fortæller Tine Sode, fagredaktør hos Bolius - Boligejernes Videncenter.

Det skal du være opmærksom på ved tilstandsrapporten

Dels er det dyrt at forsøge at optimere boligens salgspris på den måde, samtidig risikerer du, at en eventuel køber alligevel vil lave noget om i det ombyggede.

Efterhånden er selvsalg blevet en fast del af boligudbuddet for ejere, der gerne vil spare så mange penge som muligt på salget. Og der er intet til hinder for, at man kan forestå salget af sin egen bolig, men gør man det, er én ting vigtig at huske.

- Jeg har ofte været ude som køberrådgiver hos sælgere, der selv var hjemme, og det skal man lade være med. Det er besværligt for en køber at skulle gå og tage hensyn til ikke at fornærme nogen eller såre sælgers følelser, hvis de vil tale åbent om boligens plusser og minusser, forklarer Tine Sode.

Hav i stedet end ven eller nabo i hjemmet, når køberne kommer på besøg - og fjern værdifulde genstande, før du åbner hjemmet for fremmede.

Mat eller blank? Vælg den rigtige maling

Undersøg din mægler
  • Hvor længe ligger boligerne typisk hos mægleren, før de bliver solgt?
  • Hvordan er prisudviklingen typisk på boliger, der minder om din, med hensyn til alder, stand, størrelse og beliggenhed?
  • Har mægleren lokalkendskab?
  • Bistår mægleren med tilstandsrapport, elrapport og ejerskifteforsikring - og i så fald hvad koster de sammenlignet med andre mæglere, eller hvis du selv indhenter tilbud?
  • Hvad er din tid værd? Kan det betale sig at sætte en mægler på, så du ikke selv skal fremvise og have al kontakten med potentielle købere?

Kilde: Bolius

Besparelsen ved at sælge boligen selv kan dog krympe betragteligt, hvis du er nødt til at bruge mange timer på at fremvise og tale med potentielle købere. Derfor bør tidsforbrug også medregnes, når du overvejer, om der skal mægler på eller ej.

- Det er svært at måle, hvor mange penge man sparer på at gøre det hele selv kontra at bruge en ejendomsmægler. Men selv hvis man gør det uden mægler, ville jeg hente en advokat ind over salget, råder Tine Sode.

Hun forklarer, at man godt kan forestå alt i salget selv, men at det er vigtigt at have selverkendelse nok til at vide, når der er noget, man ikke forstår til fulde. En fejlbehæftet tinglysning koster stadig penge, og den er svær at lave om igen.

Grønne fingre i februar: Her er fem projekter, du kan fikse i haven

- På samme måde er det ikke en klog besparelse at vælge en ejerskifteforsikring fra. Tilstandsrapport, elrapport og forsikring er ikke for købers skyld - de er faktisk for sælgers skyld, så man ikke risikerer et efterspil, som bliver voldsomt dyrt, forklarer Tine Sode.

Forbrugerrådet Tænk råder til, at man mindst indhenter tilbud fra tre forskellige mæglere og ikke lader sig forblænde af, hvem der mener at kunne sælge ens bolig dyrest.

Mæglernes priser skal sammenlignes, og salæret kan ofte forhandles ned. Sørg for at få tilbuddene på skrift, og bind dig til mægleren så kort tid som muligt, så du er fri til at gå videre med en anden mægler, hvis de ikke har held til at sælge din bolig.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

De byggede drømmehuset på bondens mark i Bjerring

Pia og Henrik Lau fik deres drøm opfyldt om at tegne, designe og bygge eget hus fra grunden. De er glade og stolte over drømmehuset på 270 kvm, som er indrettet funktionelt med arvestykker og moderne indretningsløsninger.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her