Luksusbiler

Britisk mærke vil gøre det slemme ved Porsche 911

Aston Martin er klar med den nye Vantage, som er startmodellen hos det engelske sportslige nobelmærke, og som skal kæmpe mod Porsche 911.

Den nye Aston Martin Vantage er mindre og har en mere pågående attitude end de andre modeller. Foto: Drew Gibson

Hvis du har svært ved at finde rundt i de mange nye Aston Martin-modeller, som vælter frem i disse år, er du ikke den eneste.

Det hæderkronede engelske mærke, som leverer firmabiler til James Bond, har nemlig en bred vifte af de elegante kraftfulde modeller, som umiddelbart er skåret over samme designlæst.

Inden døre er der helt i mærkets ånd dømt stilig herrelounge. Foto: Drew Gibson

Aston Martin Vantage
  • Betegnelsen blev første gang brugt på de mere sportslige modeller.
  • Fra 2005 blev Vantage en selvstændig model-serie, som blev den nye og billigste indstigningsmodel for mærket.
  • Den har været en stor succes, og den nye model skal lokke andre og flere kunder ind hos mærket.
  • Vantage lanceres i anden halvdel af 2018.

Men nu skal der mere forskel på attituden. Det er den nye Vantage et klart bud på. Vantage, som er indstigningsmodellen hos Aston Martin, skal nemlig mere tiltale agent 007’s uvorne unge nevø frem for den smokingklædte verdensmand med begyndende grå stænk i tindingen.

Lang forhistorie

Vantage-modellerne var oprindeligt ekstra sportslige versioner af de kendte modeller, hvor DB2 fra 1951 debuterede med en version, og først fra 2005 blev Vantage en selvstændig modelserie. Den kompakte Vantage V8 var dengang den anden model, som blev bygget på mærkets nye letvægtskonstruktion i aluminium, og den nye, mere ”folkelige” Aston blev en succes for det lille mærke.

Den nye model, som er designet af Marek Reichman, har mere fandenivoldskhed, og det er ikke tilfældigt, at Aston Martin i materialet for den nye bil direkte sammenligner med Porsche 911.

Det er altså en mindre bil end DB11, der kom i fjor, og Vantage er markant mindre. Begge modeller deler letvægts-platform mens 70 pct. af stumperne samt motorer er fælles.

Motorbestykningen er en 4,0 liters V8-motor med dobbeltturbo på 510 hk, der giver bilen en acceleration 0-100 km/t. på 3,5 sekunder samt en topfart på 314 km/t. og kommer fra Mercedes’ AMG-afdeling, som er fast samarbejdspartner for det engelske mærke. Aston Martin lover al tænkelig luksus i bilen, der har en vægtfordeling på 50/50 og for første gang hos mærket nu har elektronisk spærredifferentiale agter, som sammen med ESC’en kan tillade føreren at gå længere til grænsen i sving uden at komme i uføre, mens en avanceret adaptiv undervogn kan sættes op til en enhver køresituation.

Med en startpris på 154.000 euro – 1.146.000 kr. uden danske afgifter er der dog ikke tale om nogen billig bil.

Modellen, som har en V8-motor på 510 hk, er den anden rendyrkede Vantage. Foto: Drew Gibson

Det stopper ikke her. Vantage følges af den mere heftige Vantage GTE på over 540 hk, som er en decideret banebil.

Modelprogrammet omfatter også DB11, Rapide S, Vanquish S med forskellige varianter, mens en ny Vanquish kommer i 2018. Hyperbilen Valkyrie lander i 2019 sammen med den elektriske Rapid-e og crossoveren, DBX, kommer i 2020. Den store Lagonda er genfødt og produceres på bestilling.

Den nye Aston Martin Vantage lanceres i anden halvdel af 2018.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Ny Porsche er næsten for perfekt
Topmodellen i den nye Porsche Cayenne har V8’er og turbo. Effekten er frygtindgydende, og bilen eksplosiv. Når man har vænnet sig til hurtigheden, sidder man dog tilbage og savner Porsche-fornemmelsen.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her