Biler

Gode begynderbåde til fornuftige penge

Sting 485 og Uttern S45 er sporty og livlige at sejle for en lille familie, og med priser under 144.000 kr. får man meget båd for pengene. Sting 485 virker mest sporty, mens Uttern S45 føles mere sikker til en familie.

Sting 485 og Uttern S45 er gode førstegangskøb. De kompakte 16-fods både vil være et sikkert valg, hvis du vil sejle med hustruen og to børn, eller med vennerne, hvis I skal lystfiske, stå på vandski eller sejle en tur og bade fra båden. En stige i højre side på agterspejlet gør det let at komme op fra vandet.

Bådene har fem siddepladser, tre tilbage på agterbænken og to fremme, hvor der er masser af plads at bolte sig på, da ratkonsollen er ført tilbage i Sting 485 og Uttern S45, så føreren styrer fra agtersædet. Man sidder bedst i Uttern, der er produceret af Brunswick.

Sting 485
  • Længde: 4,88 m
  • Bredde: 2,05 m
  • Vægt uden motor: 460 kg
  • Motor: Evinrude 50 hk E-tec. 40 til 60 hk
  • Sikkerhed: CE-godkendt til kategori C
  • Siddepladser: 5
  • Marchfart: 19,5 knob
  • Topfart: 27,4 knob
  • Pris testbåd: 144.000 kr.
  • Forhandler i Norge: Bakken-motor.no
  • Producent: sting-boats.eu

Vil du sejle bådene alene, og det gør de fleste bådejere ofte, så får du en sporty båd, som allerede planer efter fem sekunder, selv om motorerne er forholdsvis små. Uttern S45 er dog langsomst til at plane og havde laveste topfart på 26,2 knob. Den havde også kun en Mercury F40 hk bagpå. Det er en firetaktsmotor, og den larmede mindre end Stings totaktsmotor fra Evinrude, der blev målt til 84 decibel, da vi sejlede topfarten på 27,4 knob. Totaktsmotoren sluger samtidig mere benzin end en firetaktsmotor, der vejer lidt mere.

38 knob i konkurrence-dygtig kineser

Og netop vægten betyder noget for, hvor hurtigt en båd kommer op at plane, men satte man en firetaktsmotor på Sting 485, ville det måske højst betyde, at den planer to sekunder senere. Og hvilken tursejler tænker på det? Meget få. Det trækker dog ned, at totaktsmotoren fra Evinrude kræver blandingsolie modsat Mercurys firtakter. Blandingsolie kan man nemlig godt glemme.

God i bølger

Da vi kom op i fart og havde en optimal marchfart på 19,5 knob for Sting 485 og 18,2 knob for Uttern S45, viste bådene gode sejlegenskaber. Vi var dog mest begejstret for Sting-båden, der er lidt mere levende.

Der er god plads til at lægge ting i instrumentpanelet. Føreren sidder bedst på Uttern S45.
Bemærk den store vindskærm, som betyder meget, hvis der kommer bølger indover i hårdt vejr.

Skrogvinkler og et tilpas spids V-formet bund fremme gør, at begge både lander blødt i bølgerne. Samtidig sprøjtes vandet fint ud til siden. Ved marchhastigheden bruger Evinrude 50 hk-motoren kun 8,9 liter i timen. Øges farten til 23,6 knob, er forbruget 11,6 liter i timen og for fuld fart med 27,4 knob stiger det til 17 liter i timen. Altsammen målt med en person i båden i Oslofjorden. Mens Uttern S45 bruger ni liter i timen ved marchhastigheden på 18,2 knob og 11,9 liter ved 24,3 knobs fart. Ved tophastigheden på 26,2 knob bruger Uttern S45 kun 13,9 liter, altså omtrent tre liter mindre end på Sting 485’eren.

Solide vindskærme

Begge både har en solid vindskærm, der også har en god ramme at holde i, og under bølgesejlads sørger den for, at det er svært at blive ramt af de skumsprøjt, der vil komme i høj sø. Man skal dog vide, at Sting 485 og Uttern S45 kun er godkendt til kystnær sejlads ifølge CE-mærkningen. Vindskærmen sørger også for, at evt. regn kommer væk på Sting 485, og der er luft under skærmen, så den dugger mindre. Til gengæld er der mere plads til papirer og andet på Uttern S45, der i det hele taget fremstår mindre skrabet.

Det trækker lidt ned, at Sting 485 gynger lidt for meget, når man går ud i siden og vil fiske eller tisse ud over rælingen. Her er båden en anelse mere ustabil, end man oplever i Uttern S45. Producenterne har måske af samme årsag sørget for at rykke rattet så tilpas langt ind midt på bådene, at den ikke krænger, når føreren sidder og styrer ved den store konsol.

Sjov multibåd med overskud

Uttern S 45
  • Længde: 4,45 m
  • Bredde: 2,05 m
  • Vægt uden motor: 401 kg
  • Motor: Mercury F40. 40 til 60 hk
  • Sikkerhed: CE-godkendt til kategori C
  • Siddepladser: 5
  • Marchfart: 18,5 knob
  • Topfart: 26,2 knob
  • Pris testbåd: 137.000 kr.
  • Forhandler: mercurymarine.dk
  • Producent: Brunswick.com

På Sting S45 er der en konsol, der smart og let kan vippes op, så man kan placere mad og andre ting derunder. Fremme og tilbage i båden er der også masser af plads til redningsveste og tovværk, mens der i siderne er gjort plads til fenderne. Der er også plads til fendere ude foran på bænken i venstre side på Uttern S45, men generelt har den mindre stuveplads end Sting 485.

Fornuftige priser

Både Sting 485 til 144.000 kr. og Uttern S45 til 137.000 kr. giver meget båd for pengene. Sting 485 skal dog hentes i Norge eller Sverige, da der ikke findes en forhandler i Danmark.

Bådene er sporty, og er man begynder, kan man sagtens starte med en lidt mindre motor, hvilket vil skære nogle tusinde af prisen.

Komfort er der måske ikke meget af i bådene, men på en dagtur uden regn går det fint. Uttern S45 virker mest komfortabel, mens Sting 485 har mere danseplads foran og er en anelse hurtigere på toppen.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Biler
Ærgerlig fejl: Populær opladningshybrid bruger benzinmotoren ved eldrift
I de kolde måneder vil benzinmotoren arbejde, selv om en Kia Niro plug-in hybrid kører på eldrift, fordi den driver varmeapparatet. Importøren arbejder på at løse problemet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her