Annonce
Biler

Marex 320 - så kører feriemaskinen

Marex 320 Aft Cabin Cruiser har høstet masser af hæder for sit glimrende koncept med et godt dæk hele vejen rundt, kahytter for og bag og en skøn salon i midten.

Topfarten er 26 knob med en stor 300 hk Volvo Penta D4, og lydniveauet under fart er noget af det fineste, vi har målt. Den styrer dejligt retningsstabilt og ”stift”, men den kan også provokeres til at slå et blæret sving med krængning under planingsfart. Foto: Torry Lindstrøm

Knap var den banebrydende Marex 370 Aft Cabin Cruiser lanceret, før kunderne og værftet ønskede en mindre version.

370'eren er godt nok også stor. Nu er konceptet krympet fra 11,37 meter i længden til 10 meter i en 320'er, og det er sket, uden man rigtigt mærker afkortningen. Alle de gode funktioner fra det oprindelige koncept er i behold: badeplatformen, den gode agterkahyt, den rummelige styresalon med det "bløde" tag, og den gode forkahyt.

Desuden er båden kun blevet krympet 30 cm i bredden, så det sikre og komfortable sidedæk hele vejen rundt stort set er i behold. Man skal næsten have de to både liggende ved siden af hinanden for at se forskellene. For nok er 320'eren krympet, men med 10 meter i længden er den stadig en ganske stor motorbåd.

Børnekøje røg ud

Én ting røg ud ved krympningen til 320'eren, nemlig en lille halvandenmands "alkove" inde under styrepladserne med adgang fra mellemgangen ved forkahytten. Den er en typisk børnekøje, som dog ofte vil blive brugt som stuverum i 370'eren.

Men Aft Cabin-bådenes store force er, at der ikke er behov for så meget stuverum. Det bløde stoftag over styresalonen og kalechen over solpladsen oven på agterkahytten er fastmonterede elementer, som foldes ind i hver sin garage. Der er i realiteten kun brug for at stuve almindelig bagage i båden, og hertil har begge kahytter gode muligheder bag dørene i nogle flot udførte skabsvægge.

Der er plads til børn

Men hvad angår plads til børn, så anfører én af vore ret nøgterne norske kolleger, at begge 320'erens kahytter er så store, at der sagtens kan sove to voksne og et barn i hver af dem. Jeg vil føje til, at der såmænd også er glimrende sovemuligheder i styresalonen. Så selv om 320'eren er tænkt som næste trin for ejere af værftets populære agterkahytsbåd, Marex Holiday, der klart er et ældre motorbåds-publikum, vil den sikkert appellere til børnefamilier som et stærkt alternativ til et sommerhus.

Fakta
Data Marex 320 Aft Cabin Cruiser
  • Længde: 9,99 meter
  • Bredde: 3,30 meter
  • Dybgang: 1,00 meter
  • Maskine: Volvo Penta D4, 4-cyl. turbodiesel med dobb. overliggende knastaksler, common rail-indsprøjtning og aftercooler, 300 hk. (Flere motoralternativer)
  • Drivlinje: Fast propelaksel over Aquadrive try-leje og homokinetisk kardanled.
  • Brændstof: 490 liter
  • Vand: 320 liter + 40
  • liter varmtvandstank
  • Holdingtank: 140 liter
  • Vægt: Ca. 5200 kg tom
  • CE-klassifikation, Kategori B
  • Siddepladser: Salonbord 6-7
  • Køjepladser: 4 voksne + 2 børn.
  • Import og salg: Reese Marin, Aabenraa
  • Pris: 2,1 millioner kr. inkl. navigationspakke. Priserne begynder ved 1,7 mio. kr.

Marex 320 Aft Cabin Cruiser er ligesom 370-modellen gennemført med sin stringente indretning. Bredt sidedæk fra for og helt ud agter. Kahytter for og agter. Solplads for og agter. En stor salon med skydetag i midten. Og en let tilgængelig badeplatform agterude. Man kan være mange om bord uden at gnubbe albuer, fordi adgangsforholdene fra for til agter er så gode. En formidabel feriemaskine. Det er helt fortjent, at Marex 320 Aft Cabin Cruiser har fået opmærksomhed ved at blive kåret til Årets Båd i Tyskland, i England, i Middelhavet og i Holland.

Styrer uforandret gennem hele fartregistret

Sejlegenskaberne er glimrende og tillader sejlads i stort set al slags vejr. Båden drives af en enkelt, 300 hk Volvo Penta D4 dieselmotor, der er monteret under kahytsgulvet og driver båden på en fast propelaksel over et Aquadrive, der består af et trykleje og et homokinetisk kardanled som på forhjulstrækket i en bil.

´Styresalonen er et flot rum med god siddeplads til seks personer omkring kahytsbordet. Den er dejlig velbeskyttet under fart med styrehustaget åbent. Foto: Torry Lindstrøm

Marexen er en tung båd, ca. 6 tons sejlklar, og den accelererer naturligvis ikke som en speedbåd, men sejlegenskaberne rummer en anden kvalitet, som er lige så sjælden, som den er god: Den ændrer ikke styrekarakter op igennem fartregistret. Lige fra langsom deplacementsfart, forbi planingstærskelen og op til topfarten, ca. 26 knob, har man et solidt og uforanderligt greb om styringen.

Førerpladsen er virkelig velindrettet med overskuelig instrumentering og betjeningsgreb, og en glimrende flip-op-styrestol. Foto: Torry Lindstrøm

Med i 320erens design indgår, at propellen er ført helt agterud, hvilket gør båden noget "stiv" at styre.

Og her er Marexen flot suppleret med både bov- og hækpropeller, så man ubesværet kommer ud og ind fra havnepladsen, selv om der skulle være lidt mangel på muskelkraft om bord (læs: mand og kone med sidstnævnte på dækket).

En forkahyt med sjælden og skøn udsigt

Går man 320'eren igennem med målebånd kan man naturligvis hurtigt se, hvor båden er blevet krympet i forhold til 370-modellen. Badeplatformen med den gode "ølbænk" er kortet tydeligt ned, men i forholdet fra luksus til udmærket. Køjerne i de to kahytter er kortet ned til 190 cm i længden, hvilket i agterkahytten betyder, at de langbenede må sove med fødderne ude under ølbænken på badeplatformen Agterkahytten har også mistet et lille toiletbord med spejl, men er fortsat et fortryllende rum med panoramavinduer i agterkanten.

Salonen virker uforandret stor. Den er blevet lidt smallere, men der er stadig tre glimrende pladser foran fordelt på en rigtigt god førerstol med svip-op-sæde og en topersoners passagersofa. Herfra kan ryggen svippes frem og danner en stor U-sofa omkring salonbordet, hvor der mageligt kan sidde seks personer. Salonen er indrettet med "svensk landkøkken", et stort og rummeligt langsgående pantry i styrbord, og hele rummet virker generelt som et naturligt og velfungerende samlingspunkt i båden.

Stoftaget over salonen kan skydes tilbage i en garage i antennebøjlen agter og skjules fint af sin ”kasketskygge” på forkanten. Foto: Torry Lindstrøm

Man går forud gennem en velfungerende skydedør af gennemsigtigtplexiglas, eller rettere ned, for nedgangen er stejl, men garderet med et godt dørtrin. Til styrbord ligger et udmærket, langsgående toilet/bad, med de to funktioner i hver ende af rummet, og brusebadet garderet med en halvcirkelformet gennemsigtig skydedør.

Forkahytten er nærmest blevet opgraderet i forhold til 370'eren. Her er der en dejligt bred forkøje, som har fået store, meterbrede kahytsvinduer i hver side af stævnen, hvilket gør forkahytten til et smukt rum med en sjælden og skøn udsigt. Vinduerne er lavet med et netværk, som hindrer indkik, og jeg vil rose Marex' designere for, at de har integreret de store vinduer så elegant i bådens samlede design, at man knap lægger mærke til dem udefra. Andre værfter har prøvet, med ringe held. Det er en bedrift!

Sidder godt i læ og fri for støj

Sejladsen er komfortabel, man sidder i gode sæder med et godt udsyn, og rorgængeren har et praktisk og let overskueligt instrumentbord foran sig med kortplotteren lige foran sig. Styresalonen virker meget fint beskyttet for fartvinden, når det bløde stoftag er rullet tilbage og ligger pænt skjult i sin garage agterude.

Lydniveauet virker en smule råt i de lave omdrejninger på den 4-cylindrede maskine, men ligger faktisk ret tæt på 370'erens med en 6-cylindret maskine, som har en meget fin lydkarakteristik. Ved en god og økonomisk cruisinghastighed med 3000 omdrejninger og 20,5 knob jævner motorlyden sig ud og ligger kun en ubetydelighed over storebroderen, 76 decibel.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her