Annonce
Biler

Toyota relancerer Corolla – kommer også som stationcar

Den praktiske stationcar-version af den nye Toyota Corolla får mere plads i bagagerummet end forgængeren og mulighed for avanceret ekstraudstyr.

Den nye Toyota Corolla stationcar får mere afrundede linjer end den nuværende Auris. Foto: Toyota

Udvidet plads og bedre køreegenskaber. Det er nogle af de plusser, som Toyota trækker frem i beskrivelsen af den nye Corolla stationcar.

Præsentationen af modellen kommer kort tid efter, at den japanske fabrik kunne fortælle, at mellemklassemodellen Auris skifter navn til den hæderkronede Corolla-betegnelse, som blev brugt på biler i den størrelse, før Auris i midten af sidste årti tid afløste Corolla.

Den nye stationcar, som officielt vises på det kommende motorshow i Paris, følger den femdørs version, der havde officiel premiere på forårets motorshow i Genève.

To forskellige hybridmotorer

Hybrid er vejen frem, mener man hos Toyota, der nu udvider programmet til at omfatte to forskellige hybridudgaver af samme model.

Det fornuftige valg er den kendte 1,8-liters med 122 hk, der også findes i bl.a. CH-R og Prius. Alternativt fås en mere kraftfuld 2,0-liters med 180 hk.

Toyota leverer også den kendte 1,2 benzinmotor med turbo til dem, som ikke ønsker hybrid.

Begge modeller lander herhjemme til næste forår, og med danskernes forkærlighed for stationcars, er den største version af Auris da også den mest interessante set med hjemlige briller.

Herhjemme har Toyotas modeller med hybridmotor også fået godt fat.

Derfor er der også fornuft i, at det med modellen for første gang nogensinde bliver muligt at vælge mellem to forskellige hybridmotorer.

Her er mulighederne nu en 1,8 liters benzinhybrid på 122 hk og en ny 2,0 liters benzinhybrid på 180 hk.

Begge er med fjerde generation af mærkets hybridteknologi, hvor teknikken med, at et batteri både kan strække dråberne og give ekstra boost under accelerationen, er forfinet.

Producenten oplyser umiddelbart ikke noget om brændstoføkonomien for modellerne. Corolla vil dog også kunne fås med en 1,2 liters benzinmotor på 112 hk.

Dropper diesel

Den klare satsning på hybridbiler ligger i tråd med, at Toyota meget konsekvent har droppet dieselmotorer i personbiler på det europæiske kontinent, hvor skærpede EU-emissionskrav fra 1. september i år har gjort det mere kompliceret at have en dieselbrænder i modelprogrammet og fordrer en vis volumen.

Inden døre har designerne skabt et nyt og mere moderne univers. Her bliver der mulighed for verdens første 3D-informationsdisplay. Foto: Toyota

Corolla bygger på mærkets nye GA-C-platform, der ifølge producenten giver bilen et lavere tyngdepunkt end forgængeren og dermed bedre køreegenskaber. Det er noget, som kan forstærkes af muligheden for at udstyre bilen med adaptive støddæmpere.

Modellen, der er udviklet i Europa med sigte på markedet her og produceres i engelske Burnaston, har i tidens ånd fået en let skrånende taglinje agterude. Den er på den front mere afrundet a la en shooting brake frem for en klassisk kantet stationcar, selv om vi ikke befinder os helt ovre i den afdeling.

Stort bagagerum

På den praktiske front disker Corolla stationcar op med et bagagerum, som kan kapere pæne 598 liter mod 530 liter i forgængeren. Den er dog ikke på niveau med f.eks VW Golf, der klarer 605 liter.

Med den nye model har Toyotas europæiske designcenter skabt et nyt indendørs design i kabinen, hvor former, farver og materialer er sat sammen i nye sammenhænge, lyder det fra Toyota, der også skriver i det internationale materiale, at bilen har klassens bedste benplads på bagsædet. Det bliver interessant at afprøve mod bl.a. den nye Kia Ceed, som også er godt med.

Modellen har en let skrånende taglinje. Bagagerummet vokser til små 600 liter. Foto: Toyota

Rent praktisk vil der nu være mulighed for at tilkøbe udstyr som verdens første 3D-køreinformationsdisplay, lydanlæg fra specialisten JBL, trådløs opladning af mobiltelefonen og en større berøringsskærm.

Danske priser eller udstyr kendes endnu ikke.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Bolig
Sådan beskytter du boligen mod vandmasserne
En af konsekvenserne ved klimaforandringerne er mere nedbør og risiko for hyppigere oversvømmelser. Se her, hvordan du sikrer din bolig mod vandet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her