Annonce
Biler

Fremover kan du bedre regne med elbilernes rækkevidde

Nye EU-krav betyder, at rækkevidden skal opgives efter den mere retvisende WLTP-norm, der er tættere på virkeligheden.

Det bliver nu lettere at gennemskue, hvor langt en elbil som Nissan Leaf, der er Danmarks mest solgte af slagsen, kører på en opladning. Foto: Nissan

Nu bliver det lettere at gennemskue, hvor langt elbiler kører på en opladning.

Nye EU-krav betyder nemlig, at rækkevidden skal opgives efter den mere retvisende WLTP-norm frem for den kendte NEDC-norm. Det betyder, at den rækkevidde, som bilproducenterne skal opgive, falder til et niveau, der mere nærmer sig det, man vil opleve i praksis.

De nye krav træder i kraft fra 1. september i år, hvor alle nye biler, der sælges i EU, opgøres efter en ny norm for brændstofforbrug for benzin- og dieselbiler samt rækkevidde for elbiler.

Således vil en Nissan Leaf nu køre 270 km på en opladning efter WLPT-skalaen mod 372 km efter NEDP-skalaen. I praksis er der dog ingen forskel, men der bliver mere overensstemmelse mellem de opgivne tal og den reelle rækkevidde.

WLTP OG NEDC

Fra 1. september i år skal alle nye biler, der sælges i EU, opgøres efter en ny norm for brændstofforbrug for benzin- og dieselbiler samt rækkevidde for elbiler.

Det handler om den nye og mere retvisende WLTP-norm, der afløser NEDC-normen.

De store bilfabrikker er i øjeblikket ved at få typegodkendt bilerne efter de nye standarder, men er bagefter.

Da brændstof- og elbiler under en kam kører 21 pct. kortere efter WLTP-standarden, er der lagt op til, at bilerne skal hjælpes med en faktor, der hedder 1,21. Det er dog altså et gennemsnitstal og kan vise sig at skulle reguleres.

Hos Jaguar, som viste den nye i-Pace før sommerferien, havde importøren fra starten WLTP-værdien på 480 km klar. Men for at få det fulde billede i forhold til konkurrenterne, blev NEDC-værdien på 520 km også nævnt. Her er forskellen kun 14 pct. Så svaret er ikke entydigt.

Den nye måde at gøre tingene op på modtages positivt af branchen. Men der er også forbehold.

»Grundlæggende er det fint at få rækkevidder, som er mere retvisende. Udfordringen er bare, hvis det betyder, at bilerne stiger uforholdsmæssigt meget,« siger Søren Jakobsen, der er chefkonsulent hos Dansk Elbilsalliance.

Nye afgifter

Med den nye, mere retvisende målemetode vejer motorvejskørsel nemlig mere, og det kan påvirke mikrobiler og elbiler mere end større biler. Derfor har branchen en generel frygt for, at rækkevidderne er så lave, at de i sidste ende betyder dyrere elbiler.

I starten af september skal Folketinget nemlig behandle et lovforslag, som går ud på at få en regulering af såvel brændstof- som elbilerne, så afgifterne ikke påvirkes. Og her forudser Søren Jacobsen, at reguleringen ikke er tilstrækkelig, men han håber, at politikerne kan rette op på det, hvis og når elbilafgifterne isoleret set skal behandles i løbet af efteråret.

Det er planen, at afgifterne for elbiler som led i et tidligere forlig skal stige fra 20 pct. til 40 pct. ved årsskiftet, og her håber Søren Jacobsen at politikerne beslutter, at man kan fortsætte på den lavere takst.

En næsten enslydende melding kommer fra Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef for økonomisk politisk sekretariat hos FDM.

»Det er fint, at man får de oplysninger, så man får et mere konkret bud på rækkevidde i forhold til, hvad der står i de glittede brochurer. Det er bare en skam, at man skal betale for dem,« siger Torben Lund Kudsk.

RÆKKEVIDDER FOR ELBILER

Nissan Leaf: 372 km (NEDC) mod 270 km efter WLTP

Jaguar i-Pace: 540 km efter NEDC mod 480 km efter WLTP

Hyundai Kona 400-470 km efter WLTP-skalaen

Hyundai Ioniq Electric 280 efter NEDC-skalaen – WLPT ej opgivet endnu.

BMW i3: Rækkevidde på 300 km efter NEDC-skalaen – WLTP ej opgivet endnu.

Han tror, at der måske vil komme flere takster til regulering, hvis det viser sig, at for mange el- og mikrobiler stiger uforholdsmæssigt meget. Men det kan man først sige noget om om nogen tid, når erfaringerne er større.

Uden regulering vil elbilerne stige det samme, som benzinbilerne stiger i gennemsnit, da de omregnet bruger det mere el per km, og det er det, som skal regnes tilbage.

»Vi mangler viden, og på længere sigt kan der komme flere modeller med, som giver et større overblik,« siger Torben Lund Kudsk.

Kunderne venter

Bilimportørerne har dog allerede i mange tilfælde også gjort meget ud af at fortælle, at bilernes rækkevidde opfører sig forskelligt under forskellige forhold. F.eks. kører de væsentligt kortere i køligt vejr eller frostvejr, og vi har på avisen målt elbiler, der kører under halvdelen af det lovede. Den difference burde være mindre.

Hos Nissan er Ann Strøby, der er kommunikationskonsulent hos Nissan, også positiv med forbehold.

»Det er fint, at vi nu får en rækkevidde, som er mere retvisende. Men vi har fra starten også opgivet WLTP-værdierne for Leaf,« siger Ann Strøby.

Ann Strøby håber på at få en hurtig afgørelse i starten af september, så der kommer ro på. Samtidig håber hun, at Folketinget laver en samlet løsning for elbilerne allerede i september, når man alligevel er inde at kigge på bilafgifterne, frem for at vente til senere.

Flere politikere har nemlig talt om at holde afgifterne for elbiler på et lavere niveau, indtil salget er løbet mere i gang. Det er den del, som Ann Strøby håber kommer med nu, frem for at det først kommer til debat senere på året.

»Hver gang der bliver talt om bilafgifterne, går salget i stå, fordi folk afventer. Vi kan mærke, at der er allerede er et vakuum nu, derfor vil vi gerne have, at politikerne får lavet en samlet løsning for elbilerne nu, og at der kommer en hurtig afgørelse,« siger Ann Strøby.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere
Restaurantanmeldelse: Karruseltur på Aarhus' nye restaurant og vinbar
Der er masser af god vilje og entusiasme, men for nærværende væsentlig mindre kompetence at finde på Aarhus’ nye franskorienterede spisested. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her