Annonce
Biler

Kamp om din stemme i bilen

Stemmestyring af bilen vægtes stadig mere. Apple, Google og Amazon kæmper om at være i forreste række i de nye bilmodeller.

Fra midten af 2018 opgraderer BMW til Alexa-stemmestyring, som kan bruges i USA, Storbritannien og Tyskland. Foto: BMW

Det er ikke kun bilfabrikkerne, der kæmper hårde kampe om kunderne. Bag ved kulisserne går de store it-giganter i clinch med hinanden om at levere fremtidens software til de firehjulede. Tag bare talestyring af bilernes funktioner, der kommer til at fylde mere og mere. Her er både Apple med systemet Siri, vi kender fra Apple CarPlay, i kamp mod Googles Assistant og Alexa fra Amazon.

Stemmestyring

Siri: udviklet af Apple. Bruges med Apple CarPlay, hvor du bl.a. kan betjene apps for navigation, musik og SMS. Apple har også en funktion for stemmestyring af enheder i hjemmet, men den kan endnu ikke kobles op på AppleCarplay.

Google Voice Search: bruges med Android Auto, der svarer til Apple CarPlay, men er for Android-telefoner som bl.a. Samsung. Findes endnu ikke på dansk.

Google Assistant: mere avanceret end Google Voice Search. Integreres nu i Android Auto. Kan fuldt integreret bruges til at styre funktioner i hjemmet som åbning af garageport, lys og varme.

Alexa: Amazons bud på en virtuel assistent, der ud over funktioner i bilen også kan styre enheder i hjemmet ligesom Google Voice. Findes endnu ikke på dansk.

Dragon Drive Nuance: avanceret stemmestyringssystem, der er intuitivt og kan lære af sine kommandoer, kan skelne mellem forskellige stemmer. Findes endnu ikke på dansk.

I udlandet har Google i flere år været på banen med multimediesystemet Android Auto, der ligesom Apple CarPlay omfatter en stribe apps med alt fra musik over navigation til telefonering og SMS-styring. Her er brugt Google Voice Search, men nu er selskabet ved at opgradere til det mere avancerede Google Assistant, der lægger op til, at du med den rette forbindelse f.eks. også kan talestyre installationer i dit hus som f.eks. garageporten, varmen og lyset – eller låse fordøren. Android Auto findes endnu ikke på dansk.

Store forskelle

Men sideløbende indbygger bilfabrikkerne også talestyringen i bilernes infotainment og instrumenter. Der er dog store forskelle. F.eks. er systemet Linguatronic Voice Assistant, der kan fås til den nye A-Klasse, fabrikkens eget, mens Toyotas Entune-system, der bruges i USA, bygger på Siri fra Apple. Her vil man dog ifølge magasinet Gearbrain.com i visse lande kunne købe en overbygning fra Alexa, som kan spille sammen med langt flere funktioner. Det gælder f.eks. detaljeret styring af højttalerne.

Mercedes har også meldt ud, at en lang række modeller af årgangen fra 2016 og frem i USA kan udstyres med stemmestyring fra Amazon eller Google. Fra midten af 2018 opgraderer BMW og Mini også til Alexa-stemmestyring i modellerne, men som dog kun kan bruges i USA, Storbritannien og Tyskland.

Flere af de mest avancerede systemer, f.eks. fra Mercedes, er samtidig sat op, så de kan lære af din adfærd og indrette sig efter det. Det gælder også et helt fjerde system, nemlig Dragon Drive Nuance, der kan fås til visse BMW-modeller, og som også kan skelne mellem forskellige stemmer.

40 bilproducenter har allerede 400 modeller, der kan klare Android Auto, og de opgraderes nu ifølge branchekilder til Google Assistant, det skulle bl.a. gælde Ford, GM, Nissan VW og Volvo.

Skal kunne tale sammen

En række amerikanske elektronikmagasiner har lavet en status, som viser, at det i dag er noget af en rodebutik, hvad bilfabrikker og Apple, Google og Amazon udbyder, fordi systemerne ikke kan snakke sammen og samtidig afhænger af, hvilken telefon du har, hvis du skal have fuld udnyttelse.

De systemer, som bilerne skal tale sammen med, er Apples HomeKit, Google Home/Home Mini eller Amazon Echo.

Over en kam går udviklingen hen mod mere talestyring, der i høj grad skal omfatte vores hjem. I bilerne skal funktionerne gøre det mere trafiksikkert at betjene bilen og lette overgangen til de selvkørende biler.

Herhjemme har du i mange bilmodeller allerede længe kunnet styre telefonen med tale. Vi venter dog på det næste gennembrud, der meget vel kommer i takt med, at flere instrumentborde bliver rent digitale med færre gammeldags kontakter.

Android Auto, som ikke findes på dansk, får en avanceret stemmestyring. Foto: Chevrolet

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

The Sound of Brexit

Som den gamle musicalklassiker handler brexit om to parter, der skal finde hinanden under vanskelige omstændigheder.
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her