Annonce
Biler

Klassisk smuk familiecoupé får bomstærk motor

Audi knopskyder A5-rækken med den nye RS5 Sportback, der yder 450 hk.

Den nye Audi RS5 udstråler rå muskelkraft, og modellen har med sin 450 hk også noget at have det i. Modellen er optimeret med skarp sportsundervogn og har en topfart, der kan hæves til 280 km/t. Foto: Audi

Alle hjørner af modelprogrammet udfyldes hos Audi, som nu er klar med en hidsig RS-topversion af den femdørs A5 Sportback.

Modellen, som netop er vist på det store motorshow i New York, yder 450 hk og lægger dermed afstand til S-modellen, der ”kun” leverer 354 hk. Præstationerne for modellen med en 2,9 liters V6-biturbomotor, der er gjort mere rå i både attitude og opsætning, hedder 0-100 km/t. i omegnen af 3,9 sek. mod 4,5 i S-versionen.

Audi RS5 Sportback

Bilen kommer med den standardmonterede RS-sportsundervogn, som betyder, at modellen er syv millimeter lavere end S5 Sportback.

Ydermere kan der fås en undervogn med adaptiv Dynamic Ride Control (DRC), keramikbremser og dynamisk styring med RS-specifik afstemning.

Inden døre er der dømt atletisk stemning med RS-sportssæder, der har diamantformede syninger med mulighed for læder af typen Feinnappa samt RS-multifunktionssportslæderrat med flad bund.

Som en gimmick er der specielle RS-visninger i Audis virtual cockpit, hvor der er informationer om dæktryk, drejningsmoment og g-kræfter.

De europæiske tal foreligger dog først, når RS5 Sportback lander i Europa til næste år. Det står dog fast, at topfarten kan boostes til 280 km/t.

Kendere vil kunne spotte RS5 Sportback-modellen på de korte udhæng, motorhjelmen med en såkaldt ”powerdome” på toppen og hjulkasserne med Quattro-kanter, som er gjort 1,5 cm bredere i forhold til udgangspunktet. Samtidig er der masser af udvendige detaljer i mat aluminium og sort højglans, hvor spoilere, en lav, bred singleframe kølergrill og de ovale afgangsrør på RS-udstødningen er nogle af de mest markante, og som spiller samme med fælgene på 19 eller 20 tommer.

Gennemført opgradering

Fabrikken fremhæver biturbomotoren, der opbygger et ladetryk på op til 1,5 bar. Som i alle nye Audi V6- og V8-motorer er laderne monteret i en 90 grader vinkel i cylinderrækkerne, og derfor ligger udstødningssiden indvendigt, og indsugningssiden udvendigt i topstykkerne. Det betyder, at ingeniørerne kan skabe en motor med en kompakt opbygning og korte gasvandringer med meget spontan speederreaktion.

De mange kræfter overføres gennem en sportsligt trimmet ottetrins Tiptronic-automatgearkasse med optimerede gearskiftetider og til det permanente Quattro-firehjulstræk. Det fordeler momentet med 60 pct. på baghjulene og 40 pct. foran, men kan veksle op til 70 pct. på forakslen eller 85 pct. på bagakslen, og som ekstraudstyr kan man få sportsdifferentiale, som kan forskyde kræfterne mellem baghjulene.

Modellen, som kan fås i den specielle metalfarve, sonomagrøn, lanceres i USA og Canada i år, men kommer først til Europa i 2018.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Eksperter: Frygt for ringere ældrehjælp spiller ind, når ældre vælger at flytte tættere på børn og børnebørn

Ønsket om at være tæt på børn og børnebørn får ældre til at overveje at forlade hjembyen og flytte tættere på familien, viser en spørgeundersøgelse. Men også udsigten til ringere hjemmehjælp og ventelister på plejeboliger har betydning for deres beslutning om at flytte, mener eksperter. Kurt Madsen og Ellen Nørgaard forlader Vestjylland for at slå sig ned tættere på familien.
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her