Annonce
Biler

Stor stationcar får elegante svungne linjer

Den nye Audi A6 Avant får en mere sportslig afrunding, så den fremstår mere coupéagtig end en traditionel stationcar.

Smalle forlygter og en mere coupéagtig blød afrunding a la en shooting brake, det er opskriften, som skal gøre Audi A6 Avant mere sportslig. Foto: Audi

Tradition og fornyelse. Det er en nærmest klassisk kombination i bilverdenen, hvor forhistorie tæller. Det gælder også hos Audi, der netop har vist stationcarudgaven af den nye A6, der helt i mærkets ånd hedder Avant.

Her er det klassiske svung over C-stolpen gjort mere blødt, så der er mere shooting brake a la Mercedes CLS Shooting Brake og mindre stationcar. Ifølge udenlandsk motorpresse har forbilledet været den oprindelige Audi 100 Avant fra 1980’erne, som signalerede let sportslighed.

Interiøret kan ligesom i den større A8 gøres helt digitalt. Foto: Audi

Audi A6 Avant

Den nye A6 Avant beholder stort set de samme mål og præcis den samme bagagerumsvolumen som den gamle. I bagagerummet er der således plads til mellem 565 og 1.680 liter. E-Klasse stationcar er stadig den mest rummelige i klassen med et litermål på op til 1.820 liter.

Her er også mulighed for en række avancerede sikkerhedssystemer. Det gælder bl.a. den adaptive fartpilot, der sammen med Narrow Road Assist holder fart og afstand til de forankørende selv på smalle veje – både ned til stop og op til 250 km/t., når det går løs på Autobahn.

I den nye model kombineres det designmæssige udtryk endda med bagskærme, der buler ud som de klassisk Audi Quattro ur-modeller, der også er fra 1980’erne.

Foran har mærkets chefdesigner, Marc Lichte, videreført stilen fra A6 sedan med smalle LED-forlygter og en smal, bred kølergrill på modellen, der på mål er en smule tørre end forgængeren og især kan byde på større bekvemmelighed med lidt mere plads på bagsædet, mens bagagerummet med sine 565 liter er uændret.

Overflødighedshorn af muligheder

Den nye, rummelige Audi byder ligesom sedanen på et overflødighedshorn af muligheder for udstyr og personificering. Det gælder bl.a. firehjulsstyring, adaptiv undervogn, Quattro-firehjulstræk, luftaffjedring og fuld digital kabine med tre skærme på henholdsvis 8,6 tommer, 10,1 tommer og 12,3 tommer og haptiske kontakter, der kan give feedback som i den nye Audi A8. Men ikke mindst B&O i 3D-lyd med et system på 19 højttalere.

Standardudstyret omfatter bl.a. elektrisk bagklap og full LED-forlygter, der kan opgraderes til de avancerede matrixforlygter.

Den adaptive fartpilot kan også tilpasse sig farttavler samt vejsving og rundkørsler, hvis det er lagt ind i ruten for navigationsanlægget. Et system for krydsende trafik kan desuden holde øje med trafikken både foran og bag ved bilen.

Alle er milde hybrider

Alle motorer er milde hybrider, hvor et batteri med remstartsgenerator kan få bilen til at rulle med standset motor under visse omstændigheder og dermed spare på dråberne. Fra starten får modellen en 2,0 TDI firecylindret diesel med 204 hk, en treliters V6-TDI diesel med 231 hk samt 3,0 liters V6-benzinmotorer med 286 hk og 340 hk. Mindre motorer følger senere.

Den mere bløde taglinje og de brede bagskærme giver modellen et anstrøg af at være en stor hatchback frem for en stationcar, lidt som Audi 100 Avant. Foto: Audi

Trods mere sportsligt look og mulighed for fælge på op til 21 tommer lover Audi mere komfort og lavere støjniveau.

Inden døre byder kabinen også på nyudviklede sæder med mulighed for luftventilering og massage. Audi A6 sedan lander herhjemme til sommer. Importøren har endnu ikke givet detaljerede oplysninger om, hvornår Avanten kommer, men den går i produktion umiddelbart efter sedanen, så mon ikke den er her ret hurtigt efter. Der foreligger ikke oplysninger om danske priser og udstyr.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her