Annonce
Biler

Fortsat flere køber større og højere biler

Danskerne køber fortsat flere større og høje biler. Bilsalget i marts dykkede dog i forhold til rekordsalget i fjor.

Nissan Qashqai sætter sig med over 1.000 biler på tronen som den mest solgte bil i marts. Foto: Nissan

Fortsat flere danskere vil have større og høje biler.

Det viser salgstallene for marts, hvor en crossover som Nissan Qashqai besætter førstepladsen med næsten 1.100 biler, fulgt af Peugeot 208 og VW Golf som nummer to og tre.

Bilsalget i marts
  1. Nissan Qashqai 1.057
  2. Peugeot 208 809
  3. VW Golf 626
  4. VW Polo 500
  5. Toyota Yaris 500
  6. VW Passat 467
  7. Toyota Aygo 414
  8. Skoda Fabia 409
  9. Ford Fiesta 403
  10. Citroën C3 400
  11. VW Touran 379
  12. Mercedes A-Klasse 340
  13. VW Up 334
  14. Skoda Octavia 318
  15. Renault Clio 318
  16. Peugeot 3008 302
  17. VW T-Roc 301
  18. Peugeot 2008 286
  19. Mercedes C-klasse 280
  20. Peugeot 308 238
Kilde: De Danske Bilimportører

En tidligere topscorer som mikrobilen VW Up er forvist til en 13. plads. Den ledsages af Toyota Aygo på en 7. plads, og de to er de eneste mikrobiler på listen i marts. Det er en udvikling, som holder, når vi ser på årets første kvartal, hvor Peugeot 208 er i front, fulgt af Nissan Qashqai og VW Golf, mens Up og Aygo ligger midt i feltet.

Kampagner og specialpriser er dog stadig vægtige brikker i kampen om at sælge flest biler herhjemme, hvor Nissan også sælger rigtig mange Qashqai til udlejning og flådeejere.

Over en kam blev der solgt 19.757 biler i marts, hvilket er godt 3.000 biler færre end rekordsalget i samme måned i fjor, men salget ligger på linje med 2015 og 2016.

Samlet set er der i første kvartal også solgt færre biler end i 2017, mens vi ligger pænt over de to foregående år.

Marts har tradition for at være den måned, hvor der sælges næstflest biler herhjemme, og den vejer derfor tungere. Hos De Danske Bilimportører tager man udviklingen med sindsro.

»Marts blev betydeligt lavere end sidste års salg, som dog også var rekordhøjt. Vi anser udsvinget for primært at skyldes sæsonudsving, som altså var påsken i år, og oplever generelt en rigtig stor interesse for at anskaffe ny bil og endda større biler end tidligere. Selvfølgelig ville det være dejligt hele tiden at sætte rekorder, men der er nogle naturlige udsving, og så længe bilsalget ligger på et højt niveau, er vi ganske tilfredse,« siger Gunni Mikkelsen, der er direktør i De Danske Bilimportører.

Bred vifte

Et kig på listen afslører bevægelse. Således har den nye VW T-Roc holdt sit indtog og har en plads som nummer 17, mens mærket med Touran, Polo og Passat – ud over Golf og Up – også ligger lunt.

Mercedes har også et stort salg af den udgående A-Klasse, som markedsføres i en ekstra veludstyret variant, før den nye model snart kommer, og som supplerer et pænt salg af C-Klassen til firmafolket.

Skodas Fabia har også igen fået et boost med kampagnemodeller, men Octavia ligger støt midt i feltet.

Skoda Fabia har takket være specialmodeller fået vind i sejl ene og kommer ind på en 8. plads. Foto: Skoda

Peugeot-modellerne 2008, 3008 og 308 er ud over 208 med til at trække mærkets andel op, men de tre modeller rutcher op og ned ad listen, alt efter hvad der er af kampagnetilbud.

Plug-in hybriderne fået generelt vind i sejlene. Således blev der i marts solgt 252 af slagsen, og 850 i hele kvartalet. Det er mere end i hele 2017.

Den nye VW T-Roc sniger sig ind på en 17. plads. Foto: Christian Schacht

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her