*

Biler

Glemt dansk sportsvogn skal igen komme til ære og værdighed

Sekura Mini, der er skabt i Randers og designet af en skotsk arkitekt i 1982, skal ud at køre igen på 35-års jubilæet for den sjældne danske sportsvogn.

Den specielle sportsvogn fra Randers stod i mange år opmagasineret hos en kollega til den skotske designer, før den blev fragtet til Danmark. Foto: Hans Pedersen

Hvis du hører navnet Sekura Mini, er der formentlig ingen klokker, der ringer.

Men det er intet mindre end et dansk bilprojekt, vi taler om. Det handler om en lille sportsvogn, som blev udviklet af Randers-firmaet Sekura tilbage i 1982.

Virksomheden, der fremstiller førerhuse til landbrugs- og erhvervsmaskiner, ville gerne have noget, som viste firmaets bredde, og hyrede den skotske bildesigner Ray Innes til at designe og konstruere bilen.

Sekura Mini

Konstrueret af Sekura i Randers i 1982.

Bilen er designet og udviklet af den skotske bildesigner Ray Innes, som bl.a. har designet biler for engelske Reliant og danske Dronningborg fra Randers, som producerede mejetærskere.

Det endte med den lille, kompakte sag, der er bygget med et karrosseri af profilrør, som er beklædt med glasfiberplader, som er de komponenter, der bruges til førerhuse. Teknikken kom fra en ny Austin Clubman, hvor motoren på 1,3 liter var boret op til 1,4 liter.

Bilen blev af forskellige årsager glemt i flere årtier, hvor den stod opmagasineret hos en skotsk kollega til Ray Innes, indtil den danske bilentusiast Hans Pedersen for et par år siden fandt bilen, købte den og fik den fragtet til Randers.

Han er nu i gang med at renovere den sjældne danske sportsvogn, der kun er bygget i et eksemplar, så den kan være køreklar til næste år, hvor det er 35 år siden, at bilen blev lanceret.

Dengang vakte den opsigt, og flere danske motorjournalister oplevede at køre sportsvognen på Jyllandsringen. Siden da har den dog ikke kørt meget. Tælleren står kun på et par hundrede km, hvilket svarer til strækningen fra Randers til Jyllandsringen og retur med lidt kørsel undervejs.

Hans Pedersen forklarer, hvad der fænger ved bilen.

»Jeg synes, at det er sjovt, at det er den eneste i verden af sin slags. Og så synes jeg, at bilen er charmerende, og jeg glæder mig til at kunne køre den første tur i den til næste år,« siger Hans Pedersen.

Bilen er bygget på en ramme med profilrør, der er beklædt med glasfiber, og den bliver nu renoveret. Foto: Hans Pedersen

Ray Innes er for øvrigt ikke en hr. hvem som helst. Han var designer for den engelske bilfabrik Reliant, men arbejdede også med at designe førerhus for Sekura og mejetærskere for det andet kendte Randers-firma Dronningborg. Her havde han tæt kontakt med en vis hr. Steen V. Jensen, som var produktionschef på Dronning borg og manden bag Ellerten. Ifølge Hans Pedersen er det Ray Innes, som har været en bærende drivkraft i design og udvikling af Ellerten, hvilket foregik når han havde fri fra sine opgaver på Dronningborg-fabrikkerne og idéudviklede sammen med Steen V. Jensen.

Sekura Mini blev i sin tid testet på Jyllandsringen. Det håber Hans Pedersen kan ske igen.

Sekura Mini, der er højrestyret, så den også kunne vises frem på Sekuras daværende fabrik i Storbritannien, er ikke godkendt til kørsel på offentlig vej. Men Hans Pedersen håber at kunne prøve den af på Jyllandsringen igen, efter at de snart 35 år er gået.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her