Annonce
Båd

To af årets bedste både 2015

En international jury finder hvert år de bedste både i fem forskellige kategorier. I dag ser vi på vinderne af European Yacht of the Year 2015 i Blue Water Cruiser- og Special Yacht-kategorierne.

På Boreal er cockpittet placeret meget langt agter, og sprayhooden er i glasfiber. Døren ned til kahyttet er solid og kan lukkes som et vandtæt skot. Det betyder, at man vil sidde sikkert og beskyttet selv i meget høje søer.

Blue water cruiser: Boreal 52

Skulle der udbryde en tredje verdenskrig, eller skulle Yellow Stone sprænge i luften, Gud forbyde begge dele, ville et Boreal 52 være det ideelle sted at opholde sig, indtil livet på Jorden var normaliseret. Du kunne også bare have lyst til et eventyr, hvor du kunne sejle hen præcis, hvor du ville, så ville båden tjene dig som en tro væbner og ledsager.

Den franske alu-båd er blevet til gennem værftets mange, mange timer på havet, hvor det har hentet og fortsat henter idéer til forbedringer, der kan gøre livet om bord bedre og mere sikkert. Båden er kompromisløst bygget som en aluminiumsstruktur. Det betyder blandt andet, at der ikke er brugt andre metaller ved f.eks. sceptre, prædikestol og pullerter, og at godstykkelsen i stævnen er 3 cm, mens skrogsiderne er lavet i 10, 8,6 og 4 mm alu-plader. Efterfølgende er skrogets inderside isoleret med 8 mm kork og skum. Apteringen om læ er udelukkende i træ. Båden har sænkekøl, der kan hejses op fra 3,15 til 1,1 m, hvilket også er et stort aktiv, når man som blue water-sejler vil smide ankeret tæt på land. På sikkerhedssiden kan det fremhæves, at alle ventiler er af plast, og at de er placeret over vandspejlet.

Man vil kunne leve om bord i årevis, da den stort set er selvforsynende og har stor frysekapacitet. Den er også hyggelig at være om bord på, når man er i havnen. Jean-Marie Liot - www.jmliot.com

På minussiden er den enorme vandring, der var på rattet for at komme fra borde til borde – hele tre en halv omgang skulle der til. Det betyder, at man mister en stor del af rorfornemmelsen. Men hvis man er ude på en ekspedition til fjerne egne, kører bådens selvstyrer alligevel det meste af tiden.

Boreal 52 er endnu en bemærkelsesværdig båd, som vi vender tilbage til i en fyldig testrapport senere på året.

Specifikationer: længde 15,86 m, bredde 4,63 m, dybgang 1,1-3,06 m, vægt 14,5-17,8 ton, storsejl 61 m², genua 69 m², motor Volvo D2 75 hk, brændstoftank 879 l, vandtank 1.470 l. Pris 5.100.000 kr. Yderligere info: boreal-yachts.com

De øvrige nominerede var: Broadblue Rapier 550, Garcia Exploration 45, Ovni 52 Evolution.

Special yachts: Advanced 44

Advanced 44 er en helt speciel båd. Den passer ikke i markedet, som vi kender det i dag. Den er for stor til at være en dagsejler, den er for racy til at være en weekendsejler, den er for kompliceret til at være en shorthanded-båd, og så er den for dyr til de fleste helt generelt. Men når det så er sagt, er båden et fantastisk bekendtskab. Den ser godt ud, den sejler eminent især på kryds, når den lægger sig op på det skarpe knækspant og danser let gennem selv store søer. Og så varsler den, hvad vi kan vente os i en nær fremtid, også for de mere traditionelle værfter.

Advanced 44 var som en kniv i vandet på kryds med masser af stabilitet og power. Og med vinden nåede topfarten 17 knob.

Her tænker jeg først og fremmest på at have fokus på at holde vægten under kontrol og blive dygtig til at bygge lettere, også med glasfiber. Den er lavet med vakuuminfusion som en sandwichkonstruktion med glasfiber og skum som kernemateriale. Resinen eller limen er epoxy. Den er forstærket med retningsorienterede kulfibermåtter, hvor belastningerne er størst. Også apteringen er produceret som sandwichmateriale, hvilket for alvor er med til at holde vægten i ave.

Indretningen er i italiensk topklasse – enkelt, smagfuldt og funktionelt. Samtidig er apteringen så let bygget, at det ikke går ud over sejlegenskaberne. Bertel Kolthof

Advanced 44 er et stykke ægte italiensk design, som blæser på alle konventioner og brugerundersøgelser, der viser, hvad kunderne vil have. I stedet har holdet bag haft modet og selvtilliden til at tro på egne idéer og visioner om, hvordan en moderne kølbåd skal se ud. Skulle du være i tvivl, så har du svaret hos Advanced, som BådNyt og flere andre i juryen mener har lavet den mest veldesignede båd i mands minde.

Specifikationer: længde 13,43 m, bredde 4,25, dybgang 3 m, vægt 7.100 kg, kølvægt 2.700 kg, storsejl 74 m², fok 51 m², gennaker 178 m², designer Biscontini, Nauta Yachts, beregninger SP Gurit. Pris 4.800.000 kr. Yderligere info: advancedyachts.it

De øvrige nominerede var: Astus 24, Pogo 3, Pointer 25, Saffier Se 33.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Mest læste Båd
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her