Forskere: Dumme begynder oftere at ryge
Rygning gør ikke folk dummere, men personer med lav IQ har større sandsynlighed for at begynde at ryge.
Resultaterne af ny forskning viser, at rygere har en lavere intelligenskvotient end ikke-rygere. Forskningen er offentliggjort i februarudgaven af det amerikanske tidsskrift Journal of Addiction Medicine og viser, at jo flere cigaretter man ryger om dagen, desto lavere er intelligenskvotienten.
Forsøget blev gennemført ved at undersøge 20.211 18-årige israelske værnepligtige. Resultatet viste blandt andet, at de, der røg en pakke cigaretter om dagen, havde en væsentligt lavere IQ end deres jævnaldrende, der ingen cigaretter røg.
Intelligenskvotient
I en IQ-test definerer man typisk befolkningens gennemsnitlige intelligenskvotient som 100. Hvis man har en IQ mellem 84 og 116, er man således normalbegavet. Til sammenligning kræver det en intelligenskvotient på 130 at blive medlem af foreningen Mensa, der er en forening for befolkningens klogeste.
De, af de unge mænd der ikke røg, havde en gennemsnitlig IQ på 101. De, der røg mellem en og fem cigaretter dagligt, havde et gennemsnit på 98, mens de, der røg en hel pakke om dagen, havde et gennemsnit på 90.
28 procent af deltagerne røg minimum en cigaret om dagen, tre procent var eksrygere og de resterende 68 procent havde aldrig røget.
Nikotinabstinenser uden betydning
Deltagerne måtte ikke ryge under intelligenstesten. For at sikre sig at rygernes lavere IQ ikke skyldtes nikotinabstinenser, kiggede forskerne på den gruppe af mænd, der var ikke-rygere, da testen blev gennemført, men som efterfølgende var begyndt at ryge. Også denne gruppe havde en gennemsnitlig lavere IQ.
"Der er intet, der tyder på, at rygernes manglende adgang til nikotin har betydning for resultatet," fortæller forskerne bag undersøgelsen til Reuters.
Tidligere test var utroværdige
Der har tidligere været gennemført lignende test, men disse har været behæftet med usikkerhed, da intelligenstestene er blevet udført, mens forsøgspersonerne var børn, ligesom mange af deltagerne har haft adfærds- og mentalproblemer.
Det nye forsøg har taget højde for denne usikkerhed, ved at teste soldater, og derved sikre sig, at ingen har større mentale problemer, da det ville ekskludere dem fra militæret.
Selv da forskerne korrigerede resultaterne for social arv og lignende, var det klart, at rygerne havde lavere intelligenskvotient end ikke-rygerne.
Også gældende for brødre
Blandt deltagerne i undersøgelsen var også 70 brødrepar, hvor den ene bror røg, og hvor den anden ikke gjorde. Også her gik det igen, at den bror, der ikke røg, havde en højere IQ, end broderen der røg.
Sluttelig understreger forskerne, at resultaterne peger på, at folk med lavere intelligens har større sandsynlighed for at begynde at ryge, og ikke at rygning gør folk dummere.
Læs også: Rygning kan give 22 kræftsygdomme