Parforhold skal passes som tænder
Vi bør udvikle os og blive bedre til at skabe lykkelige parforhold, mener parterapeuten Ingrid Ann Watson.
»Jeg ville ønske, at folk betragtede deres parforhold med samme alvor som deres tænder. Tog til terapeuten, også når der ikke var problemer,« siger Ingrid Ann Watson.
Hun er praktiserende parterapeut på 23. år og frustreret over de mange dårlige parhold, hun oplever i sin praksis.
Det skulle ikke være nødvendigt, at 40 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse – og i stigende grad før tre-årsdagen, mener hun.
»Når man tænker på, hvad vi udvikler af teknologi, er det underligt, at mennesket ikke satser mere på også at blive dygtige til at være sammen. Alt for mange par sårer og smerter hinanden, og alt for mange børn vokser op uden at være sammen med begge deres forældre. Sådan behøvede det ikke være.«
Forstå din mand
Trods alvoren sender Ingrid Ann Watson en skraldlatter ud i rummet. Endnu en. Hun har for vane at krydre sine mange sætninger med højlydte grin.
I lejligheden i Nærum tænder hun den kunstige kamin og sætter sig med nylakerede tånegle og frisk læbestift for at lufte sine drømme på Vattæppet.
De gælder parforholdet, hendes speciale og smertensbarn.
I sin bog ”Elsk ham igen” er Ingrid Ann Watson fortaler for, at kvinderne skal blive bedre til at forstå og elske deres mand.
»Det er de lykkelige øjeblikke sammen, der gør et parforhold stærkt. Dem kan man lære at skabe,« siger Ingrid Ann Watson.
Kodeordet er ærlighed. Og med ærlighed en accept af, at et parforhold også har nedture.
»Det er umuligt at leve sammen uden at gøre hinanden kede af det en gang imellem. Tilværelsen indeholder både roser og ligtorne. Det skal man kunne tage med. Men det er et spørgsmål om at kunne og turde være ærlig. Er man ærlig, kommer parforholdet styrket ud af kriser,« siger hun.
Vælg med hjertet
Ingrid Ann Watsons løsning hedder at vælge med hjertet. Hun oplever, at mange problemer opstår i parforholdet, når vi ikke er rummelige, overbærende og støttende over for hinanden.
Det kommer af ikke at tage sine beslutninger med hjertet.
»Mekanismerne kan læres. Handler man gennem hjertet, tager man beslutninger til andres bedste. Det er til ens egen gavn. Alle vil være lykkelige. Det er det, vi ræser efter at nå. Det bliver vi ikke af at sætte en mand på Mars,« siger hun.
Ingrid Ann Watson er ikke imod skilsmisser. Det sker selvfølgelig, siger hun, at et par bare ikke passer sammen. Hendes pointe er, at for mange skilsmisser sker, fordi manden og kvinden er dårlige til at kommunikere, være ærlige og handle og agere med hjertet.
Kvinder er praktiske
Mens katten Lille Hyper slikker hende i øret, leverer Ingrid Ann Watson endnu en statistik: Halvdelen af alle skilsmisser forekommer efter utroskab. Og netop utroskabet er det maksimale udtryk for uærlighed og dårlig kommunikation.
»En skilsmisse medfører som regel stor smerte for børnene og mindst den ene af de voksne. For kvinderne tager det i gennemsnit fem år at finde ind i et nyt, varigt forhold. Mændene har nemmere ved det. I gennemsnit træder en fraskilt mand ind i et nyt forhold efter et år.«
Hvilket blandt andet skyldes, at enlige kvinder er hurtige til at spotte den slags. Kvinder tænker generelt mere praktisk, når de vælger mand, mens mænd gerne vælger med øjnene og mellemgulvet, påpeger Ingrid Ann Watson med endnu en skraldlatter.
Men det er en helt anden sag.