Er katte klogere end hunde?
Briter har afsløret, hvilken dyreart der er mest intelligent. 500 pattedyrs hjerner undersøgt.
Det kan godt være, at hunden er menneskets bedste ven. Nu viser det sig, at den også er menneskets klogeste ven, hvis man sammenligner den med en kat.
Ifølge nye forskningsresultater fra Oxford University i England er kattes hjerner nemlig mindre end hundes, eftersom de ikke er så sociale som deres logrende konkurrenter.
De nye resultater, der er blevet publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences, understreger, at dette aspekt har en væsentlig betydning for dyrenes intelligensniveau.
”Hunde er altid blevet betragtet som nogle af de mest sociale dyr, mens katte bedst kan lide at gå for sig selv. Men det ser ud som om, at social interaktion er godt for hjernen, og det gælder også for andre arter, heriblandt os selv,” siger doktor Susanne Schultz, der har ledet forskerteamet, til den britiske avis The Daily Telegraph.
Abehjerner er størst
Det er først gang, at forskere har studeret mere end 500 pattedyrs hjerner for at se, hvordan deres hjerner har udviklet sig over 60 millioner år. Og mønstret er det samme hos de andre dyr, der er blevet undersøgt
Jo mere sociale de er, des større er deres hjerner, og ifølge forskerne er det især udslagsgivende hos dyr, der lever i stabile, sociale grupper.
Abehjernerne skulle angiveligt være størst, mens heste, delfiner, kameler og hunde følger lige bagefter.
Ifølge Susanne Schultz har resultaterne nu modvist tesen om at alle pattedyrs hjerner udvikler sig lige hurtigt. Hjernens størrelse afhænger derimod af, hvor gode dyrene er til at tilpasse sig omgivelserne og socialisere sig.