Dansk kennelklub: Vælg en hund der matcher din personlighed
Det er ikke ligegyldigt, hvilken hund du vælger - især ikke første gang, mener ekspert.
Det er ikke ligegyldigt, hvilken hunderace du vælger, når du skal beslutte, hvem der skal være din nye følgesvend. Rådet lyder, at man bør vælge en hund, der passer til ens personlighed, når man spørger Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent ved Dansk Kennelklub.
»Der findes en hund til næsten alle personligheder, så man skal finde en, der passer til det, man kan tilbyde den. De er nemlig lige så forskellige inden i, som de er udenpå,« fortæller hun.
Hun mener, at det er vigtigt at have forståelse for hundenes forskellighed, fordi de ikke har de samme behov. Og samtidig er vi mennesker heller ikke ens. Derfor er det vigtigt, at finde en hund, som matcher vores behov bedst muligt.
»Nogle har brug for aktivering og at komme ud og bruge næsen. Andre kan være mere selvstændige og sværere at have gående løs i en park med duften af vildt eller fugle,« siger hun.
Og derfor kommer Lise Lotte Christensen med et råd til dem, som skal være hundeejere for første gang.
»Hvis man bor i byen og er førstegangshundeejer, så skal man ikke starte med en tidskrævende hundetype - det kan blive hund nummer to. Vælg i stedet en nemmere hund som eksempelvis de små, der synes, at det er underholdende at besøge mormor - frem for de store, der skal ud at løbe inden besøget,« forklarer hun.
Og faktisk er de små hunderacer blevet mere populære over de senere år.
I 2005 var de små hunde ikke med på top 15 over de mest populære hunderacer i Danmark. Men de seneste tal fra 2016 viser, at otte ud af de 15 mest populære hunderacer hører til de små.
Lise Lotte Christensen mener, at tendensen startede, efter kendissen Paris Hilton omkring år 2000 viste sig på den røde løber med sine små chihuahua hunde. Derefter blev de små hunde populære i den brede befolkning, og interessen har især vist sig i de senere år, hvor især de unge piger i byerne vælger de små hunde.