Findes der et sexliv efter prostatakræft? Ja, og det kan blive bedre end nogensinde

Den gode historie er, at operationen for prostatakræft gik godt, og at kræften ikke havde spredt sig. Den dårlige er, at det var et såkaldt radikalt indgreb, hvor lægerne havde skåret alle nerver over, så Jan Olesen ikke længere var i stand til at få rejsning.

»Jeg stod rent ud sagt tilbage med en regnorm. De havde forberedt mig og sagt, at jeg ikke skulle regne med, der nogensinde skete noget af sig selv der igen.

Men derfra og til at forestille sig, hvordan det ville være ... Jeg tænkte da også, at det skal de fandeme ikke bestemme. Men det skulle de.«

Og her kunne historien så ende.

I hvert fald den om den 61-årige tekstforfatter Jan Olesens sexliv. Men hverken aalborgenseren eller hans kone gennem snart 10 år, 53-årige Rikke Zaar, var indstillet på, at de havde haft sex sammen for sidste gang. De gjorde derfor op med det, de betegner som behandlingssystemets og omverdenens ensidige fokus på at få sexlivet tilbage til det, det var før, og fandt frem til en ny, anderledes og på nogle punkter bedre måde at have sex sammen på.

Selv om vejen dertil har budt på trængsler og tårer – også for hende.

Seks råd til Sex

Hvert år får cirka 4.500 mænd konstateret prostatakræft her i landet. Hvordan man vælger at behandle, og om man overhovedet behandler, afgøres af en række faktorer som kræftens aggressivitet og spredning og mandens alder og helbred i det hele taget. Mulighederne spænder over operation, bestråling, medicinsk kastration og kemoterapi – ofte i en eller anden form for en kombination.

Mange mister evnen til rejsning

I dag bliver man stadig bedre til at spare mænd for den hårde behandling med typisk vidtrækkende eftervirkninger og holder blot sygdommen under observation, fordi den generelt udvikler sig så langsomt.

Ved flere af behandlingerne er en af de betydelige følgevirkninger nemlig, at man ikke længere kan få rejsning. Faktisk er det, lidt hårdt trukket op, i bedste tilfælde kun 2 ud af 10, som vil kunne få et helt normalt seksualliv igen, lyder det fra læge og professor i prostatakræft Michael Borre fra Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Hos Jan Olesen medførte operationen, hvor han fik fjernet den kræftramte prostata, at nervetråde blev skåret over, så der ikke længere var kommunikation mellem hjernen og de nervetråde, der skal sørge for at pumpe blod i penis.

Fik fjernet prostata

Selve kræftdiagnosen fik han tilbage i foråret 2014.

Nogle år tidligere havde han hos sin praktiserende læge fået målt en stigning i det såkaldte PSA-tal, som bliver brugt som indikator for risikoen for prostatakræft, men tallet var ikke alarmerende. Og ikke noget, Jan Olesen huskede at få tjekket op på.

»Men så sad vi en dag ved morgenkaffen sammen med min datter, som er sygeplejerske, og så pludselig spørger møgungen: ”Hvordan går det med de der tal, far?” Og jeg sagde bare hold kæft, det går nok. Men Rikke kiggede på mig med rynkede bryn og spurgte: ”Følger du det ikke?” Og så tænkte jeg lidt over, om jeg kunne give lægen skylden, og det kunne jeg ikke, så jeg gik op til computeren og googlede en konsultation.«

Her fik Jan Olesen taget en blodprøve, og da han ringede efter resultatet af prøverne, forstod han, at den var gal. For lægen sagde, at han syntes, at han skulle komme op til konsultationen og få svar. Tallet var steget til 10, hvilket udløser et kræftpakkeforløb for prostatakræft.

Kræften var ikke aggressiv og sad kun i prostata, viste undersøgelserne, så Jan Olesen blev forberedt på en operation, hvor han ville få fjernet sin syge prostata, og derefter ville han blive rask, forsikrede lægerne ham om. Derfor kom dødsangsten og alle mulige skrækscenarier heller ikke til at fylde, for det lykkedes ham at holde fokus på lægernes forsikringer.

En ting er han dog ret optaget af hurtigt efter sin operation. Hvordan fungerer hans penis? Vil han kunne få den op at stå?

Lysten er der – men kan den komme op at stå?

»Den første tid efter operationen er jo præget af kateter og alt det skidt, man har hængende ud af sig, og der opstår nærmest kaostanker, for jeg var alligevel ikke sikker på, om jeg var helbredt. Men så begyndte det fysiske at fungere; jeg kunne selv tisse, og så fik jeg lyst til igen at være som en lille dreng, der ligger og leger med min tissemand. For de havde jo taget sædblæren, så det er slut med snask og at sprøjte, og det gjorde mig faktisk nysgerrig.«

Derfor er Jan Olesen forholdsvis hurtigt på opdagelse i sit prostatafrie sexliv.

»Jeg gik i gang med at onanere på livet løs. Det var jeg ikke skamfuld over, jeg talte også med Rikke om det, men jeg ville helst gøre det selv. I hvert fald den første gang. Og jeg opdager, at der sker et eller andet, når jeg gør det,« fortæller han og konstaterer, at hans eksperimenteren foregik med blandede følelser.

For han finder ud af, at lysten ikke er forsvundet. Men evnen til rejsning ER vitterligt væk.

»Det var noget sært noget, at det, jeg ligesom havde eksperimenteret med, siden jeg var 11, og havde lært at kende så godt, pludselig havde ændre sig så radikalt. Det er mærkeligt at røre ved en legemsdel, der har ændret sig så meget.«

Den ændring påvirker også Rikke Zaar, da hun en søndag morgen rører ved sin mands penis for første gang siden operationen. Søndag morgen er typisk tid for hygge i dobbeltsengen hjemme hos dem, men den manglende respons på hendes berøring gør hende usikker. For hun kan ikke mærke, om Jan Olesen har lyst til hende.

»Dér valgte vi at sige det højt: At det var sådan, det forholdt sig nu. Men i vores snak blev jeg enormt såret over, at Rikke kaldte den for en fugleunge, det var jo min mandighed og libido, der var truet.«

Kan ikke stikke sig i penis

Derfor takker parret også ja til et forløb hos en læge og klinisk sexolog på hospitalet, som de får tilbudt i forbindelse til Jan Olesens operation.

Her får de beskrevet mulighederne i den traditionelle medicinske behandling af manglende erektion, hvor man begynder med det mildeste middel og så ellers prøver sig frem i rækken af produkter efter resultat. Og resultatet, der sigtes efter, er rejsning, så parret kan gennemføre samleje - helt som de plejer.

»Lægen lavede et forløb for mig, hvor det første middel var som at få en bullen finger; det var ikke så fedt, og det sidste i rækken var det meget radikale, at en sygeplejerske skulle lære mig at stikke mig i pikken med en sprøjte. Jeg er virkelig et pjok med nåle. Jeg prøvede tre gange, den sidste gang skød jeg forkert og ramte urinrøret, det gjorde virkelig ondt. Men det virkede, jeg fik ståpik, og det er jo målet set ud fra behandlernes vinkel.«

Det kom bare aldrig til at virke for Jan Olesen med den sprøjte. Men hvad der virkede for parret var de øvelser, de fik med hjem - dem, som sætter dem i gang med at udforske, hvordan et fælles sexliv kan forme sig på de nye præmisser. Undervejs i forløbet fandt parret sig til rette med, at god sex ikke nødvendigvis behøver at indebære samleje med penetration.

Her bliver en såkaldt penispumpe og en penisring det, der hjælper parret videre. Et hjælpemiddel, de selv finder frem til.

»Det smarte er, at man pumper blodet ud i penis, så der kommer en fantastisk erektion, og så smutter du ringen ned over, så blodet bliver der. Så er man kampdygtig, og det er o.k. Det er også bøvlet, men det fungerer bedre end medicinen for mig.«

Viljen fra helvede gav resultat

Også for Rikke Zaar bliver det nye redskab et vendepunkt i deres nye og famlende sexliv.

»Hvis man som kvinde vil tilfredsstille sin mand med hånden, eller oralt for den sags skyld, så er det ret vigtigt, at blodet bliver der. Det kan være svært at gøre ellers, for den smutter mellem fingrene på dig, hvis du ikke har ringen til støtte. Der er lidt regnorm over det. Og den risikerer faktisk at smutte op i bughulen, og det kan Jan virkelig ikke lide.«

Penisringen, øvelser fra sexologen på hospitalet og forskellige teknikker kombineret med timer og atter timer med træning gør, at der begynder at ske lidt i den ellers slatne penis.

»Jeg har også en vilje fra helvede, og nu kan jeg reelt få rejsning uden pumpen ved hjælp af af de teknikker, jeg har lært. Men jeg er nødt til at bruge penisring, så blodet bliver der. De klapper, der går ind og blokerer for blodet, er væk, og de kommer aldrig tilbage. Det virker, som om mine nerveender begynder at arbejde sig frem mod hinanden igen. De tiltrækker åbenbart hinanden, det er noget med, at kroppen altid gerne vil “back to normal”.«

Sker der ikke noget inden for tre år, så sker det aldrig, fik han at vide efter operationen. Men sker der bare lidt, er det tegn på, at de overskårne nerveender vokser mod hinanden, og hvis man er en af de få heldige, kan der dannes nye forbindelser.

Svært at finde nye opskrifter på sex

Men sex som i gamle dage virker stadig ikke for parret, selv om deres træningslejr har givet noget pote.

»Det er ikke penetrationssex, vi har. Men vi har fundet ud af, at det er dejligt at give hinanden nydelse og være tæt på hinanden, når vi får orgasmer hver for sig. I stedet for at fokusere så meget på penetration og at knalde, så er min seksuelle nydelse faktisk blevet større på den her måde. Der er en radikal forskel på den orgasme, jeg fik tidligere og den måde, det er på nu. Der er ikke samme pres på udløsning, det er mere som den dybe tantriske orgasme.«

I dag er de landet i en erkendelse af, at deres sexliv er noget andet, end det var engang, men det kan stadig være svært, fortæller Rikke Zaar.

»Man finder ligesom nogle ting, der dur, så nu har vi den og den og den, og så bliver det lidt de samme ting, vi gør. Men så tænker jeg også, at så er der heller ikke gået længere tid; vi lærer jo noget forfra, vi ellers har praktiseret, siden vi var teenagere. Der er bare stadig mange tidspunkter, hvor vi skal stoppe op. Det der spontansex, det har vi ikke længere på samme måde.«

Hun har det også svært med, at hun ikke kan aflæse sin mands lyst til hende:

»Jeg har altid godt kunne lide det her med at lægge røven ind og så mærke, at han fik rejsning, men hvad gør jeg nu? Det er underligt, for det har altid været ordløst, det der har foregået, det er jo kroppens sprog, så hvordan finder man pludselig et nyt sprog for “har du lyst til mig?”. Det ligger ikke naturligt, og jeg kan ikke altid finde ud af at spørge.«

Mænds store skræk

Det er i det hele taget svært med sproget, når det handler om seksualitet og sex, konstaterer parret. Det har for dem manifesteret sig i det faktum, at næsten ingen omkring dem har spurgt ind til, hvordan de klarer den del af Jan Olesens kræftforløb.

»Vi kan tale om kræften, om sygdommen, og at jeg er blevet opereret. Men derfra og så til at spørge, hvordan det så går med sexlivet nu, DET er der ikke nogen, der skal nyde noget af. Og det er jo ikke, fordi mænd ikke tænker på det her. Min egen læge sagde i første omgang, at hvis han blev ramt, ville han ikke opereres, fordi han havde en patient, hvor konen forlod ham, fordi han ikke længere kunne få erektion.«

Lægen har dog modificeret det siden, fortæller Jan Olesen, men han mener, at det er et ganske godt billede på, at det er en skræk, som mange mænd går rundt med. For når mænd hører, at en mand har mistet evnen til rejsning, bliver de meget stille og ser mærkelige ud i hovedet, oplever han.

»Det kan de slet ikke forholde sig til. Der er så mange myter, vi bliver ved med at gentage, når vi taler om sex. Mænd vil så gerne være machoer, og i den snak er der ikke plads til dårlig eller ingen sex.«

Myten om det rigtige sexliv

Noget af det Jan Olesen og Rikke Zaar har haft sværest ved i forløbet siden operationen, der ændrede Jan Olesens fysik og deres fælles sexliv, hænger sammen med det, de oplever som en myte om sex med penetration af kvinden som den eneste rigtige måde at have sex på. En myte, som især Rikke Zaar har stødt sig på.

»Jeg ved, at der pænt mellem linjerne er en del, der ikke kan forstå, at jeg ikke har mere lyst til penetration. Det har faktisk også overrasket mig, at jeg ikke savner det mere. Jeg synes bare stadig, det er lidt sært, at der er så mange kvinder, der har fokus på penetration, når de samtidig siger, at det ikke er det fedeste sex, og at de ikke får orgasme ved penetration. Men myten siger, at det er sådan, det skal være. Og for mig er en erigeret penis da også det sprog, jeg havde lært,« fortæller hun, og Jan Olesen har det på samme måde:

»Selv om jeg har accepteret, at det er sådan, det er, hvilket måske havde været anderledes, hvis jeg var 25, hvor man har så mange gode stunder foran sig, så er jeg også påvirket af det her fokus på at kunne knalde “rigtigt”. Det er da svært for mig at se mig fri af, at jeg også gerne ville kunne sige, at det fungerede normalt, selv om jeg får mere nydelse ud af det, som det er nu,« fortæller Jan Olesen.

Det store fokus på “det rigtige sexliv” har også gjort det svært for Rikke Zaar at få plads til sine oplevelser og frustrationer, føler hun.

»De fleste siger, at det må være skrækkeligt for en mand ikke at kunne få rejsning, de taler nærmest om det som en dødsdom. Men ingen siger, at det må være skrækkeligt for en kvinde at have en mand, der ikke kan få rejsning. Måske er det noget kulturelt med fokus på mandens seksualitet. Hvis den forsvinder, så forsvinder det hele.«

I det hele taget har hun haft nogle eksplosioner undervejs, fordi hun har følt, at der ikke var plads til hende.

»Så er jeg blevet skidesur og har skældt ud og har sagt, at det ikke var fair, fordi så meget handlede om ham. Jeg er hele tiden bange for at overskride hans grænser, især i starten var jeg bange for at gøre ham ked af det. Jeg har måttet lære, at det også er o.k., at det handler om mig, og hvad jeg har lyst til.«

Det rammer begge, når én bliver ramt på seksualiteten

Når der er en, der bliver ramt på seksualiteten, bliver begge ramt lige hårdt, mener hun, men det synes hun ikke, at der er øje for.

»For sex er jo os begge to, men den slags synes jeg ikke, at der bliver taget professionelt hånd om. Når man slår sådan en kolbøtte, så går alle ens myter i stykker. Så bliver man nødt til at skabe nogle nye historier i hovedet. Om at sådan er vi. Og det er svært uden hjælp«

Derfor undrer de sig begge over, at der hos de læger og kliniske sexologer, de er stødt på, hovedsageligt er fokus på det fysiske: at få penis kampdygtig igen, som Jan Olesen siger.

»Der er ikke så meget snak om det mere bløde. Hvordan italesætter vi for eksempel det med, at Rikke ikke kan mærke mig og min lyst fysisk? Det har vi savnet hjælp til.«

I dag er det snart tre år siden, at Jan Olesen blev opereret. Og selv om både han og Rikke Zaar kan savne det langt mere ukomplicerede og spontane sexliv, de havde for år tilbage, så har deres forsigtige færd i den forandrede seksualitet givet dem et langt mere nydelsesfokuseret syn på sex.

Den gode historie for Jan Olesen og Rikke Zaar er, at de er kommet tættere på en forståelse af, at de ikke har et dårligere sexliv nu, tværtimod, understreger Rikke Zaar.

»Men vi bliver også dovne nogle gange og siger: Skal vi ikke bare ligge på sofaen og nulre - det andet er stadig skide besværligt. Der bliver ikke præsteret på samme måde, men vi tænker ikke, at det er, fordi der er noget galt med os. Det er mere bare sådan, det jo er. Personligt er det en gave og vildt fedt for mig at opleve, at Jan nyder mere, end han gjorde før. Hans nydelse er lige så stor nydelse for mig. DEN del af alt det her er rigtig dejlig.«

Vil du læse mere?

Så har Hans Jakob Helms for nyligt udgivet bogen ”Hold da helt kræft mand” på Gyldendal om sit liv med prostatakræft, hvor han også åbner op for tabuet: Udsigten til at sexlivet forsvinder.