Fortsæt til indhold
Livsstil

Studie: Hunde kan kommunikere med mennesker

Din hund kan måske forstå, hvad du beder den om, men forstår du, hvad din hund fortæller dig?

Det har i lang tid været kendt, at hunde kan trænes til at forstå meget af, hvad vi mennesker beder dem om. Men hvad med den anden vej rundt - hvor gode er vi egentlig til at forstå, hvad vores firbenede venner forsøger at fortælle os?

Den truende knurren kommer helt nede fra maven og er dyb og intens, mens den legende knurren ligger oppe i mundhulen
Irene Jarnved, Hundekspert

Det spørgsmål har nogle forskere fra Eotvas Lorand Universitet i Ungarn sat sig for at undersøge. Resultaterne blev udgivet i The Royal Society Publishing den 17. maj og viste, at hunde har en overraskende evne til at få mennesker til at forstå, hvad deres knurren betyder.

»Det undrer mig ikke - der er en kæmpe forskel. Den truende knurren kommer helt nede fra maven og er dyb og intens, mens den legende knurren ligger oppe i mundhulen, uden der er noget seriøst i det,« siger Irene Jarnved, som er hundeekspert og forfatter til fire bøger om hundetræning og -adfærd.

Forskerne udvalgte 40 forsøgspersoner, som skulle lytte til knurren optaget fra 18 forskellige hunde. Optagelserne kunne dække over, at hundene vogtede over deres mad, mødte en fremmed med truende adfærd eller knurrede legesygt.

Alt i alt fik deltagerne kategoriseret hundenes knurren rigtigt i 63 pct. af tilfældene, hvilket er markant mere end det, der kan forventes, hvis de udelukkende havde gættet, ifølge forskerne.

Især de legesyge knurrelyde var til at genkende for testpersonerne, hvor 81 pct. ramte rigtigt. Til gengæld var det sværere at skelne, hvornår hunden vogtede sin mad, og hvornår det var en truende knurren. Irene Jarnved mener, at det er fordi, at vi oftest hører den legesyge udgave af hundens knurren.

»Mange mennesker går igennem et helt liv uden at høre en hund knurre truende,« siger hun.

Til gengæld er det ofte, at personer der ikke er hundeejer, alligevel hører legesyge hunde i parker eller andre steder. Det er simpelthen mere sjældent, at hunde knurrer i en truende kontekst, og derfor kender vi ikke lyden lige så godt.

»Gudskelov er det ikke så tit, at hunde knurrer truende ad mennesker. Langt de fleste er neutrale eller glade for mennesker, fordi det ligger i avlen,« siger hun.

Og undersøgelsen kunne desuden afsløre, at der også var forskelle iblandt testpersonerne.

»Kvinder og deltagere, der er erfarne med hunde, scorede højere i denne opgave,« skriver forskeren Tamas Farago.

Og Irene Jarnved fortæller, at det kan hænge sammen med kvindekønnet generelt.

»Kvinder er mere opmærksomme i forhold til stemningsforandringer og mere gennemskuende. Jeg forestiller mig, at det må være derfor,« siger hun og tilføjer, at hun er glad for at høre, at hundeejerne var bedre end folk, som ikke ejer en hund.

Det viste sig også, at man kunne opstille retningslinjer for, hvordan hundene knurrede i de forskellige sammenhænge. Når de ville lege, var der eksempelvis kortere mellem deres knurren, og de knurrede flere gange, end når de var aggressive eller bange.

Artiklens emner