Kvindelig ekspert til sine medsøstre: Sådan forbedrer du dit sexliv på en enkelt nat

Du kender sikkert ikke hendes navn, men dr. Nicole Prause er den læge, enhver kvinde vil ønske at kende telefonnummeret til.

Iført sin hvide kittel ligner hun en helt almindelig læge (omend i en noget glamourøs Hollywood-udgave), men der er intet som helst almindeligt ved hendes speciale:

Prause er ekspert i kvindens orgasme.

En helt almindelig dag i den 38-årige neurovidenskabskvindes laboratorium i Los Angeles kan sagtens involvere at måle hjerneaktiviteten på en patient, mens hun får orgasme.

Ikke overraskende indrømmer Prause selv, at hendes job er ”mærkeligt”, men hun er overbevist om, at det tjener et vigtigt formål. Det er nemlig meget få gode videnskabsfolk, der tør vove sig ind i den seksuelle arena.

»Der er masser af virkeligt grundlæggende spørgsmål om kroppens funktioner, som vi ikke kender svaret på. Vi ved med sikkerhed meget lidt om, hvordan orgasmer udløses,« siger hun.

Hendes forskningsarbejde kræver, at hun kommer meget tæt på:

»Selv videnskabsfolk bryder sig sjældent om den type arbejde.«

Ud over fnisefaktoren handler problemet også om det, som Prause har kaldt »den utrolige undertrykkelse af information om sex«.

Særligt Amerika er meget bornert. Storbritannien er »noget mere åben«, siger hun. Love og regler vanskeliggør fremskridt: For eksempel forbyder US National Institutes of Health læger at have seksuelle billeder på deres computere.

Der mangler viden

Der mangler velfunderet, videnskabelig viden om den kvindelige seksualitet. Ifølge Prause skyldes det delvis »mandeting, grundlæggende sexismeproblemer, og at den mandlige seksualitet ses som værende mere vigtig«, men der er også mere praktiske årsager.

»Det er ganske enkelt lettere at måle de mandlige genitalier. Vi ved allerede meget om, hvordan penis fungerer, fordi den er så let tilgængelig. Det er bogstaveligt talt bare vanskeligere at studere vagina, fordi den sidder indvendigt. Og de billeder man får, når det så lykkes at få adgang til den, bliver blokeret af blæren.«

Ikke desto mindre har de foreløbige resultater af Prauses seneste registrering af hjerneaktiviteten i forbindelse med opbygningen af den kvindelige orgasme afsløret, hvorfor der kan være grund til uenighed.

»Mange føler sig ophidsede, og alt går fint, men så ... ”Jeg ved ikke hvorfor, jeg kan bare ikke komme over det sidste bump ...”. Når man så forsøger at skifte gear og siger: ”Nu vil jeg virkelig prøve. Jeg vil have en orgasme”, så lader det til, at hjernen går helt offline, særligt de områder af hjernen, der har at gøre med kontrol.«

For at opnå orgasme er vi nødt til at give slip, men Nicole Prause.

»Det lader til, at vi er nødt til at ændre strategi i hjernen,« siger hun og fortsætter:

»Ophidselsen og hele aktiviteten er en del af det, men selve det at opnå orgasme er en helt anden evne, der kræver en helt anden tilstand i hjernen. Man er nødt til at slippe kontrollen. Så hvis man ligger og gennemgår listen over arbejdsopgaver i hovedet: ”Jeg skal snart hente børnene, jeg skal have skiftet olie, før jeg henter bilen”, så får du ingen orgasmer i dit liv.«

Den amerikanske forsker har netop medvirket i Channel 4-programmet ”The Super Orgasm”, der undersøgte, hvorfor nogle kvinder er i stand til at få multiorgasmer.

Hun anvendte en EEG (et elektroencefalogram, der ellers bruges til at spore epilepsi) til at måle hjerneaktiviteten på en onanerende kvinde ved navn Janette for derved at afdække, hvorvidt hendes hjerne opfører sig anderledes i forbindelse med seksuel ophidselse end flertallet af andre kvinders.

For måske er vi ikke alle i stand til hverken at få multiorgasmer eller blot en enkelt orgasme – Prause siger, at 15-20 procent af alle kvinder er ”anorgasmiske” (ude af stand til at få orgasme) – men når dette er sagt, så får kvinder i dag bedre sex end for årtier siden:

»De er mere eftertragtede, mindre funktionsorienterede, og de vil med større sandsynlighed selv initiere seksuelle møder og opnå at få orgasmer gennem disse seksuelle møder.«

Nicole Prause er meget anvendt som foredragsholder. Oplev hende på slap line i dette klip:

Mens jeg taler med Prause, indser jeg, at det er lidt af et mirakel. Først og fremmest fordi den kvindelige ophidselse ofte kræver et længere forspil end vores travle, travle liv giver mulighed for.

Den tanke, at begæret bare kommer helt spontant, er meget firseragtig (”det virker helt skørt, når man tænker på det nu,” siger Prause). Nu om dage ses ophidselsen som en mere ”responsiv” proces – det er ikke nødvendigvis sådan, at man bliver ophidset blot ved at se sin partner, ”men så begynder man at kysse og kæle ... og behovet opstår”. Hun erkender, at det er en påstand, der er svær at sælge, fordi det involverer en højere grad af seksuel stimulation, før man i virkeligheden har lyst til det.

Udfordringen for både videnskab og terapi, hævder hun, er at få par til at være fysisk intime uden at have en forventning om, at det skal udvikle sig til sex, når de ved, at det er langt mere sandsynligt, at det sidstnævnte vil blive konsekvensen. Det er en meget fin grænse, siger hun:

»Man vil jo aldrig have lyst til at sige til folk: ”Jeg ved, du ikke rigtigt har lyst – men gør det alligevel!”. Det lyder så antifeministisk. Men det er heller ikke det, vi mener. Tanken er, at det vil give kvinderne den type sex, de ønsker sig, mere ofte. Men deres partner skal være villig til at være fysisk intim og så standse op uden at gå videre.«

Sexede tekstbeskeder

For dem, der er i tidsmangel, men gerne vil forsøge sig med noget i samme retning, kan det være en mulighed at udveksle sexede tekstbeskeder på arbejde, mener Prause.

»Det kan hjælpe til at sætte gang i tingene, at man begynder at være mere seksuel i sit sprog og tale om sine fantasier.«

Et andet trick til opbygning af begær kan være at tage en løbetur, og denne påstand bygger på videnskabelige studier i ”forventningsoverførsel”.

»Man kan generelt sige, at hvis ens hjerterytme er øget, og man så ser sin partner, så vil man være mere tilbøjelig til at fortolke dette som ophidselse udløst af partneren. Også selvom det ikke er tilfældet.

Men lad endelig være med at smide penge efter hummer og den slags, advarer hun:

»Der findes ikke afrodisiaka. Det er spild at smide penge efter den slags.«

Programmet på Channel 4 indikerede, at multiorgastiske kvinder måske starter på et højere niveau af ophidselse, og at de er mindre hæmmede, men disse fysiske og psykologiske fordele kan gøre sig gældende på alle niveauer.

»Dette er veldokumenterede egenskaber hos de kvinder, der ofte får orgasmer,« siger Prause.

»Generelt set er de kvinder, der får orgasme, mere erotofile, dvs. de ser nydelse som noget godt og positivt.«

Men har alle kvinder potentiale for at være orgastiske?

»Nej. For der er nogle genetiske elementer, der gør sig gældende.«

Okay, orgasme er arveligt, hvilket genetisk set indebærer, at folk, hvis mødre fik orgasmer og var i stand til at få dem helt konsistent, har større sandsynlighed for selv at få orgasme. Og hvem er det lige præcis, hun forestiller sig, kunne tænke sig at spørge sin mor om sådan noget? Ha! Jeg gjorde det i hvert fald ikke!

Men anatomiske forhold kan også påvirke evnen (de kvinder, hvis urinvejsåbning sidder tættere på vagina, har tendens til at kunne få orgasme mere konsistent end de kvinder, hvor der er længere afstand).

»Det giver sådan set god mening, at nogle kroppe simpelthen er bedre til det [til at opnå orgasme].«

Men Prause hader alligevel at sige aldrig: »Det er helt sikkert værd at forsøge på det.«

Jeg går fejlagtigt ud fra, at hun og hendes fire søstre og hendes bror havde en opvækst hos meget liberale forældre.

Der blev ikke talt om sex

»Der blev aldrig talt om sex hjemme hos os,« svarer hun. »Jeg voksede op i det sydøstlige Texas, en meget konservativ rød stat, i et republikansk hjem, hvor oplysning om sex handlede om at holde sig fra det, og hvor man fik vist frygtelige billeder af inficerede vulvaer. ”Hvis du dyrker sex, vil dette ske med din krop”.«

Heldigvis fik hun fat på et eksemplar af ”Tornfuglene” – »fantastiske sexscener«.

I programmet ”The Super Orgasm” råbte Janette, der er kristen, altid »Åh, Gud!« i det afgørende øjeblik. Og programmet citerer en undersøgelse foretaget af McGill University i Canada, hvori 78 % af de superorgastiske kvinder havde religiøse forældre.

Men Prause oplever nu oftere, at en streng opdragelse har negative effekter.

»Hvis man ser på de patienter, der har orgasmeproblemer, så er de ikke som sådan vildt negative over for sex, men de fortæller, at de er blevet konservativt opdraget, og der ligger noget skam omkring det hele.«

Det hjælper heller ikke, at vi lever i en højt seksualiseret kultur med masser af seksuelle stimuli, men absolut fravær af en ægte samtale om sex, bemærker hun.

»Vi taler ikke om det med vores venner. Måske kan vi finde på at sige, ”Åh, min partner er god i sengen”, men vi går ikke i detaljer med, hvad det betyder for os, og er vi overhovedet i stand til at meddele vores behov og ønsker uden at vide, hvad de er?

Samtalerne om sex er hverken særligt dybe eller detaljerede, de går sjældent længere end til at fnise. Naturligvis er sex fantastisk, og vi bør grine af det, men vi har også brug for at tale om det.«

Jobbet kan være et problem

Jeg spørger Prause, om hun er single, og hun svarer:

»Det spørgsmål vil jeg ikke besvare.«

Men hun indrømmer dog, at hendes karriere som seksuel psykofysiolog kan være et problem på den romantiske front, og det har til tider kørt et forhold af sporet.

»Folk har sagt til mig: ”Jeg har det ikke godt med at være intim med dig, fordi jeg har en fornemmelse af, at du hele tiden tager noter og bedømmer mig.” Men det gør jeg ikke. Selvom jeg godt forstår, hvorfor de kan få den følelse.”

Hun siger, at hun aldrig vurderer sine partnere: »Jeg spøger altid med det: ”Ikke medmindre du betaler mig for det”.«

Prause griner meget, og hendes varme modsvarer hendes kølige, beslutsomme udstråling.

Et af hendes mere bemærkelsesværdige studier ved Mind Research Network i Albuquerque blev udført i samarbejde med udviklingspsykologen Geoffrey Miller og havde titlen ”Women’s Preference for Penis Size” (kvinders foretrukne penisstørrelse). Det var formålet med undersøgelsen at udforske, hvorfor nogle kvinder fortalte om smerter i forbindelse med sex.

Hendes tankegang var:

»Vi må afdække, hvorvidt de kvinder, der rapporterer om smerter i forbindelse med sex, i nogle tilfælde simpelthen har en større partner.«

Prause fandt ud af, at »kvinder foretrækker penisser, der er en smule større end gennemsnittet, men ikke meget større«, og at konteksten har stor betydning.

»De havde det fint nok med en større penis i forbindelse med en enkeltstående sexpartner, men ønskede en mindre hos deres mere langsigtede partner. Det giver fin mening for mig. Det kan være fint nok som noget nyt, men man ønsker ikke at skulle forholde sig til den slags hver eneste gang.«

Et vigtigt arbejde

Prause er bevidst om, at »hvis man ikke kan give sine børn mad på bordet, så er man ret ligeglad med, hvor mange orgasmer man får«, men hun mener alligevel, at hendes arbejde er vigtigt.

»Vi prøver at se på de mentale sundhedsfordele med stimulering.«

Hun er interesseret i effekten af orgasme på nedtrykthed.

»Almindeligvis siger vi til folk, der er deprimerede, at de ikke skal masturbere, fordi det er en soloaktivitet og derved virker isolerende. ”Gå ud og vær sammen med dine venner!” Men meget af hjerneaktiviteten i forbindelse med orgasme ligner de forandringer, man opnår ved brug af antidepressiver.«

I sit laboratorium i Los Angeles tester Prause i dag par, samtidig med at de stimulerer hinanden. Parrenes følelsesmæssige reaktioner og kognitive evner måles både før og efter.

»Det kan være, at det hjælper dig til at undlade at dykke ned i de negative følelser, at du er blevet seksuelt stimuleret af din partner. Det kan være, at du i stedet forholder dig mere til dine positive følelser. Vi ved det ikke.«

Men Prause har i sinde at finde ud af det, og indikerer venligt, at vores samtale er slut nu.

»Jeg har et par, der kommer klokken 13.30, og jeg skal arbejde med dem hele eftermiddagen – det er et forløb på fire timer.«

Som hun selv siger, det er et ret mærkeligt job.