Fortsæt til indhold
Livsstil

Overblik: Jægere fanger pokémoner i den virkelige verden

Pokémon Go har fået Nintendos aktier i vejret. Men politiet advarer om, at pokémonjægere trodser loven.

/ritzau/

Hvad gør man, hvis man ser en sjælden pokémon i en privat have? Tilsyneladende bliver mange danskere fristet til at klatre over hegnet for at fange monstret.

Politiet advarer om, at pokémonjægere kommer på kant med loven i deres jagt. Her kan du få overblik over spillet Pokémon GO, der har taget verden med storm.

  • Pokémon bruger telefonens gps. App'en lægger et ekstra filter over skærmbilledet, så det ser ud som om, at pokémoner går rundt i gadebilledet. Det kaldes "augmented reality", hvilket betyder forlænget eller forøget virkelighed.
  • Pokémonjægere bliver guidet rundt i gader og bygninger med et kort, der viser, hvor den nærmeste pokémon befinder sig. Den skal rammes med en pokéball.
  • Desuden kan man støde på pokéstops, hvor man samle pokéballs og andre nyttige genstande, og styrkecentre, hvor man kan træne sin pokémoner og dyste med andre.
  • Efterhånden som man stiger i niveau, kan man samle mere effektive pokéballs og fange stærkere pokémoner.
  • Pokémon Go blev lanceret 6. juli i USA, Australien og New Zealand. Aktierne i den japanske spilgigant Nintendo steg med 7,5 milliarder dollar i dagene efter udgivelsen.
  • App'en er allerede downloadet på flere mobiltelefoner end både det sociale medie Twitter og dating-appen Tinder.
  • Pokémon blev verdenskendt i midten af 1990'erne, hvor et videospil blev lanceret. Der findes også spillekort og animationsfilm. I universet lever mennesker side om side med pokémoner.

Navnet er en forkortelse af "pocket" og "monster". Det er væsner i alle former og størrelser. Ud over at sige deres navn kan de ikke tale. Pokémoner trænes af deres ejere, så de kan blive mere erfarne og nogle gange udvikle sig til stærkere pokémoner.

Kilde: Pokemon.com, TV2, Ekstra Bladet, Business.dk