Vi er igen ved at blive en nation af vikinger

Svanemøllebugtens Vinterbadelaug er så populær, at medlemtallet er femdoblet på fem år. Og vinterbadeklubber over hele landet kan melde om samme tendens.

Artiklens øverste billede
Lars Forchhammer (tv) og Crilles Bacher har været vinter badere i over 20 år. De første år i Karrebæksminde, hvor man skulle gå 50 meter ud i vandet på følelsesløse fødder, inden det var dybt nok til en dukkert.

Det er det samme hver gang. Når Crilles Bacher træder ud på badebroen, fyldes han af forventningens glæde. Det kan sne, storme eller regne. Der kan være 20 frostgrader eller som i dag, 10 graders støvregn og dis. Det eneste, der er sikkert, er at han om få sekunder er under vandet og har fået sit kolde gys.

»Jeg tøver aldrig, for beslutningen om at gå i er mentalt taget for længe siden. Og selv om jeg, når jeg hænger i luften, godt kan få lyst til at vende om, så gør jeg det aldrig,« siger han, da han igen står på broen og nyder følelsen af endorfiner, der spurter rundt i kroppen.

Jeanette Wetche supplerer: »Det føles næsten som om, at man har løbet en meget lang tur!«

»Men man skal altså løbe længe for at få det lige så godt,« indskyder Lars Forchhammer, der må vide det, for han har løbet rigtig mange marathonløb. Nu rækker han ud efter sit håndklæde efter at have taget et hovedspring ned i det kolde vand.

Lars Forchhammer underholder veninderne Pia Santesson, Jeanette Wetche og Lotte Reinert.

På broen står også Pia Santesson og Lotte Reinert og nyder den prikken i kroppen, der kommer efter morgendukkerten, og sammen går de fem venner ind mod saunaen, der er bygget på toppen af det nye klubhus i Svanemøllebugtens Vinterbadelaug, med udsigt ud over bugten. Og her er der tid til at sidde og hygge, joke og få vendt verdenssituationen inden Lotte perler, som hun siger, når sveden springer frem, og det er tid til dagens anden dukkert.

De fem badevenner har været med, lige siden badelauget blev stiftet i 2009, og nogle af dem endnu længere tilbage i andre klubber. Det var dengang, man klædte om i en skurvogn, og saunaen var hesteskoformet og meget social. Det var da også i saunaen, at de to herrer på høfligste vis begyndte at konversere de tre veninder og fik sig koblet på pigernes kalender.

»Og jeg kan huske, at I bød på et glas Cremant, da vi næste gang sad ude bag skurvognen,« siger Pia Santesson.

Hvis der er nogen af vinterbaderne i Svanemøllebugtens Vinterbadelaug, som gerne vil sidde og meditere i saunaen, så skal de ikke vælge samme tid som De fem, for her går snakken lystigt.

Det var også dengang, der var 450 medlemmer i lauget. Det tal er siden nærmest eksploderet. I dag er der 2200 medlemmer og 500 står på venteliste. I 2013 indviedes det nye klubhus, og allerede nu ligger der planer om en udbygning og en fordobling af badebroens kapacitet. Jo, vinterbadning er blevet megapopulært, ikke kun på Østerbro i København. Vinterbadeklubber over hele landet melder om kæmpe stigninger i medlemstal og bugnende ventelister.

I landets største vinterbadeklub, Vikingeklubben Jomsborg i Aarhus, er medlemstallet steget med 2800 på de sidste fem år. I dag er der 8172 medlemmer, så der kan være trængsel i de fire saunaer. I Sønderborg Vikingeklub har de to seneste år betydet, at medlemstallet er steget fra ca. 1000 til godt 1400. I Charlottenlund Søbad må nye medlemmer vente længe på at få adgang til faciliteter som en helt ny sauna med varmegenindvindingsanlæg, da ventelisten på få år er steget fra 250 til 1300. Og i Aalborg er Vikingeklubben Isbjørnen gået i gang med at bygge stort, nyt klubhus og faciliteter for 65 mio. kr. til klubbens 1014 medlemmer - for to år siden var der kun 869.

Første gang Jeanette Wetche badede om vinteren var nytårsdag 2009, hvor de måtte slå hul i isen. Vinterbaderne må nøjes med at drømme om is i år.

Nye klubber popper op rundt omkring i landet. I 1995, da nogle vinterbadeklubber blev enige om, at det kunne være rart med et fællesskab og stiftede vinterbadernes fællesudvalg (nu Vinterbadere i Danmark), kunne man mønstre 10 klubber.  I dag er der over 100 medlemsklubber, der alle er drevet af medlemmernes entusiasme.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

I den smukt anlagte have uden for omklædningshuset i Svanemøllebugtens Vinterbadelaug har Crilles Bacher og Lars Forchhammer fundet de langstilkede glas frem, og proppen springer af en flaske Cremant. Det er naturligvis ikke hver uge, at gruppen afslutter et bad med bobler, kun når der er en anledning. Og nu var det jo Crilles datters fødselsdag i går, så...

Det er også sket, at Crilles har haft sin primus med og har tilberedt fois gras. Og ved hjælp af forlængerledninger fået sin 20 kg tunge espressomaskine med kværn og mælkeskummer sat til, så han kan servere en ordentlig kop kaffe.

»Det er ikke bare det kolde gys, der holder os sammen. Fælles julesalmesang anført af Lars, påskefrokost på kajen, fejring af fødselsdage og i det hele taget at holde humøret højt hos hinanden betyder meget,« siger Pia Santesson, inden Lars Forchhammer bryder ud i sang og fremfører den selvkomponerede julesang, som han også sang sidste år, og som hermed er indskrevet i gruppens mange traditioner.

For Pia Santesson var det en barndomsdrøm, der blev opfyldt, da hun meldte sig ind i vinterbadelauget. Kort tid efter kom hun i snak med Crilles Bacher i saunaen. Siden har de badet sammen mindst en gang om ugen sammen med deres tre andre venner.

Der er hele tiden trafik ud på badebroen, hvor badekåber og håndklæder bliver smidt, inden ejermænd og -kvinder lader sig dumpe ned i det 6 grader kolde vand. Alle smiler i Svanemøllebugtens Vinterbadelaug. De kan ikke andet, for det kolde gys sender lykkehormoner rundt i blodbanerne.

»Man bliver simpelthen lykkelig,« siger Pia Svantesson. Jeanette Wetche nikker: »Man får en god dag bagefter.«

»Vandet er så koldt, at man ikke formår at tænke samtidig,« siger Lotte Reinert, der er sygemeldt med stress men prioriterer den ugentlige badedag, fordi hun kan mærke, at det gør hende godt. »Beslutningen tager man allerede, når man går hjemmefra, og det stiver én af mentalt, at man kan gøre det. Så kan alt ligesom lade sig gøre.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.