Spilanmeldelse: Hyper-adrætte snigmordere kæmper i industrialiseringstidens London

I begyndelsen af 2013 bragte TV 2-nyhederne et indslag om Syrien, hvor de ved en fejl benyttede et billede fra computerspillet Assassin’s Creed i stedet for et rigtigt foto af Damaskus. Det var selvfølgelig noget af en bommert. Det var også en glimrende reklame for den smukke grafik i den populære spilserie, der er kendt for sine detaljerede gengivelser af historiske perioder og kendte bygningsværker.

Der er blevet udgivet ni spil i serien siden det første i 2007, som foregår under tempelriddernes korstog i år 1191. Spil nummer to foregik i Firenze og Rom under renæssancen, og sidste års udgivelse, Assassin’s Creed Unity, udspiller sig i Paris i årene omkring den franske revolution.

Assassin’s Creed Syndicate foregår i London i 1868, hvor industrialiseringen har fyldt byen med damplokomotiver, hestevogne og underkuede fabriksarbejdere. Som altid indtager man rollen som en hyper-adræt snigmorder, der skal snige, klatre og spurte sig vej gennem hundredvis af missioner og snigmord i den spirende industrielle metropol, hvor Tempelridderordenen, den evige modstander, stadig trækker i trådene bag kulisserne.

I modsætning til tidligere udgivelser er hovedrollen delt i to: Man spiller skiftevis som Jacob og Evie Frye, et par rapkæftede, frygtløse og egenrådige snigmordertvillinger, der skændes godmodigt spillet igennem. Når de altså ikke klatrer op af lodrette husfacader og hopper fra tag til tag gennem den travle storby, fra det slummede Whitechapel til det fine Westminster, på jagt efter brutale bandeledere og nedrige fabriksejere, der kan aflives med balletagtig elegance af deres lydløse daggert-snit og velplacerede knivkast.

Af samtlige Assassin’s Creed-udgivelser er London anno 1868 det mest moderne historiske bagtæppe, og det giver anledning til scener, hvor den spæde industrialiserings tempo og travlhed er en fin medspiller: Der kæmpes på taget af kørende damptog, fræses i hestevogne og klatres i kraner og højloftede fabriksbygninger i en by fyldt med brutale gadebander og uautoriseret børnearbejde. Og undervejs i de forskellige missioner møder man historiske figurer som Charles Dickens, Alexander Graham Bell og Queen Victoria.

En af de nye, fornøjelige tilføjelser i spillet er en rebkaster, som betyder, at man kan zipline sig vej gennem luften fra den ene bygning til den anden. Et bekvemt hjælpemiddel, der gør tagløb, min egen foretrukne transportform gennem byen, endnu hurtigere.

Skal transportformen være lidt mere realistisk (og lidt mere rodet), kan man kaste sig ud i vilde ræs gennem byen i hestevogn. Jeg er mildt sagt ikke nogen elegant chauffør og hærger som et slingrende træhus af destruktion gennem de brostensbelagte gader, hvor jeg majer fodgængere og lygtepæle ned i et væk. Men det er sjovt.

Endnu sjovere er det at svømme i Themsen, der er travl og tætproppet med store og små fragtskibe. Når man i fuld fart hopper fra skibsdæk til skibsdæk, er det næsten som at spille en meget sofistikeret 3D-version af det klassiske 80’er-arkadespil Frogger. Forrygende underholdning.

Min absolutte favoritbeskæftigelse i Assassin’s Creed-spillene – på tværs og ofte på trods af missionerne – er dog at kravle op i toppen af kendte bygninger som St. Paul’s Cathedral og nyde det sus i maven, det giver at sidde helt oppe på det alleryderste, gyldne topspir, og beundre udsigten til alle sider.

Assassin’s Creed Syndicate griber mig ikke i synderlig grad med sin historie, men byen blæser mig – endnu en gang – bagover. Den er fyldt med vidunderlige detaljer, både lydmæssigt og visuelt, og man kan snildt bruge timer blot på at udforske gader og bygninger og lytte til samtaler i menneskemængderne. Når man altså ikke lige beundrer solnedgangen fra toppen af Nelson-statuen eller zipliner mellem tårnene i Westminster Palace.

Jeg synes, det er en ret utrolig oplevelse. Hvem ved, hvilke mirakuløse ting vi kan foretage os i computerspil blot fem år fra nu.