Livsstil

»Jeg ville ønske, at nogen ville have rystet mig som 16-årig og sagt: Du har så meget mere at byde på end din seksualitet«

Den 18-årige Essena O'Neill har besluttet at vise hele verden bagsiden af de sociale medier og jagten på det perfekte liv.

»Til alle jer, der bruger time efter time bag skærmen i håbet om "et perfekt liv": Det her er til jer. Der er intet sejt ved at bruge al din tid på at lægge photoshoppede billeder af dig selv op for at bevise for verden, at du er god nok.«

Ordene er den 18-årige Essena O'Neills. Indtil for ganske nylig var hun en af de mange berømtheder på Instagram, Youtube og Snapchat med over en halv million følgere, hun fik penge for at promovere tøj på sin profil, og hun fik titusindvis af likes og beundrende kommentarer for hvert eneste opslag - for sin krop og sine billeder.

Men nu er det slut for den 18-årige australske pige. I sidste uge stoppede hun sin Youtube-konto og ændrede sit navn på Instagram til "Social Media Is Not Real Life" - sociale medier er ikke virkeligheden.

»Vi siger, at det er at netværke og at dele ... men når det udvikler sig til at blive bekræftelse gennem likes og følgere, kan vi ikke ignorere det og sige, at vi er ligeglade. Vi dømmer alle sammen hinanden så hårdt på det,« siger Essena O'Neill i sin første video efter sin beslutning.

Hun har samtidig været tilbage i sin Instagram-historik og har ændret teksten til gamle bikinibilleder, så det nu fremgår helt klart, hvor stort et arbejde der ligger bag selvsamme billeder. Og hvor dårligt man kan have det med sig selv, selv om man hver dag får bekræftelse fra tusindvis af fremmede mennesker på de sociale medier.

»Det eneste, der fik mig til at føle mig godt tilpas den dag, var dette foto,« skriver hun bl.a. til et billede, hvor hun hiver op i trøjen, så man kan se hendes mave.

»Hvor er det deprimerende,« fortsætter hun.

Jeg ville ønske, at nogen ville have rystet mig og sagt: "Du har så meget mere at byde på end din seksualitet".
Essena O'Neill traf beslutningen om at holde op med at jage nye følgere og nye likes, da det gik op for hende, at hun ikke blev mere tilfreds med sig selv af at have så mange beundrere på de sociale medier. Og at det ikke gjorde hende gladere at være »en af de perfekte piger«, som tilfældigvis er født med en flot krop.

Den nu 18-årige har i flere år været model for tøj, som hun har promoveret online, men det er først nu, at hun er begyndt at tænke over, hvilke signaler det sender.

»Jeg ville ønske, at nogen ville have rystet mig som 16-årig og sagt: "Du har så meget mere at byde på end din seksualitet",« skriver hun til ét af sine gamle billeder.

Den 18-årige pige har nu startet hjemmesiden "Let's Be Game Changers", hvor hun opfordrer andre unge mennesker til at slappe af med de sociale medier og lade være med at bedømme dem selv og andre målt på online-popularitet. I stedet bør de gå ud og gøre noget, der gør dem glade.

»Elsker du noget? Er du passioneret omkring noget? Finder du noget afslappende eller opløftende? Det er ligemeget hvad, men bare gå ud og gør noget. Hvad som helst. Du er i stand til så meget mere,« skriver Essena O'Neill på sin nyoprettede hjemmeside.

Efter den drastiske beslutning har den 18-årige modtaget mange tusinde støttende kommentarer fra hele verden, men hun har også fået en del kritik for at starte en ny hjemmeside og dermed fortsætte sit liv på internettet - bare i en anden form end hidtil.

To af hendes tidligere veninder har endda uploadet en video på Youtube, hvor de kalder hendes beslutning et »svindelnummer«. Anklager, Essena O'Neill blankt har afvist.

Opdatering, den 4. november: Essena O'Neill besluttede onsdag helt at slette sin Instagram-konto, som måske lidt ironisk fik en hær af nye følgere, efter at hun besluttede sig for at ændre de gamle billedtekster. Hun slettede desuden også sin Tumblr-konto og Youtube-kanal.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Mad & Vin
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her