Fortsæt til indhold
Livsstil

»Jeg fik et chok første gang, jeg kom ind i lokalet«

Helene Skytte Olesen er en af de mange danskere, som har taget yoga til sig. For hende er træningen en fredfyldt oase i en stresset hverdag.

Anna Gottschalck

Som at forlade hotellobbyens aircondition og træde direkte ud i heden og den tunge luftfugtighed i Indiens gader.

Sådan beskriver den 43-årige Helene Skytte Olesen fra København mødet med bikram yoga.

For ét af kendetegnene ved netop denne yoga-type er, at den foregår i lokaler, der er varmet op til omkring 40 grader, og hvor luftfugtigheden kan være høj.

»Jeg fik et chok første gang, jeg kom ind i lokalet, for det er jo så varmt og luftfugtigheden er jo også høj. Det kan faktisk være svært at trække vejret inde i lokalet,« siger hun.

Når man først kommer i gang, så er forholdene så ekstreme, at man er nødt til at koncentrere sig og derfor bliver det også lidt en tidslomme
Helene Skytte Olesen, yogaudøver

Selvom det stadig er en intens oplevelse, har Helene Skytte Olesen vænnet sig til det, og kan nu blive helt høj af følelsen.

»Når man først kommer i gang, så er forholdene så ekstreme, at man er nødt til at koncentrere sig og derfor bliver det også lidt en tidslomme. Det er simpelthen så hårdt, men bagefter er det fantastisk. Det giver en ro, som også rækker i et par timer bagefter.«

Og det er højt værdsat af Helene Skytte Olesen. Hun er associeret partner i arkitektfirmaet Rubow Arkitekter og har en lang arbejdsdag med tryk på, hvor hun hele tiden skal tage stilling til nye udfordringer.

Folkesport

Helene Skytte Olesen er en blandt mange danskere, der de seneste år har taget den 3.000 år gamle indiske tradition til sig. For i Danmark er yoga i dag blevet en folkesport.

Yoga ligger på 10.-pladsen over de mest populære træningsformer i landet og overgår bl.a. golf og håndbold i popularitet. Det viser en undersøgelse fra 2014, som Videncenter for Folkeoplysning i samarbejde med Idrættens Analyseinstitut har lavet.

Samlet set dyrkede 6 pct. af den voksne befolkning regelmæssigt yoga i 2011, viser undersøgelsen. Til sammenligning dyrkede 1 pct. af de voksne danskere yoga i 1993.

Der er tale om et væld af forskellige yoga-former: Alt fra den fysisk krævende bikram til mere milde former med fokus på det meditative.

Traditionelt har det især været deciderede yoga-studier, der har stået for undervisningen, men en del af forklaringen på træningsformens popularitet er, at også aftenskoler og især fitness-branchen nu har taget den indiske tradition til sig.

Det fortæller Maja Pilgaard, der er analyse- og forskningschef hos Idrættens Analyseinstitut, og som har været med til at lave rapporten.

Hun peger på, at det især er byboerne, der i løbet af de seneste fem år har fået øjnene op for yogaen. Men der er flere tegn på, at tendensen nu har bredt sig til hele landet.

Ventelister

En rundringning, som Jyllands-Posten har foretaget til en række yoga-udbydere, viser, at flere aftenskoler og idrætsforeninger i dag har svært ved at følge med efterspørgslen på yoga-undervisning. Det gælder både i de større byer, men også i provinsen.

Der er f.eks. fyldt op på alle holdene hos FOF Nordvestjylland i Holstebro, fortæller leder Pia Lago. 540 deltagere er tilmeldt, og flere er på venteliste.

»Vi kan ikke følge med længere. Der er simpelthen ikke lærere og lokaler nok til det. Vi kunne have haft langt flere deltagere, hvis vi havde faciliteterne til det,« siger hun.

Tilsvarende tendens oplever man i fitness-centrene. Louise Ager, der er uddannelses- og konceptudviklingsansvarlig i Fitness World, vil ikke oplyse de konkrete tal på væksten i kædens udbud af yoga-hold, men fortæller dog, at »efterspørgslen på yoga er større end nogensinde før«.

Det kommer ikke bag på Maja Pilgaard fra Idrættens Analyseinstitut. Hun forventer, at yoga har sneget sig endnu længere op ad top 10-listen, når hun igen i 2016 får tal ind for danskernes motionsvaner.

»Og det skulle ikke undre mig, hvis udviklingen i de næste år er større udenfor byerne end i byerne, fordi det er her, der er det største efterslæb, for yoga har været populært i byerne i længere tid,« siger forskningslederen.

Yogas voksende popularitet kan man også aflæse i antallet af yogalæreruddannelser, der er eksploderet de seneste år, fortæller Maja Pilgaard.

I 2011 var der under 20 uddannelser, mens der tre år efter var 48 yogalæreruddannelser i landet.

»Man må gå ud fra, at mange af de nye yoga-instruktører, der bliver uddannet, vil forsøge at appellere bredt for at kunne komme til at leve af deres uddannelse. Så mit bud er, at vi ikke har nået toppen af yogas popularitet endnu,« vurderer hun.

Overvægt af kvinder

Indtil videre er det især kvinder, der tiltrækkes af den indiske træningsform. 87 pct. af yoga-dyrkerne var i 2011 kvinder. Det svarer til 11 pct. af kvinderne, og det gjorde yoga til den syvendestørste motionsform, hvis man ser på kvinder isoleret.

De tal har ikke ændret sig meget siden dengang, mener Maja Pilgaard, der tilskriver kønsubalancen klassiske fordomme om, hvad der er kvindelige og mandlige sportsgrene. Hun ser dog en spæd tendens til, at flere mænd så småt er begyndt at få øjnene op for særligt de hårdere yoga-former og den styrke og smidighed, som eksempelvis bikram giver.

Det oplever Helene Skytte Olesen også i det yoga-center, hvor hun træner på Nørrebro, hvor flere og flere mænd finder vej til det opvarmede lokale. Langt størstedelen er dog fortsat kvinder.

Fysiske smerter uden yoga

Men de resultater, som yogaen giver, kan gavne alle, mener Helene Skytte Olesen.

Personligt har hun fået en langt større fleksibilitet og er f.eks. gået fra at kunne bukke sig 10 grader bagover til nu 90 grader.

Samtidig kan hun tydeligt mærke, hvis hun ikke har været til bikram de tre til fem gange om ugen, som hun plejer.

»Jeg får fysisk ondt, hvis jeg ikke kommer af sted. Jeg er vant til at sidde meget ned, og det er vi jo ikke skabt til som mennesker. Og med min højde kan jeg mærke det,« siger Helene Skytte Olesen, der måler 180 cm.

Hun fortsætter grinende:

»Og så bliver jeg nok også lidt mere irritabel. Med en lang og hektisk arbejdsdag, hvor der hele tiden er nye ting, jeg skal forholde mig til, bliver yoga lidt et frirum, hvor jeg giver mig selv lov til at lukke alt andet ude i nogle timer.«

Artiklens emner
Yoga