Fortsæt til indhold
Livsstil

Undersøgelse: 42 pct. af Tinder-brugere er slet ikke single

Ny undersøgelse viser, at det typiske Tinder-bruger er mand, yngre end 34 år og bor i byen.

Hver dag bladrer brugerne af dating-appen Tinder sig gennem 1,6 milliarder datingprofiler i håb om at finde en partner, men meget tyder på, at næsten halvdelen af profilerne på Tinder allerede er optaget i forvejen. Det er et af resultaterne i en undersøgelse, som det amerikanske analysebureau GlobalWebIndex (GWI) har lavet.

GWI har spurgt 47.000 internetbrugere mellem 16 og 64 år over hele verden om deres internetvaner, og på basis af svarene mener GWI at kunne påvise, at 42 procent af Tinder-brugerne allerede er i et forhold, og at to tredjedele af disse rent faktisk er gift. 54 procent angiver, at de er single mens 3 procent angiver, at de enten er fraskilt eller har overlevet en afdød partner.

Hos Tinder mener man, at der er en god forklaring på det store antal optagede Tinder-brugere.

”Tinder er et socialt netværk, og der er mange måder at bruge Tinder på - Ikke kun dating. Folk bruger det også til at møde nye venner, netværke, og de bruger det til at møde nye mennesker i et område, når de rejser,” udtaler en talsmand for Tinder til den engelske avis The Guardian.

Talsmanden mener derfor ikke, at der er noget odiøst i, at så mange af Tinders brugere er gift eller i et forhold.

Ifølge Tinders egne tal har dating-appen 50 millioner brugere. 62 procent af dem er mænd, mens 38 procent er kvinder, og hver dag bliver bliver 26 millioner af dating-profilerne matchet med hinanden på basis af geografi og interesser.

Undersøgelsen peger også på, at Tinder er et by-fænomen og et ungdomsfænomen. 85 procent af brugerne findes i aldersgruppen 18 til 34 år. og blandt samtlige Tinders brugere, angiver 76 procent, at de bor i en by, 17 procent, at de bor i en forstad til en by og kun syv procent bor på landet.

Trods de 50 millioner registrerede brugere, ser det ud ifølge GWI’s undersøgelse ud til, at Tinder kun har fat i en forsvindende lille del af markedet for online-dating. Således har kun 1 procent af de adspurgte internet-brugere svaret ja til, at de havde en Tinder-profil og af dem angav 70 procent, at de også brugte andre andre dating-sider. For internet-brugerne generelt, er det ifølge undersøgelsen 31 procent, der har en eller anden form for datingprofil.

Artiklens emner
Dating