Fortsæt til indhold
Livsstil

Kæmpe forskel på forsikringspriser

Den dyreste indboforsikring er næsten tre gange så dyr som den billigste, viser en undersøgelse, der kortlægger markedet. Forbrugerrådet Tænk giver gode råd.

Der er tusindvis af kroner at spare på familie- og indboforsikringen, og du kan trygt vælge den billigste.

Sådan lyder konklusionen på en ny undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk netop har lavet.

Rådet har undersøgt prisen for fire forskellige modelfamilier i fire byer i Danmark og taget et gennemsnit af forsikringsprisen. Konklusionen er, at der kolossal forskel på priserne – også selv om dækningen og selvrisikoen er nogenlunde ens.

De ni forsikringer, som rådet har testet, varierer i pris fra 1.741 kr. til 4.927 kr. om året for en modelfamilie.

»Der er så store prisforskelle, at man som kunde i nogle tilfælde kan spare rigtig mange penge ved at skifte forsikring, og dækningen og produkterne er så ens, at man ikke skal være bekymret for at prøve noget nyt,« siger seniorjurist Mads Mølgaard Bräuner, Forbrugerrådet Tænk.

Tre forsikringer i én

Familie- og indboforsikringen indeholder grundlæggende tre forskellige forsikringer.

  • En indboforsikring, der dækker dit indbo, hvis det bliver stjålet, ødelagt ved hærværk eller ramt af skader, som f.eks. ved vandskader eller brand.
  • En ansvarsforsikring, der dækker, hvis du eller andre i din familie uagtsomt er skyld i en ulykke, der medfører skade på en anden persons ejendele, eller hvis personen kommer til skade.
  • En retshjælpsforsikring, der dækker dine sagsomkostninger i visse former for retstvister.

Ansvarsforsikringen er især vigtig, for her risikerer man ellers at ende i stor gæld, hvis man bliver gjort ansvarlig for en ulykke, og ikke har en forsikring.

Lærerstanden billigst

Basisbehovet for familieforsikring bliver dækket med alle ni forsikringer i testen. Selvrisikoen på alle forsikringerne er tæt på 2.000 kr.

Det er en god idé at undersøge markedet og sammenligne priserne mindst hvert andet år.
Mads Mølgaard Bräuner, Seniorjurist, Forbrugerrrådet Tænk

Billigste forsikringsselskaber er Lærerstandens Brandforsikring med en gennemsnitspris på 1.741 kr. uden samlerabat og Alka med en gennemsnitspris på 1.778 kr. uden samlerabat.

Dyreste selskab i testen er uden sammenligning If, der har en pris på 4.927 kr. uden samlerabat. If er 1.500 kr. dyrere end Codan, som er det næstdyreste selskab i testen.

»Det tyder på, at der ikke er særlig meget konkurrence i forsikringsbranchen,« siger Mads Mølgaard Bräuner.

Uigennemskuelige samlerrabatter

Mads Mølgaard Bräuner påpeger, at prisen på en forsikring varierer meget for den enkelte forsikringstager hos de enkelte selskaber. Hvis man selv tjekker sin egen pris på en forsikring, vil den altså variere fra testens priser.

»Det er en god idé at undersøge markedet og sammenligne priserne mindst hvert andet år. De, der kan spare mest, er dem, der har været ved det samme forsikringsselskab i fire år eller derover,« siger han.

Flere af selskaberne i testen opererer med samlerrabat, hvor kunderne får forsikringerne billigere, hvis de har flere forsikringer i det samme selskab.

»Samlerrabatten slører priserne og gør det uigennemskueligt for kunderne, og jeg vil jeg vove den påstand, at man kan finde de enkelte produkter billigere hos forskellige selskaber end samlerrabatten vil give dig,« siger Mads Mølgaard Bräuner.

Snak med selskabet

Ifølge vicedirektør Carsten Andersen fra Forsikring & Pension er det ikke det typiske billede, at priserne falder så forskelligt ud, og han understreger, at konkurrencen på forsikringsmarkedet drejer sig om andet end pris.

»Jeg tvivler ikke på, at Forbrugerrådets resultat er rigtigt, men jeg vil opfordre forbrugerne til at gå ind på Forsikringsguiden.dk og lægge deres egne oplysninger ind. Det er ikke sikkert, at det vil give det samme billede,« siger han.

Carsten Andersens råd er, at man som forbruger skal kigge sig godt for, når man vælger forsikring.

»Dette er en god anledning til at få en snak med sit forsikringsselskab. Hvis der er prisforskel i forhold til andre selskaber, kan der være gode forklaringer på det, men så er det vigtigt at få dem lagt frem. Selvfølgelig er det vigtigt at sammenligne pris, men det er også vigtigt at se på vilkårene,« siger han.