Fortsæt til indhold
Livsstil

10 trends du skal holde øje med i 2015

En delebil, en smart tallerken og en digital pung er på listen.

Det nye år er lige rundt om hjørnet, og det betyder, at der er en masse nye ting, som vi skal til at vænne os til.

Ericsson ConsumerLab, der er et globalt forskningscenter med hovedsæde i Sverige, forsker i forbrugervaner og giver hvert år sine bud på, hvad forbrugerne i fremtiden vil efterspørge endnu mere.

Resultaterne i årets undersøgelse kommer på baggrund af, at man har stillet en masse spørgsmål til 5.024 smartphone-ejere i alderen 15-59 år i London, New York, San Francisco, Moskva, Sydney, Tokyo, Mexico City, Sao Paulo, Shanghai og Johannesburg.

De 10 trends, som du ifølge Ericsson ConsumerLabs undersøgelse skal forberede dig på i 2015 og derefter, er:

  1. Streaming er fremtiden. Vores forbrugsmønstre bliver mere globale, og seerne skifter til video-on-demand-tjenester. Det skal kunne ses på mange forskellige enheder, og 2015 bliver første år, hvor folk ser mere streaming, end de ser traditionelt flow-tv.
  2. Det teknologiske hjem er blevet mere populært. Sensorer til at måle vand- og elektricitetsproblemer, en dørlås, som man kan låse op med sin telefon osv.
  3. Kommunikere via tankens kraft. 40 pct. vil gerne kunne bruge tankens kraft til at kommunikere via deres smartphone, og 66 pct. tror, at sådan en teknologi findes i 2020.
  4. 70 pct. af de adspurgte tror, at intelligente by-apps er på markedet i 2020. Det betyder, at man via sin telefon kan se, hvor der er kø i trafikken, sammenligne sit daglige vandforbrug med andre borgere direkte på sin telefon og andre apps, der gør byerne intelligente.
  5. Deleøkonomi er også på listen. Del din bil, del din cykel, og lej din lejlighed ud, når du selv skal på ferie. 75 pct. af de adspurgte smartphone-ejere er interesserede i sådanne ordninger.
  6. 80 pct. mener, at din gamle tegnedreng bliver erstattet af mobiltelefonen i 2020. 48 pct. foretrækker lige nu at betale for deres varer med mobiltelefonen frem for pungen.
  7. Data fra smartphones skal krypteres. Vi deler mere information med hinanden, end vi nogensinde har gjort før, men over 56 pct. ser gerne, at al informationen, som bliver delt, bliver krypteret.
  8. Vi tror, at teknologi som f.eks. fitness-apps, tallerkner, der kan analysere vores mad, og pulsmålere kan forlænge vores liv med op til to år pr. redskab.
  9. Robotter bliver en del af husholdningen. 57 pct. af de adspurgte vil gerne have en robot til at hjælpe dem med de daglige gøremål i hjemmet. 36 pct. kunne sågar godt tænke sig at have en robot til at holde dem ved selskab.
  10. Børn vokser op med, at alt er forbundet via internettet. Derfor forventer de også, at mere og mere vil være forbundet, når de bliver ældre, mener 46 pct.

Er du enig i de 10 punkter?

Artiklens emner