Hun rækker efter stjernerne

»Maria Wettergren har på fornemste vis bygget bro mellem Danmark og det store udland. Mellem design, kunst og arkitektur. Så i den forstand har hun allerede et bygningsværk på cv’et. Maria Wettergren er en, bogstaveligt talt, enestående forpost for dansk design.«

Så store var ordene forleden, da én af landets største design- og arkitekturpriser, Finn Juhl Prisen, blev uddelt på Ordrupgaard Museum i Nordsjælland. Og den 42-årige prismodtager var åbenlyst glad, da hun modtog hædersbevisningen i form af den store møbelarkitekts smukke høvdingestol i en størrelse, som hun kunne have under armen hjem til Paris.

For Maria Wettergren kommer prisen som en kærkommen anerkendelse af det arbejde, som hun igennem 13 år har gjort for at synliggøre dansk design i byernes by. Hun er både glad for og stolt over at blive hædret for det, som man kan betegne som hendes livsværk, Galerie Maria Wettergren.

Det er første gang, at en gallerist modtager den fornemme pris og de 200.000 kr., der følger med. Og Galerie Maria Wettergren i rue Guénégaud, Paris, er da også enestående. I mange år har udlandet efterspurgt dansk design fra 1950’erne og 1960’erne – Danish Modern, som det kaldes. Men Maria Wettergren formår gennem sit galleri at sælge skandinavisk nutidsdesign i udlandet til priser, der for de flest mennesker lyder som utopier.

Hun har bevist, at der findes kunder til stole, som koster en halv million kroner og er designet af en ung dansker, som er ved at blive et stort navn. Og hun har været med til at åbne døre for unge, danske designere på store, internationalt anerkendte museer. Og spørger man hende om, hvordan hun får overbevist de pengestærke kunder om, at de unge skandinaver er værd at satse på, er svaret:

»Værkernes enestående kvalitet og min egen begejstring. Jeg tror selv på, at de danske og skandinaviske designere kan noget ganske særligt, og alt det, jeg sælger i mit galleri, brænder jeg selv for. Jeg ville aldrig kunne sælge noget, som jeg ikke selv er begejstret for.«

Retfærdigvis skal det siges, at det ikke er helt almindelige stole, der står i Galerie Maria Wettergren. Mathias Bengtssons organiske siddemøbler er f.eks. lige så meget kunst, som de er design. Stolene vokser ud i organiske former, som ikke tidligere er set, og som først nu, efter 3D-printeren er opfundet, er blevet muligt. Cellular Chair er f.eks. simuleret knoglemarvsstruktur, der er blevet forsølvet, mens Growth Chair bugter sig som lianer, støbt i bronze. Tidligere blev en stol samlet af flere forskellige dele, men Mathias Bengtssons vokser frem og skaber banebrydende nyt design. Og det er i det krydsfelt, at Maria Wettergrens galleri hører hjemme. Det er troen på og blikket for det banebrydende design, der gør hendes galleri interessant og hæver det over andre designbutikker.

»Det kan godt være, at nogle af de mere reaktionære sjæle får kaffen galt i halsen, når de ser disse værker, men det var der altså også, da Finn Juhls værker blev udstillet første gang,« siger hun over frokosten på Kurhotel Skodsborg, hvor vi lige kan nå at mødes, inden hun senere på dagen tager tilbage til Paris.

For selv om Maria er født og opvokset i Danmark, er det i Paris, at hun i dag føler sig hjemme. Og sådan har det faktisk været, lige siden hun som 18-årig pakkede sin kuffert og med et af sin fars malerier under armen steg på toget til Paris.

Det startede i Vestjylland

Maria Wettergrens far, Poul Wettergren, er kunstmaler, og efter nogle år på Kreta besluttede han i slutningen af 1960’erne sammen med hendes mor at flytte tilbage til Danmark. I jagten på det perfekte sted havnede parret i Bovbjerg på den jyske vestkyst, hvor lyset, havet, naturen og ikke mindst maleren Jens Søndergaards museum havde en magnetisk tiltrækning. Her kom Maria til verden. I spændingsfeltet mellem den vestjyske snusfornufts jordbundne karakter og det kunstneriske, intellektuelle højtflyvende ditto voksede hun op med egne drømme og længsler. Da hun var 12 år, fik hun Dostojevskijs samlede værker af sin far – og hun læste dem. Hun lyttede lige så gerne til Billie Holliday og Richardt Wagner som til Prince. Og hun betegner sig selv som lidt af en enspændernatur, der, som årene gik, drømte mere og mere om den store verden.

»Jeg havde helt klart nogle drømme og ambitioner at realisere, som det lille landsbysamfund i Bovbjerg ikke kunne hamle op med. Selv om jeg på mange måder holdt meget af Bovbjerg og den storslåede og smukke natur, havde jeg i den grad brug for at komme ud og baske med vingerne. Jeg drømte faktisk på et ret tidligt tidspunkt om at beskæftige mig med kunst i Paris, og Paris stod i et romantisk skær, som passede godt til mit gemyt,« forklarer hun.

Kunst, romance og glamour

Byernes by stod i Marias hoved som den perfekte blanding af kunst, intellektualitet, romance og glamour. Og det holdt stik.

»Jeg mindes mine første år i Paris som et lykkeligt sammensurium af fancy natklubber, hvor Prince faktisk kom og optrådte, og bohemeliv med mine danske veninder, som kom ned og besøgte mig, de intellektuelle samtaler med mine nye, franske venner og eftermiddagene på Louvre, Pompidou og Musée d'Orsay, hvor al kunst, både ny og gammel, blev indtaget med stor appetit.«

Det første år tilbragte Maria som au pair hos faderens kollega, kunstmaleren Jan Sivertsen, og hans kone, journalist og filosof Tine Byrckel, så hun blev i det kunstneriske miljø, og hun blev lynhurtigt forelsket, ikke bare i Paris, men også i en ung franskmand. Da året var omme, måtte hun hjem igen, for hun havde allerede, inden hun tog af sted, indskrevet sig på Københavns Universitet for at læse kunsthistorie. Det blev dog til et langdistance-studie, hvor hun det meste af tiden boede i Paris. Da hun kom til København i 2001 for at afslutte sit speciale, tog hun et studiejob hos Ole Høstbo i hans forretning Dansk Møbelkunst i Bredgade. Allerede året efter blev hun spurgt, om hun kunne tænke sig at tage til Paris og åbne et galleri for Dansk Møbelkunst, og selv om specialet ikke var blevet færdigt, var det et tilbud, som hun ikke kunne sige nej til.

»Jeg havde stadig min franske kæreste, så jeg ville meget gerne tilbage, og den chance, jeg fik der, fandt jeg mere spændende end at gøre mit speciale færdigt. Det var jo en enestående mulighed at få lov til at bygge en ny gallerifilial op fra bunden. Det var en fantastisk tid og nogle forrygende år for design. Der kom meget fokus på design som samleobjekt på det tidspunkt.«

Otte år blev det til hos Dansk Møbelkunst, inden Maria Wettergrens drøm om eget galleri blev så konkret, at hun vovede springet og trodse den studievejleder fra universitetet, der advarede hende mod at stile for højt.

»Jeg kan huske studievejlederens svar, ”at nu måtte jeg vist hellere skrue mit ambitionsniveau lidt ned”, da vi blev spurgt om, hvad vi drømte om at komme til at beskæftige os med efter studiet. Det er sjovt at tænke på, hvordan sådan en sætning faktisk kan have den stik modsatte virkning. Det var en befrielse at komme væk fra janteloven og til et land som Frankrig, hvor man i den grad bliver opfordret til at tro, at man er noget særligt. Jeg har altid været interesseret i samtidskunst, og jeg begyndte at få øjenene op for, hvad de unge danske designere lavede. De optrådte i flere designbøger og var repræsenteret på museer, men de havde ikke noget galleri. Der var en niche, en plads at indtage. Så jeg besluttede mig for at tage chancen og springe ud på dybt vand. Jeg havde lagt mærke til, at der var opstået tilsvarende gallerier i Paris, f.eks. Galerie Kreo, som bl.a. har Bouroullec-brødrene. Jeg var på de samme udstillinger som dem og lagde mærke til, at der var et marked for det, de lavede. Jeg besluttede, at jeg gerne ville ud med dansk og skandinavisk design der, hvor samlerne er. Jeg ville ud og vise de meget fine ting, der laves herhjemme. Det er også derfor, at jeg er meget med på de store messer i Basel, Miami og London, hvor vi kan komme i kontakt med de rigtige kunder. «

Blandt de ”happy few”

Maria Wettergren fandt frem til en liste med 10-12 danske og skandinaviske designere, som hun havde fundet i bøger om nyere skandinavisk design. Hun kontaktede dem, og de sagde alle sammen ja til at være med til opstarten.

»Det var jo fint, at de havde den tillid til mig, inden jeg overhovedet havde bevist noget som helst, men det var jo også en fantastisk mulighed for dem til at få deres værker ud i verden.

Jeg havde en klar idé om, hvordan jeg ville gøre. Frem for at starte forsigtigt op og lade det gro frem, så satsede jeg på en ”hvo intet vover, intet vinder”-agtig måde på den rigtige – og dyre – adresse og deltagelse på messerne, hvor man skal godkendes af en komité. De kendte mig fra min tid i Dansk Møbelkunst og havde åbenbart tillid til mig. De sagde ja til mig på trods af venteliste, så jeg kom ind med det samme blandt ”the happy few”.«

Lanceringen af galleriet faldt sammen med den første udstilling, som hun kaldte ”Danske designere siden 1997”. Hun havde ikke sovet i flere nætter inden.

»Jeg kan huske, at nogle af designerne selv mødte op, og det var jeg helt rørt over. Det var en meget, meget smuk septemberdag, og der var faktisk ret mange mennesker, for det var rygtedes i kvarteret. Den danske ambassadør kom også, og vi fik da også solgt et par værker!«

Måske et galleri i Danmark

For Maria Wettergren betyder Finn Juhl Prisen, at hun nu bliver mere synlig i Danmark, og hun forventer, at det i fremtiden vil blive lettere for hende at komme i kontakt med den danske kunstscene.

»Jeg bliver gladere og gladere for at komme til Danmark. Og jeg vil da ikke udelukke, at jeg om mange år vender tilbage. Tilhørsforholdet begynder at komme igen.

Ud over galleriet i Paris, kunne jeg godt tænke mig på et tidspunkt at få nogle store udstillingslokaler, f.eks. i en nedlagt fabrik, hvor jeg kunne vise noget installationskunst og nogle større værker, måske i Danmark. Det kunne være interessant. For mit galleri er utroligt velplaceret, men det er ikke særligt stort. Og jeg har nogle meget store værker. Astrid Kroghs værker er sommetider syv-otte meter høje.«

I de fire år, som hendes galleri har eksisteret, har hun formået at skabe sig et navn i udlandet, mens vi i Danmark endnu ikke rigtigt har fået øjnene op for hendes arbejde. Hun har brugt alle sine kræfter – og penge – på at blive anerkendt i Paris og på de store, internationale kunst- og designmesser.

»Jeg bliver ved med at satse og investere i nye messer. Det koster en halv mio. kroner hver gang med forsikringer og transport. Det er dyrt, men det er til gengæld også der, at vi møder kunderne, som er i stand til at give de høje priser. Så det er nødvendigt for at få det internationale netværk af museumskuratorer, samlere, indretningsarkitekter og journalister. De kommer på de udstillinger. Og nu kommer de også til de specialudstillinger, som jeg laver i galleriet.«

Krisen har ikke lagt en dæmper på købelysten, snarere tværtimod. Kunstsamlerne vil ikke længere nøjes med serieproducerede møbler, når der hænger Warhol på væggene. Nu skal det være unikamøbler.

Så foreløbig går det godt med at række efter stjernerne. Og for halvanden måned siden flyttede Maria Wettergren ind i en fantastisk lejlighed med udsigt over Luxembourg-haven.

Bor i et ”slot” i byen

»Jeg kan dufte blomsterne og høre fuglene. Det ligner nærmest et gammelt landslot inde midt i byen. Rigtigt barokt med alle mulige kolonner og statuer og kassettelofter og kæmpe pejs. Nærmest lidtsom noget russerne ville finde interessant. Det er fra 1861, og i begyndelsen vidste jeg ikke, om jeg turde flytte ind, fordi det er så langt fra det, jeg laver. Men kontrasten er fantastisk, og det ser forrygende ud med moderne design i de omgivelser. Det er ikke perfekt endnu, men det er meget spændende at indrette. Lidt som at være i en tidsmaskine.«

Lejligheden bliver en forlængelse af Maria Wettergrens galleri.

»Det er selvfølgelig først og fremmest mit hjem, men også et sted, som jeg kan vise frem, og hvor jeg kan skabe events. Det gør man meget i Frankrig. Det er normalt, at man inviterer kunderne hjem til middage og sammenkomster, det er en del af oplevelsen ved at købe noget.

En del af mine kunder er blevet nære venner, men også de, der endnu ikke er så tætte, bliver inviteret. De skal ikke komme for at købe noget, men for at lade sig inspirere. Hovedformålet er at have en god aften. Der er ikke rigtig nogen grænser mellem arbejde og fritid. Jeg er altid på arbejde. Det er mit liv. Det er min passion.«