Jeg går ikke længere på diskotek, og det er jeg ked af

Lotte! Kom lige herover!

Lotte Freddie kigger op og får øje på den blå minkjakke med en langhåret, blå ræv i halsen, som holder op fra rækken af bøjler med efterårets kommende mode. Hun smider, hvad hun har i hænderne, og to sekunder senere smyger minken sig om hende, som ville den aldrig igen give slip.

Lotte Freddie elsker tøj. Og hun elsker sit arbejde. For hvem er ellers så heldig at få løn for at være den første, der ser alt det, som designerne håber på skal fylde folks klædeskabe til efteråret? Lotte Freddie er journalist og modeekspert, og dagen i dag er én af de hårde dage. Der er åbent hus hos de pr-bureauer, som markedsfører tøjet for de forskellige brands, og Lotte Freddie har planlagt besøg hos seks bureauer, der skal besøges inden aften. Bureauerne ligger spredt ud over byen, så et par sneakers ville være det fornuftige valg til dagen. Men Lotte Freddie løber lige så hurtigt på sine stilletter, der ikke bliver skiftet ud, blot fordi hun skal være på farten de kommende otte timer. Og hun har travlt, men dog ikke så travlt, at fotografen ikke får nogle minutter til at knipse hende i den blå mink.

Aldrig i et med gulvtæppet

Næste dags eftermiddag er den værste travlhed overstået, og Lotte Freddie inviterer på kaffe og wienerbrød i haven i Rungsted Kyst. Hun virker afslappet og udhvilet og fortæller, at hun faktisk nåede syv åbent hus arrangementer i går! Hun er stadig på stilletter under en kort, tulipanformet Malene Birger nederdel med et overskørt af blonde. Den violblå kashmir cardigan klæder hendes lyse, skulderlange hår, og om armene ringler diverse store armbånd om kap, når hun gestikulerer. Efter 33 år på henholdsvis Berlingske Tidendes og Børsens mode- og livsstilsredaktioner er Lotte Freddie uden tvivl branchens mest vidende og mest anerkendte modeskribent. Hun har modtaget Årets Respekt ved Dansk Fashion Awards, men respekten går begge veje. For Lotte Freddie har altid behandlet modestoffet med stor respekt, ligesom hun altid har sat en ære i at fremtræde velklædt og stylet i enhver situation. Og én ting er sikkert. Lotte Freddie vil aldrig gå i et med gulvtæppet.

»Jeg elsker farver. Og som Rigmor Zobel plejede at sige, jo ældre man bliver, jo stærkere farver er der behov for. Hun var en skøn dame, Rigmor Zobel. Og hun gik altid i farver,« siger hun og skænker kaffe i de gule kopper med guldkant.

Vi kan meget mere

Og så er vi så småt i gang med temaet for interviewet; alder. Selv om det ikke lige er det, Lotte Freddie helst vil tale om. Faktisk synes hun, det er dødssygt, når journalister absolut skal tale om alder. Nuvel, næste år fylder hun 80, og hvad så? Hendes liv ændrer sig jo ikke, bare fordi kalenderen gør.

»Min generation er meget sundere og raskere end vore forældres. Vi kan meget mere. Jeg laver for eksempel det samme, som jeg altid har gjort. Nej, jeg vil indrømme, at jeg kan ikke mere komme hjem klokken seks og så have 12 mennesker til middag. Men ellers laver jeg det samme. Nogen gange tænker jeg, Gud, nu står jeg på den her kæmpe stige, og hvem vil finde mig, hvis jeg falder ned?« siger hun og slår ud med armen for at vise, hvor højt hun skal op for at save noget af de grene, der er begyndt at skygge for terrassens sol.

»Jeg holder selv haven, men i år tror jeg, at jeg køber blomsterne i Brugsen frem for at stå op klokken fem og tage på torvet, som jeg plejer.«

Pludselig kommer hun på én ting mere, som hun desværre har måttet droppe på grund af alder.

Jeg elsker techno

»Og det er jeg meget ked af - jeg går ikke længere på diskotek. Det er fordi, der ikke er nogen at gå på diskotek med. I udlandet kan ældre mennesker gå på de samme natklubber, som de unge. Der er masser af ældre, der kommer på de gode natklubber i Paris og London, men herhjemme vil folk tro, man var blevet sindssyg! Og så elsker jeg techno. Jeg synes det er så fedt med den der tunge, dumpe rytme. Det er sexet musik. Men hvor skal jeg gå hen med det? Jeg har jo ikke nogen at gå sammen med. Der er i hvert fald ikke nogen af dem, jeg kender, som gider gå til techno. Men ellers laver jeg stadig det samme, som jeg altid har gjort og går i det samme tøj, som jeg altid har gjort. Måske ikke lige hot pants, men ellers ser jeg ikke nogen begrænsninger, blot fordi jeg bliver ældre,« siger hun med let forurettelse, der tyder på, at hun ofte får stillet spørgsmål i den retning. Aldersfascisme, som hun kalder det.

Da Lotte Freddie blev 67 år, fik hun samtidig en fyreseddel fra Berlingske Tidende, der åbenbart mente, at hendes 23 år lange erfaring som førende modeekspert pludselig ville fordampe i glemslens tåger, når hun nåede pensionsalderen.

»Jeg vidste jo, at jeg var god til det, jeg lavede, så jeg kontaktede Leif Beck Fallesen, daværende chefredaktør på Børsen og overbeviste ham om, at Børsen manglede sådan én som mig. Jeg havde en idé om, at Børsen skulle dække mode og livsstil på samme måde som Financial Times, og det kunne han heldigvis godt se,« fortæller hun. Da hun senere blev præsenteret for de øvrige medarbejdere, havde Fallesen sagt, at havde han ikke ansat Lotte Freddie på redaktionen, så ville hun havde fået job i salgsafdelingen!

Nyt job som 68-årig

Det blev et lykkeligt ægteskab mellem Børsen og Lotte. Faktisk nok den bedste tid i hendes liv som modeskribent. Hun fik totalt frie hænder, plejede sit store netværk og blev inviteret på presseture og til modeshows over hele verden. Hun elsker at rejse, og når de andre journalister efter dagens indslag ville op på værelset og have benene lidt op, så var Lotte Freddie på stilletterne, klar til at udforske et nyt sted. Hun kom altid hjem med en rejseartikel med tips om gode restauranter, listige steder og smarte butikker ved siden af modereportagerne. Hun svømmede som en fisk i vandet og var langt fra færdig med det liv, da en ny ledelse på Børsen meddelte hende, at man havde andre planer med hendes stofområde. Ti gode år blev det til, inden hun igen måtte se sig sat skakmat af en usynlig modstander.

»Jeg har selvfølgelig ingen beviser for, at det var på grund af min alder. Men det var en fejl af dem. Det er jeg ikke bange for at sige, for jeg er god til mit arbejde, og jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Jeg kan jo vurdere, hvad der er nyt, og hvad der er værd at skrive om, og samtidig har jeg en viden om tingene, som er noget værd. Mange har den holdning til mode, at det kan man sætte hvem som helst til. Og det er en meget stor mangel på respekt for faget.«

I dag skriver hun for danske Elle, hun er fast modereporter for Dansk Daily under Copenhagen Fashion Week, hun har sin egen blog, Lotteslinjer.com, hvor hun skriver om de seneste tendenser inden for livsstil, skønhed og mode. Og så er hun et omvandrende leksikon, som yngre, mere uvidende journalister ringer til, når de skriver om mode.

»Lige i øjeblikket er jeg meget optaget af en ny bog om dansk design, som jeg er ved at skrive sammen med Folketingets stylist, Pari Khadem. Billederne bliver taget på Christiansborg, hvor Pari har stylet folketingsmedlemmer i nyt, dansk design. Det bliver fantastisk.«

Det, som Lotte Freddie finder så fascinerende ved mode, er, at den fornyer sig hele tiden.

»Jeg er nysgerrig, jeg vil gerne vide alt. Jeg har altid faret rundt og set alt muligt, som ikke lige præcis havde med mode at gøre, men mode udspringer jo af alting. Mode udvikler sig konstant. Du er nødt til at følge med i film, teater og kunst, for det smitter alt sammen af på mode. Man siger, at mode afspejler et samfund, men jeg vil sige, at moden peger fremad. Viser, hvor vi er på vej hen.«

Gennem hele sin karriere har Lotte Freddie været på en mission. At gøre danske kvinder - og mænd for den sags skyld - mere modige i deres tøjvalg. Ikke være så bange for at bruge farver og mønstre og skille sig ud fra mængden. Den mission ser ud til at vokse med årene. Hendes evige krig mod de uklædelige beige og bæ-brune kulører, som danske kvinder åbenbart stadig ender med at købe sammen med sort og grå, fordi de er bange for at lyse op i landskabet, intensiveres. Som foredragsholder rundt i landet har hun givet kvinder en opsang og selv været et lysende eksempel på, at farver og stil ikke er uforenelige størrelser. Engang havde hun taget en nederdel og en bluse med i abrikos og pink, det var nyt dengang, og havde spurgt forsamlingen, om der var nogen, der ville gå i det. En kvinde havde sagt ”næh, det kunne hun i hvert fald ikke tænke sig.”

Blæs på hvad andre siger

»Da jeg spurgte hende hvorfor, svarede hun, at så kunne det være, at der var nogen, der ville lægge mærke til hende! Er det ikke det værste, du har hørt? Det er jo rædsomt! Det er sådan noget, jeg har prøvet at ruske op i, i alle de år jeg har været journalist. Tør noget mere. Brug nogle farver. Som ældre har man ikke den hud og den glød, der kan bære beige. Hvis jeg for eksempel havde beige på, ville jeg jo ligne opvaskevand! Det er en frygtelig ting, at folk, der bliver ældre, tror, at de skal dæmpe sig ned. Det er jo også meget dansk, at man endelig ikke skal føre sig for meget frem. For vel skal man så! Man skal fremhæve det bedste ved sig selv, og så skal man blæse på, hvad andre siger.«

Mange kvinder har beklaget sig til Lotte Freddie over, at der ikke findes smart tøj til kvinder, der har nået en vis alder. Men det er noget sludder, mener hun.

Smart i lilla pels

»For vi kan jo bruge meget af det samme som de unge. Men fordi det bliver vist på unge modeller, så har kvinderne ikke fantasi til at se sig selv i det. Jeg skal jo ikke gå i lårkort, men jeg kan da sagtens gå i korte kjoler. Og hvis nogen synes det modsatte, så er jeg fuldstændig ligeglad! Jeg har altid været bedøvende ligeglad med, hvad folk siger. Jeg har altid turdet noget inden andre gjorde. Jeg kan huske, at jeg engang i London købte en lilla, langhåret, fakefur frakke. Hvor var den smart! Da jeg kom hjem med den, så syntes min datter, at den bare var for meget. Men da der var gået et år, så lånte hun den og fortalte stolt, at det var hendes mors! Hun og hendes veninder har altid lånt tøj af mig, og det tager jeg som en kompliment.«

Sammensætningen er vigtig

I Lotte Freddies omfattende garderobe - hun smider meget nødigt tøj ud, for det bliver altid moderne igen – hænger dyre parisermodeller side om side med smarte kjoler fra H&M. Hun står gerne op klokken fem for at stå forrest i køen, når de berømte designer-kollektioner kommer i H&M butikkerne. Det bedste, hun ved, er at finde noget til ingen penge og ligne en million, når det bliver sat sammen med det rigtige tilbehør. Derfor er det også en leg hver dag, når dagens outfit sammensættes. Forleden til Danish Beauty Award endte det med skørtet fra elverpigernes balletkostume fra Det Kgl. Teaters opsætning af Elverhøj, der sat sammen med en leopardbluse blev hypermoderne. Først og fremmest har det betydning, hvem hun skal være præsentabel over for. Enhver situation kræver sin overvejelse. Dernæst er kunsten at sammensætte tøj og accessoriers, så det gamle tøj bliver nyt igen. Det kan være et lilla bælte og et par lilla øreringe, som løfter en sort nederdel. Og der kan godt ligge en ordentlig bunke tøj på sengen, når hun omsider har fundet frem til det rigtige. Men kan kvinder over 70 virkelig gå med korte skørter?

»Ja selvfølgelig kan de det, hvis de har benene til det! Det kommer an på skikkelsen og på, hvordan du bevæger dig og hvordan du ser ud.«

Det der Botox...

Lotte Freddie har benene, og hun bevæger sig som en 20-årig, også på stilletter. Hvad gør hun for at se så ungdommelig ud?

»Jeg gør overhovedet intet, og det burde jeg. Jeg går i haven, og det er sikkert god motion. Jeg burde gå til noget gymnastik eller sådan noget. Jeg var smaddergod til at spille tennis, men så for fire år siden faldt jeg her i haven og forvred min skulder. Så måtte jeg ikke spille tennis. Jeg må hellere ringe og spørge, om det stadig gælder,« filosoferer hun.

»Jeg kunne godt tænke mig at gå til zumba!« kommer hun i tanke om.

»Men det er også et spørgsmål om tid og penge! For jeg tjener jo ikke så meget, som jeg gjorde før i tiden. Hvis jeg tjener penge, så trækkes det i folkepensionen, så det faktisk ikke kan betale sig at arbejde. Politikerne vil gerne have, at vi bliver ved med at arbejde, men jeg synes, at når man gør en ekstra indsats, så skulle man også have lidt ud af det. Der er grænser for, hvad jeg kan tillade mig. Jeg kan for eksempel ikke rejse lige så meget, som jeg gjorde før i tiden. Det er der ikke råd til.«

Jo, så er der lige det med poserne under øjnene, som hun har fået fjernet.

»Men det der Botox, det er jo gift, man sprøjter ind! Det er ikke lige mig! Det ser måske ok ud, lige når det bliver gjort, men hvad så om ti år? Så kan det være, man ser herrens ud.«