- Opdateret 10/11/2013 kl. 15:11
Sukkersyge skal vandres væk
Sukkersyge skal i verdens største forsøg ved hjælp af mobilen vandre sig raskere med jævnlig vandretræning.
Hver dag året rundt må lægerne lave fod- og benamputationer på danskere som følge af alvorlig sukkersyge.
Havde patienten i tide brugt sine ben, var det måske aldrig sket. Mange tusinde flere var sluppet for andre alvorlige følgesygdomme og livslang medicin.
Afprøvet med succes
Omdrejningspunktet er en ny gratis app til mobilen, Interwalk, som alle også raske danskere frit kan hente i Appstore fra denne weekend. App'en håbes også brugt mod andre store folkesygdomme som KOL og hjertekar.
Bag InterWalk står det store nationale diabetesforskningsprojekt DD2.
App'en er afprøvet med stor succes i mindre skala, men bredes nu ud til en række kommuner over hele landet samt til alle interesserede.
- Vi ville lave noget, der var let at gå til, men effektivt, siger projektleder cand.scient., ph.d. Jens Steen Nielsen fra DD2.
Den nye app bygger på intervaltræning, hvor skiftevis langsom og hurtig gang har vist langt større effekt, end hvis man vandrer i jævnt tempo.
Stabil træning
Samtidig er app'en tilpasset den enkelte brugers formåen. Den forklarer pædagogisk, hvad man skal gøre og sender resultaterne til forskerne, som dermed bliver klogere gennem, hvad der ventes at blive verdens største sukkersygeprojekt.
Intervaltræningen forbrænder mere fedt, bedrer konditionen, blodtrykket falder, og diabetikere får bedre blodsukkerregulering.
Det kan den 49-årige direktør Jim Jakobsen fra Allerød skrive under på. Over tre år har han stille og roligt tabt sig fra 105 til 84 kilo og forbedret sin kondition markant. Endelig har han pludselig ikke længere den sukkersyge, som fik ham i gang med træningen.
- Mit fantastiske resultat skyldes stabil, men langt fra ekstrem træning. I takt med, at jeg kom i bedre form, er vandretræningen suppleret med spinning et par gange om ugen. Til gengæld har jeg ikke lavet radikale kostændringer undervejs, siger han.
Henvendt til type 2 diabetes
Den nye app er kun tiltænkt til brug for patienter med type 2 diabetes, som kan udløses af overvægt, usund livsstil eller være arveligt betinget. Diabetes 2 er den type sukkersyge, der rammer flest mennesker.
Diabetes 1, derimod, er en auto-immun sygdom, hvor kroppens eget immunsystem ødelægger de celler i bugspytkirtlen, der producerer insulin. Denne type diabetes kræver, at man tager insulin flere gange dagligt, mens også daglig motion er en del af behandlingen for mennesker med type 1 diabetes.
Omkring 275.000 danskere har ifølge Diabetesforeningen fået konstateret type 2 diabetes, mens det anslås, at 200.000 danskere har sygdommen uden at vide det.
/ritzau/