Fortsæt til indhold
Livsstil

Danskerne dyrker mest ubeskyttet sex

Undersøgelse viser, at der er behov for seksualundervisning på ungdomsuddannelser, mener Sex og Samfund.

Danskerne har nordisk rekord i at dyrke ubeskyttet sex. Det viser tal fra den svenske organisation RFSU (Riskförbundet för sexuell upplysning).

De unge har brug for viden og handlekompetence om for eksempel sexsygdomme og prævention på det tidspunkt i deres liv, hvor de fleste debuterer seksuelt. Det er det, som gør, at de også senere husker at bruge kondom.
Bjarne B. Christensen, generelsekretær i Sex og Samfund

Det er især de unge danskere, der glemmer at tage kondomet med ned under lagnerne, og i alt svarer mere end hver femte dansker - i alt 22 pct. - at de ikke bruger kondom, når det gælder.

Til sammenligning er tallene 19, 18 og 15 pct. i henholdsvis Sverige, Finland og Norge. For de unge i aldersgruppen 21-35 gælder det, at 3 ud af 10 dropper kondomet, mens det for samme gruppe er 2 ud af 10 i de øvrige nordiske lande.

"Ungegruppen lades i stikken"

RFSUs undersøgelse viser i øvrigt, at den samlede andel af folk der benytter kondom for at beskytte sig mod seksuelt overførte sygdomme, er faldet i hele Norden siden 2009. I Danmark er det tal faldet fra 53 til 46 pct, og det bekymrer Sex og Samfund.

"Det bekræfter, at der er brug for at sætte ind med seksualundervisning på ungdomsuddannelserne på ungdomsuddannelserne. Som det er nu, lader vi ungegruppen i stikken i Danmark, fordi seksualundervisningen stopper, når de forlader folkeskolen," siger generelsekretær Bjane B. Christensen fra Sex og Samfund i en pressemeddelelse.

Han mener, at seksualundervisning på ungdomsuddannelserne også kan have en præventiv effekt på længere sigt.

"De unge har brug for viden og handlekompetence om for eksempel sexsygdomme og prævention på det tidspunkt i deres liv, hvor de fleste debuterer seksuelt. Det er det, som gør, at de også senere husker at bruge kondom," siger Bjarne B. Christensen.

Halvdelen har uopfyldte fantasier

Den svenske undersøgelse viser også, at danskerne generelt er nogenlunde tilfredse, når det gælder sex. Halvdelen af de adspurgte svarer således, at de er tilfredse med deres sexliv.

6 ud af 10 danskere svarer, at et godt sexliv er vigtigt for dem. Det svarer mere præcist til 65 pct. af mændene og 52 pct. af kvinderne.

Endeligt viser undersøgelsen også, at 54 pct. af danskerne har seksuelle fantasier, som de ikke udlever. 16 pct. mener desuden, at deres børn tager så meget tid og energi, at det påvirker deres sexliv negativt.