Direktøren, designeren, moren, hustruen og alle de andre hatte

Jeg har noget med, at jeg gerne vil sætte mit aftryk på tingene,« siger Julie Brandt Dam og hiver et fotoalbum ud af reolen.

Hun bladrer gennem billederne af villaen nord for København, som den så ud, før hun og hendes mand, Thomas Dam, for seks år siden fik fingre i den. Bortset fra, at den stadig er hvid, er det svært at se, at det er det samme hus.

»Sådan er det nok bare med mig. Nogle synes, det er fantastisk med et sted, der er fuldstændigt indflytningsklart, hvor man ikke engang skal male. Det, kan jeg også godt se, er dejligt, men jeg elsker bare at skabe mit eget,« siger designeren og sætter læsebrillerne op i håret.

Hun designer nu ikke boliger lige nu, selv om hun har gjort sin del inden for interiør- og indretningsbranchen igennem årene. Hun har derimod arbejdet i modebranchen, siden hun i 1994 åbnede livsstilskonceptbutikken Rue Verte i København, og for et år siden begyndte hun igen som selvstændig med sit eget tøjmærke, Julie Brandt.

Kan ikke lade være

Hun er nok det, man kan betegne som en fuldblods iværksætter. Hun var kun 21 år, da hun og en partner åbnede Rue Verte, og som 35-årig var Julie Brandt en bærende del af relanceringen af forældrenes tøjmærke, Margit Brandt, senere som kreativ direktør i virksomheden.

»Jeg har den der skabertrang, og jeg føler mig virkelig i live af at udvikle – både mig selv og produkter. Jeg kan slet ikke lade være. Heller ikke nu, selv om jeg stadig er i gang med at få Julie Brandt-brandet op at stå. Jeg får stadig idéer til helt nye universer og projekter,« siger hun og fortæller livligt og med fægtende arme videre om, hvordan hun for eksempel elsker interiør og indretning, hvordan hun fik ideen til at tilføje det til Rue Verte-universet med Rue Verte Plus i 2006, og at hun nok en dag skal komme til at arbejde med den verden igen.

Det er tydeligt, at hun er et passioneret menneske, der lader sig gribe. Af stemninger, af ord, af tanker. Men på trods af det, er hun langt fra flyvsk.

»Jeg kan godt holde næsen i sporet og fokusere. Og det bliver jeg nødt til lige nu,« siger hun.

Alle de andre idéer må altså blive på blokken lidt endnu. Selv om Julie Brandt Dam ellers smadder gerne ville kunne blæse og have mel i munden samtidig, som hun siger. Men hun har alligevel den indbyggede bremse, der gør, at hun – iværksættertype eller ej – ikke er en person, der bare kaster sig hovedkulds ud i alverdens projekter.

»Jeg kaster mig ud i ting, men ikke uden at det er velovervejet. Jeg læser mine lektier først. Uden at det skal være en floskel, så kan vi kvinder nok godt være lidt betænkelige ved at komme ud i situationer, hvor vi ikke kan bunde. Sådan kan det i hvert fald godt være for mig. Men som en af mine venner sagde: ”Kom nu. Nu tager du den båd, sejler midt ud i Øresund, og så springer du ud i vandet. Du ved, du kan svømme! Det har du altid kunnet før – så hvorfor er det, at du ikke skulle kunne det nu?”,« fortæller Julie Brandt Dam.

Som hun sidder i den knælange sorte strikkjole og moderigtige sorte ankelstøvler og i højt tempo fortæller med en selvsikker fasthed i stemmen, fremstår hun ellers ikke den mindste smule usikker. Mere som en stærk forretningskvinde, der ved, hvad hun vil. I virkeligheden er hun begge dele. Hun er bare ikke typen, der bærer følelserne uden på tøjet.

Beslutter, handler, eksekverer – selv

Som det ene af hendes efternavne afslører, er hun datter af designerparret Margit og Erik Brandt, der var blandt 60’ernes og 70’ernes allerstørste danske modeskabere. Det var en ret utraditionel opvækst, men for Julie Brandt Dam var det ikke forældrenes jetset-liv, der gjorde den anderledes. Det var den måde, de opdrog hende og hendes søster på.

»Jeg blev nok ret hurtigt voksen. Min forældre lærte os at være ansvarsbevidste og handlingsorienterede. Der blev lagt stor vægt på, at man gjorde sig umage, og vi lærte at kunne tage stilling uden at være forudindfattede,« fortæller Julie Brandt Dam.

Hun og søsteren Emilie blev ikke beskyttet eller pakket ind i vat. De blev derimod inddraget i familiens beslutninger og så mange andre sider af livet end bare glansbilledet.

»Jeg tror, at mine forældre så os som ligestillede. Som selvstændige individer med holdninger og styrke til at træffe egne beslutninger. Og det er jo skønt og virkelig en gave. Men jeg kunne nok godt have savnet en sparring – eller en facitliste, hvor jeg kunne se, hvornår noget var godt nok. For det er også et lidt stort ansvar at få som barn – at man selv skal handle, selv tage beslutningerne, selv eksekvere,« siger Julie Brandt Dam.

Det betød, at hun for eksempel ikke gik hjem og fortalte, hvis hun havde en konflikt i skolen. I stedet holdt hun det inden i sig selv og løste selv sine problemer.

»Det gør jo én utrolig stærk, men samtidig også ret sårbar. Andre tænker måske: ”Hun kan klare det hele, hun er en sej pige”. Men så går jeg jo alligevel med mange ting indvendig, som folk ikke ser.«

Derfor er der én ting, Julie Brandt Dam har stort fokus på, når det kommer til opdragelsen af hendes egne tre drenge.

»Thomas og jeg forsøger i høj grad at viderebringe meget af det, mine forældre også lærte mig, til vores børn. At de har et åbent sind, mod på livet og lyst til at udvikle sig. De skal bare stadig vide, at vi står i ringhjørnet. Det tror jeg helt sikkert også, mine forældre gjorde, men de satte bare ikke ord på det. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg synliggør mig, også med ord, og aktivt melder mig i ringhjørnet. At jeg kommer ind under huden på vores børn for at mærke, hvor de er, og hvordan vi kan støtte dem bedst,« siger hun.

Forretningskvinden og familiekvinden

Julie Brandt Dam er både selvsikker og sårbar. Og hun er på samme tid mor med stort M og forretningskvinde med lige så stort F. På sin vis er der en form for iboende konflikt mellem den skabende, handlekraftige Julie og den omsorgsfulde, nærværende Julie. Derfor handler det for hende i høj grad om at finde en balance mellem de to kvinder.

»Balance er sådan et brugt ord, men det er virkelig vigtigt for mig at finde en balance. Det er ikke balance i form af work-life balance og alt det der. Det er balancen i mig, jeg tænker på. Mellem at være kreativ og samtidig være den administrative chef. At være ambitiøs, selvstændig forretningskvinde og samtidig være mor, hustru, søster og datter og vide, at jeg gør det hele godt nok,« siger hun.

Det er ikke nemt at finde den balance. Det er noget, Julie Brandt Dam stadig arbejder på. Og en vigtig forudsætning er, at hun ikke er alene om det.

»Det er jo ikke bare mig, og hvilke ambitioner jeg har, der er afgørende. Det handler i lige så høj grad om, hvilket fundament man har. Thomas og jeg har skabt et liv, en familie og nogle skønne rammer sammen. Vi deler mange af de samme værdier og drømme. Vi er gode til at supplere hinanden, og uden vores indbyrdes forståelse og fundament samt hans opbakning, havde jeg ikke haft muligheden for følge mine ambitioner sideløbende med vores familieliv. Både jeg og min mand har karriere, og vi støtter hinanden for at få det hele til at gå op,« siger hun og fortsætter:

»Det handler også om at have en kærlig opbakning på hjemmefronten. Nogle dage kommer jeg hjem og har det fuldstændig, som var jeg blevet kørt over af en godsvogn. Og der er det selvfølgelig dejligst at blive mødt af en, der er forstående og opmuntrende end en, der siger: Hold kæft, nu er du igen træt og sur at se på. Sådan skal det helst ikke være.«

Julie Brandt Dam lægger ikke skjul på, at det ind imellem er hårdt at jonglere både privat- og arbejdsliv. Og selv om den vigtige balance for hende ikke handler om balancen mellem arbejde og privatliv, fylder det element dog alligevel en del i hendes liv.

»Mine børn ser mig da engang imellem frustreret, træt og stresset. Jeg får nogle gange taget nogle energier med hjem, som jeg burde have lagt på kontoret. Det er noget af det, jeg arbejder på. Jeg vil rigtig gerne kunne træde ind ad døren og have lagt arbejdet i en pose ude i bilen. At give slip og være nærværende.«

Er du ikke god til at give slip?

»Jeg er virkelig ikke god til at give slip. Det skal jeg for alvor give mig selv en endefuld for. Jeg kan godt lide at være med i alt – eller jeg ved egentlig ikke, om jeg kan lide det, men jeg ender ofte med det. Også fordi jeg måske føler mig sårbar, hvis jeg giver slip og så lige pludselig ikke har viden om og styr på det område.«

Bananer og balance

Måske det ville være nemmere og bedre, hvis en af de voksne i Brandt Dam-familien droppede karrieren. Men Julie Brandt Dam er uenig i den idé.

»Man kan spørge sig selv, om jeg ville blive et lykkeligere menneske af det? Eller en bedre mor? Og nej, det tror jeg faktisk ikke. Jeg ville nok gå med en masse indestængte ambitioner og drømme, og jeg tror faktisk også, at vores børn trives rigtig godt med, at de kommer hjem til nogle forældre, der er tilfredsstillede og udvikler sig, men i nogle perioder også er udfordrede. Det får de ligesom uden filter. Min ene søn sagde en dag: ”Mor, det er sørme hårdt at starte nyt firma.” Men jeg synes, det er meget fint, at en på ni kan gennemskue, at det ikke bare er en dans på roser. Det er meget sundt, tror jeg, at de kan se, at ting ikke bare kommer flyvende af sig selv,« siger Julie Brandt Dam.

Hun gik selv med aviser, fra hun var 12 år gammel, og hun har arbejdet lige siden. For selv om man er privilegeret i sin opvækst, mener hun, det er vigtigt, at børn forstår, at de ikke bare kan få tingene serveret. Og netop at blive udfordret er en vigtig værdi for Julie Brandt Dam. For det er nemlig her, man rykker sig.

»Jeg har lært at acceptere, at udfordringer, der kan være af negativ karakter, også kan være med til at udvikle og forbedre én. Det er altid godt at være en lille smule uden for ens ”comfort zone”, synes jeg. Det er jo der, at vi egentlig udvikler os,« siger hun.

At udvikle sig er ikke kun vigtigt for Julie Brandt Dam som person. Det er især også vigtigt i forhold til den branche, hun er i. Modebranchen.

»Jeg har stor respekt for alle i min branche. Det er en branche med utroligt mange deadlines, så du skal hele tiden være på og performe, og så skal du hele tiden både genopfinde og videreudvikle dine produkter. Det er ligesom en banan: Der er et tidspunkt, hvor den er perfekt. Men hvis den er grøn, smager den ikke godt. Og hvis den er for brun, smider du den ud. Sådan er det også i cyklussen med dine kollektioner. Hvis man er for tidligt på den, er der ikke nogen, der køber den, og er den to dage over udløbsdatoen, ryger den også bare ud. Du skal hele tiden følge dit brand-dna, den stil og det udtryk, du har valgt, men samtidig finde på noget nyt.«

Igen presser ordet ”balance” sig på. For det er kendetegnende for Julie Brandt, at hun søger balance i alle livets forhold.

»Det er et vidunderligt ord,« siger Julie Brandt med et grin.

Bagagen, erfaringerne og fremtiden

Måske er hendes higen efter balance også medvirkende til, at de seneste par år på mange måder har været de store spørgsmåls tid for Julie Brandt Dam. De store spørgsmål om, hvem hun er, hvorfor hun er sådan, og hvordan hun vil være i fremtiden. Og det har fået hende til at granske det indhold, der indtil videre er fyldt i hendes livs kuffert.

»Jeg har tænkt meget over, hvad det egentlig er, jeg har fået med i bagagen. Både de gode ting og hvordan jeg finder glæde i dem, men også de mere udfordrende ting, og hvordan jeg slutter fred med dem. Jeg har jo mit at bokse med, ligesom de fleste andre. Mit liv er ikke et glansbillede, og jeg er bestemt ikke perfekt. Det er der vel ikke nogen, der er, og måske er det i virkeligheden slet ikke målet,« siger hun.

I denne måned fylder hun 40 år. Og det er en af forklaringerne på, at hun har hevet kufferten frem og vendt og drejet al bagagen og alle erfaringerne.

»I 20’erne og 30’erne bruger man rigtig meget energi på at tage stilling til ens retning i livet, at samle viden og dygtiggøre sig. Når man så når min alder, har man måske bare samlet nok sammen i bagagen til at tage alle de her erfaringer op og begynde at reflektere over dem – og tage stilling til, hvad man gerne vil tage med videre. At se på erfaringerne og oplevelserne og sige: Det her lader jeg blive, det her tager jeg med, og det her, det mangler jeg, så det skal jeg lige samle ind.«

Hun har ifølge hende selv fået en anden indstilling til, hvad hun har fået med i bagagen, end hun havde for et år siden.

»Jeg tror, at jeg nu meget bedre kan se, hvilke fordele jeg har fået med. For eksempel i forhold til de afsavn, der måske har været i min opvækst, så i stedet for at se det som en fejl eller mangel i mit liv, så kan jeg også se fordelene i det nu,« siger hun.

Julie Brandt Dams refleksioner og roden rundt i bagagen er til dels udløst af, at hun er nået forbi 20’erne og 30’erne. Men det står ikke alene.

Den dag, der gør mest ondt

For godt halvandet år siden, den 24. oktober 2011, mistede Julie Brandt Dam sin mor. Hun gik bort efter fem års alvorlig sygdom med lungesygdommen KOL og blev bare 66 år gammel.

»Der var en, der sagde til mig: ”Den dag, der gør mest ondt, er den dag du vågner, og din mor ikke er det første, du tænker på.” Aj, jeg kan blive helt ked af det stadig ...,« siger hun og holder vejret et kort sekund, inden hun fortæller videre:

»Og jeg kan huske den dag. Det handlede ikke om dårlig samvittighed. Det var det der med, at hun nu gled lidt længere væk. Og det havde jeg slet ikke lyst til. Men det var på en måde også ret dejligt med lidt luft. At det ikke var det første, der skulle fylde mig. Det er ikke rart at vågne med sorg og afsavn hver morgen og være ulykkelig. Men samtidig gik det op for mig, at jeg nu var ved at heles – og det gjorde enormt ondt.«

Midt i sorgen, og som Julie Brandt Dam langsomt begyndte at heles, bevirkede hendes mors død, at store tanker om livet, det levede, det nuværende og det fremtidige, bankede på.

»Man står ligesom og kigger ned i afgrunden med hele ens eksistens. Der er mange ting, man skal forstå, glædes over, acceptere og forsones med. Det er alt fra oplevelser til sygdom og spørgsmålet: ”Hvorfor skulle jeg miste min mor?” Det skal man alt sammen have bearbejdet. Det ved jeg egentlig ikke, om man nogensinde helt får. Men du får godt nok tænkt meget over livet. Det gjorde jeg i hvert fald, og det gør jeg stadig …,« fortæller Julie Brandt Dam.