Kærlighed... og død

Det møde, I nu skal høre om, udspiller sig på en ganske almindelig aften. Almindelig på den måde, at der overhovedet ikke var lagt op til, at netop denne aften skulle blive en af de mest mindeværdige i Ankers liv. For man kan næsten blive helt svimmel af at tænke på, hvor mange glæder, hvor mange oplevelser og hvor mange liv der kan føres tilbage til dette tilfældige møde i KB-Hallen. Der er dog en indbygget skrøbelighed. For hver eneste gang denne første fortælling om Anker og Ingrid er blevet overleveret, enten mundtligt eller skriftligt, har den forskudt sig en smule fra virkeligheden. Se bare på datoen.

I alle de tidligere bøger, også i Ankers erindringer ”Fra Christianshavn til Christiansborg”, udspiller dette første møde sig den 10. april 1948. Men slår man op i Ankers håndskrevne dagbog fra 1948 og finder teksten »mødte sød pige (Ingrid Qvist), som jeg aftalte møde med«, hedder datoen tirsdag den 20. april. Sådan kan der være flere unøjagtigheder, men hovedsporene står givetvis, som de altid har gjort. Sammen med et par af sine kammerater var 25-årige Anker Jørgensen taget til socialdemokratisk møde i KB-hallen for at høre sin partiformand og statsminister, Hans Hedtoft, holde tale. Fremmødet var skuffende, men det ændrede ikke ved slagets gang. Først var der underholdning. En musiker stillede sig foran fem massive klokker med hver deres størrelse og klang. Han gav sig til at spille. Klokkernes toner gled ud i salen og flød sammen til musikstykker og kendte melodier. Bagefter gik Hedtoft på talerstolen for at tale om det nordiske samarbejde. Han sagde, at vi belært af historien, særligt de to verdenskrige, måtte indse, at samarbejde på tværs af landegrænserne var det eneste rigtige. I den henseende måtte de nordiske lande, der var så nært beslægtede, arbejde tæt sammen, så de kunne agere bindeled mellem øst og vest og danne forbillede i Europa. Anker så op på sin statsminister, denne energiske herre, der beskrev visionerne for det nordiske samarbejde på et affekteret århusiansk og svingede sine sætninger ud i et fast staccato. Hedtoft brugte de fem klokker med deres forskellige størrelser og klange som billedet på de nordiske lande, der til trods for forskelligheder gav en smuk harmoni, når de »spillede« sammen. Bagefter var der dans. Egentlig var Anker ikke så oplagt.

Over for kammeraterne luftede han tanken om at tage hjem. Arh, han kunne da lige blive og tage en enkelt svingom, mente de. Og så var det altså, han fik øje på den unge kvinde i den grønne spencernederdel og bød hende op til dans. Hun hed Ingrid og var fra en lille by ved navn Pindstrup. Det lå ovre på Djursland, forklarede hun. Jamen Pindstrup, den kendte Anker da godt! Det var jo verdens centrum, sagde han og fortalte, hvordan hans matematiklærer på aftenkurserne til præliminæreksamen, Janus Bach, havde fortalt om sin hjemstavn, Pindstrup. Han havde tegnet en jordklode på tavlen og kunne ved hjælp af ekvilibristiske beregninger tegne en meridian, der skar igennem den lille by på Djursland og et punkt på den anden side af jordkloden. Pindstrup var altså et af verdens to centrummer. Den havde Ingrid alligevel ikke hørt før. De dansede adskillige danse, inden Anker drog hjem med Ingrids telefonnummer i hånden. Her deler den hidtidige fortælling sig igen fra det, der nok må siges at være virkeligheden. For ifølge de tidligere bøger om Anker går der fire-fem uger, før han ringer hende op. Hun udbryder: »Nå, så kunne du ringe. Jeg troede, du havde glemt mig«, men takker alligevel ja, da han inviterer hende til sammenskudsgilde i FDB. Men af Ankers dagbog fremgår det, at han allerede fem dage senere har inviteret hende med til tillidsmandssammenkomst i Saxogade. Halvanden uge efter er hun så hans ledsager til sammenskudsgildet i FDB. Siden indtager Ingrid flere og flere dagbogsblade, indtil hun et halvt år efter deres første møde får en fast plads i Ankers dagbog og liv, da de bliver gift i Marie Magdalene Kirke på Djursland den 6. november 1948.

»Jeg tænkte jo slet ikke på, at jeg skulle finde en kvinde derude i KB-hallen,« siger Anker, imens vi går videre ad fortovet langs Valby Langgade. »Det gjorde jeg virkelig ikke. Men jeg dansede med hende et par gange, og så aftalte vi, at jeg ville ringe. Sagen er, at jeg virkelig følte, det var en god pige, hende der.«

»Hvad var det for et indtryk, du fik af Ingrid?«

»Kvalitet,« griner Anker. »Ja, det er jo et underligt firkantet ord. Men hun var solid og havde alligevel fantasi. Hun var ikke specielt åndeligt vågen, men i praksis var hun. Altså, hun bevægede sig ikke i en dybsindig, filosofisk verden. Hun var praktisk helt ud i fingerspidserne, en ideel husmor, og så besad hun en enorm modenhed og selvstændighed. Hun var jo ansvarsbevidst, så det var helt utroligt. Det stammede nok til dels fra hendes arbejde som barneplejerske. Og det var jo i øvrigt et job, jeg havde sympati for. For det handlede også om det sociale; omsorg og så videre.« Anker smiler. Kinderne virker en smule rødere.

»Så jeg blev ret hurtigt en smule varm på hende ... Altså, jeg tror ikke, jeg har været hjerneforstørret varm, hvis du forstår. Der er nogle, der bliver helt tossede. Det blev jeg vist ikke. Jeg havde benene på jorden alligevel. Men jeg var meget glad for hende.«

Vi krydser Valby Langgade med kurs mod S-togs-stationen.

»Der var jo noget, jeg ikke fik at vide den aften,« siger han og stopper op. Sådan er det tit med Anker. Hvis en historie virkelig optager ham, stopper han op, sådan at al fokus er på det fortalte. Ofte sker det de mest ubelejlige steder, som eksempelvis nu, hvor han har sat stokkene i asfalten midt på Valby Langgade. Der er ikke biler i den umiddelbare nærhed. Alligevel foreslår jeg, at han måske skulle henvise fortællingen til fortovet. Hans bentøj sætter i gang, og kort efter ruller fortællingen på ny – på fortovet.

»Det viste sig jo, at den kvinde, jeg havde mødt, havde en datter med en mand, hun ikke var sammen med. Det fandt jeg først ud af nogen tid efter,« siger Anker.

»Var det ikke en smule kontroversielt dengang at have barn med en mand, som man ikke levede med?« spørger jeg.

»Jo, det var det måske nok. Men det betød altså ikke noget for mig. Jeg havde efterhånden lært Ingrid godt at kende, og så pludselig en dag brød hun sammen. Det skal ikke dramatiseres unødigt, og jeg kan ikke helt huske, hvordan vi kom til at snakke om tingene, men det var på mit værelse i den lejlighed, hvor jeg boede på Øresundsvej. Og så fortalte hun altså, at hun havde et barn.«

»Hvordan reagerede du på det?«

»Det følte jeg slet ikke som et problem. Tværtimod. Jeg sagde næsten omgående: »Jamen herregud, Ingrid. Det er da dejligt!« Noget i den retning udbrød jeg. Og hun kneb selvfølgelig et par tårer. Og så fik jeg billeder at se af den lille pige. Hun hed Kirsten og var den mest vidunderlige lille krøltop, man kunne forestille sig. Sådan en lille Shirley Temple. Det var jo en stor barnestjerne på det tidspunkt.«

Vi begiver os hen til elevatoren, der kører op mod perronen.

»Jeg ved ikke, hvem faderen til Kirsten var, altså ikke, fordi det har været nogen hemmelighed, for Ingrid har sagt det. Men jeg ville ikke spørge så meget ind til det, for så virkede det måske, som om det skulle være afgørende. Akkurat som jeg i politik havde mine principper, så havde jeg også principper i mine familieforhold.

»Hvad kunne det være for et princip i den her sammenhæng?«

»Ikke andet, end at der ikke skulle være nogen form for fordømmelse. Det var et meget vigtigt princip. Det skulle bare gå med kærlighed, og Ingrid skulle føle, at hun havde fået en mand, der ikke borede i hendes fortid.«

»Men det er da sjovt, at du var så afslappet omkring, at der pludselig sprang en lille pige op af æsken. At du slet ikke blev skræmt af det ...«

»Overhovedet ikke. Jeg så det som en gevinst. Det lyder næsten agitatorisk, men jeg syntes, det var dejligt. Og det bandt mig endnu mere til Ingrid.«

Efter at have taget S-toget til Valby Station stiger vi på en gul bybus. Chaufføren spørger os, hvor vi skal af. Vestre Kirkegård, svarer vi og sætter os. Pludselig sidder jeg med Anker i øjenhøjde. Det giver en kontakt, som er svær at opnå, når han går ved siden af mig med hovedet bøjet mod jorden. Over for os sidder en midaldrende kvinde i lilla jakke og betragter Anker indgående. Hun smiler og kigger så betaget på ham, at man tænker, hun snart bliver nødt til at sige et eller andet, ligesom for at vedkende sig sin interesse. Men hun siger ikke noget. Hun smiler bare og kigger videre. Jeg drejer hovedet, til mine øjne møder Ankers.

»Hvordan vil du beskrive dit og Ingrids ægteskab?«

Han har stablet armene vandret hen over de stående stokke.

»Det var stabilt og vedvarende. Godt og lykkeligt. Vi gik jo ikke rundt og grinte hele dagen, men det var et lykkeligt ægteskab. Jeg følte i alle de år, vi var gift, at jeg havde en at dele livet med. Det lyder så smukt. Og det var det også.«

»Man siger jo også, at ægteskabet er i medgang og modgang.«

»Ja, men jeg erindrer altså ikke, at vi har haft noget, der kunne kaldes modgang. Der var ikke større kontroverser, ingen jalousi, og der var ikke andre inde i billedet. Man kommer selvfølgelig ud i nogle situationer, hvor man kan være uenige, så det smitter af på humøret, men det er jo en del af det. Det er med parforholdet, som det er med alle andre sider af livet, at alt jo ikke bare lykkes i det uendelige. Det har været et ægteskab, der tog hverdagen og dens problemer fra en ende af, uden at det gav anledning til modsætninger. For os var kærlighed at følges ad gennem hverdagen. Det gjorde vi i 50 år – og det måtte gerne have varet endnu længere.«

Vi stiger af bussen og står kort efter inde på Vestre Kirkegård. En cyklist med sølvgrå cykelhjelm på hovedet triller forbi på den asfalterede vej foran os. Krattet, der indtil nu har fulgt os til begge sider, hører op og lader kirkegården udfolde sig for vores øjne. (…)

Vi taler videre. Om Ingrid som førstedame, hvilket hun var på sin helt egen facon. Hun spillede aldrig førstedame, hun var bare Ingrid. Og det havde Anker det godt med. Hvordan hun var en solid støtte, Anker var glad for at have med sig i udlandet ved diverse officielle arrangementer. Og at Anker synes, hun klarede det flot, selv om hun ikke snakkede engelsk. Og så var der på hjemmefronten. Hvordan hun smurte pølsemadder og skænkede snaps for Anker, når han kom sent hjem fra Statsministeriet. Hvordan hun hurtigt arrangerede frokost, når den socialdemokratiske top, journalister eller andre politikere kom forbi til improviseret møde på Borgbjergsvej eller i sommerhuset. Hvordan hun var en omsorgsfuld mor for deres fire børn og en omsorgsfuld kone for Anker, der ofte kom sent hjem til en pakket kuffert, når han skulle tidligt af sted næste morgen. Men det er, som om billedet af denne fantastiske husmor og dejlige kone smuldrer, mens vi går. Dels fordi mange af detaljerne har forladt Ankers hukommelse, dels fordi omgivelserne tvinger kærligheden i knæ.

Alle disse grave. Mange af dem med to navne på. To mennesker, der levede sammen og nu ligger døde under den samme sten. For hver gravsten, vi passerer, dør Ankers kærlighed en smule. Den lykkelige fortælling om ham og Ingrid bliver datid, hendes død nutid, og det er, som om kærligheden endegyldigt vil blive begravet, når vi når gravstenen bag den lille sø.

»Søen ligger herovre,« siger Anker.

»Skal vi plukke nogle vintergækker og lægge dem på graven?« spørger jeg.

»Ja, der er nogle der. Er det nogen, der kan plantes igen, tror du?«

»Nej, jeg tror det ikke.«

»Nej, nej. Men det er fint. Tag endelig nogle stykker,« siger han.

Kort efter står vi ved Ankers sidste hvilested. Synet er så smukt, at man rammes. Solen slipper sine stråler over området, der kaster farverne tilbage. En sti af små perlesten slanger sig rundt om søen og om til Ingrids grav, som en dag også vil blive Ankers. En linje af grave ligger under de høje træer langs med stien. Deres indhuggede bogstaver stirrer ned over den grønne skråning, der glider ned i vandet og bliver søens bund. Søen ligger lavt og vrider sig af kulde. Midt i den hæver et lille andehus sig nogle centimeter over den frosne vandoverflade, der ligesom tiden står stille. Et rødegern springer fra et nåletræ til et andet, imens en skade skiftevis flyver og falder hen over himlen. Fuglesang fletter sig sammen til et tyndt lydtæppe, imens lyden af vindens blide tag i de høje træer lægger sig som en blød dyne over stedet. Her er man i ly af verden, her finder man ro. Vi suger følelsen ind og puster luft ud. Så går vi ad stien, nedad skråningen. Perlestenene knaser under vores sko. Anker ser på mig. På hovedet bærer han sin uldne tophue med kvast. Ørerne stritter uden for huen, hvilket skænker den gamle mand et frækt, drenget udseende.

»Når du går her, må du huske at bemærke navnene,« siger han og giver sig til at kommentere gravstenene, vi går forbi. Niels Matthiasen ... »Kultur-Niels kan du kalde ham. Der har aldrig været en kulturminister som ham,« siger Anker. Knud Jespersen ... »Det var kommunistlederen. En af dem, jeg har været ude og diskutere hårdt med.«

Billedhugger Kai Nielsen, socialistisk forfatter og politiker. A.C. Meyer ... »Og her ligger så Edith Olsen, formanden for Kvindeligt Arbejderforbund. Hun var en kraftig dame. En rigtig formand,« siger Anker. Han stopper op og vender sig mod den frosne sø.

»Det er et mægtigt lys i øjeblikket, hva’?«

Og så falder hans øjne tilbage på stien.

»Jeg ligger derhenne ad,« siger han og peger den ene stok fremad.

»Du ligger der vel trods alt ikke endnu,« siger jeg.

Anker ryster på hovedet og sukker i et grin.

»Nej, min kone ligger der, og jeg kommer til at ligge der. Jeg skal brændes, og så bliver min aske puttet ned i en urne magen til Ingrids. Den er lavet af min datter, Mette, som er meget kunstnerisk og en dygtig keramiker.«

Der ligger hun så. Ud til stien, på den anden side af søen, der i øvrigt bliver kaldt »Det røde hav«, fordi størstedelen af de mennesker, der ligger omkring den, har repræsenteret den danske arbejderbevægelse. Hjørnerne runder en smule, men ellers er det en næsten kvadratisk sten, der står plantet foran en lille underskov af vedbend. Midt på stenen står hendes navn, »Ingrid Jørgensen«. Længere nede »1922 – 1997«, og allernederst er teksten »Socialdemokratiet« ved at blive slugt af mulden. Den må være sunket en smule.

Ingrid døde den 18. oktober 1997. I foråret var hun blevet diagnosticeret med ALS, en aggressiv form for sklerose, hvor nerveceller går til grunde, og musklerne lammes én efter én. Dette til trods forbliver den ALS-ramte ved fuld bevidsthed gennem hele forløbet. Selv om Anker var i kontakt med læger, der kunne fortælle om enkelte mirakuløse helbredelser, var dommen klar: Ingrid skulle dø.

»Jeg mistede hende langsomt til sygdommen. Det blev værre og en gang imellem måske lidt bedre, men det gik dybest set kun en vej. Det var jo en dødsdom, hun havde fået, men den kom utrolig gradvist. Mod slutningen var hun ikke længere min Ingrid i normal betydning,« siger Anker efterfulgt af et lille suk. Øjnene søger efter svar i den sunkne sten.

»Husker du, da hun døde?« spørger jeg.

»Ikke i detaljer. Men det står stadig i hukommelsen. Ikke som en konstant plage, men som noget, der gav og stadig giver nogle stik i hjertet, eller hvor det nu stikker,« siger Anker. »Det er jo utroligt, hvad mennesker kan acceptere, når de skal acceptere det. Livets realiteter kan man jo ikke ændre på. Døden er der jo også som en realitet, og man ved allerede, når man gifter sig, at døden før eller siden kommer til at skille en fra ens hustru. Men da Ingrid døde, var jeg jo et aktivt menneske, der havde travlt med foredrag, møder og så videre. Det gjorde, at hverdagen fortsatte. Men det var noget fuldstændig fundamentalt, at hun døde. Selvfølgelig var det det.«