Humlebien, der ikke ved, den ikke kan flyve

Undskyld,« beklager Christine Feldthaus, mens hun nærmest flyver ind ad døren. Sveddråberne kan stadig anes på hendes ansigt. Hun visker hurtigt dråberne væk med træningstrøjen og sætter sig ned. Hun kan ikke lide at komme for sent til aftaler, men spinningtimen i en nærtliggende by ved Løkken trak ud. 50-årige Christine Feldthaus er på turné i Nordjylland og kan lige presse et interview ind på et galleri - mellem sine oplæg, sin 50- års-fødselsdag og sit liv. Hun er kendt for tv-programmerne ”Kender Du Typen” og ”So Fucking Special”, men inden hun blev et kendt ansigt på tv, arbejdede hun sig op helt fra bunden uden nogen relevant uddannelse og endte som direktør i et reklamebureau. Det er blandt andet hendes naturlige fandenivoldskhed, der har fået hende hertil, mener hun selv.

»Jeg har bare sprunget ud i tingene uden ret megen frygt. For jeg har troet på, at jeg kunne fuldføre tingene. Min vindermentalitet er stærk, jeg ligger ikke under for janteloven og har ikke så mange stopklodser. Jeg går efter mine mål og tror, jeg kan flyve, selv om jeg godt ved, jeg ikke kan. Det er som humlebien, der er dårligt flyvende - og lidt for tyk. Det er et godt billede af mig,« forklarer Christine Feldthaus alvorligt, mens hun kigger tilbage på et liv levet i buldrende fart.

Et liv, hvor arbejdet kom i første række.

Ti år med 400 km/t.

I Shanghai findes der et magnetsvævetog, der kører op til 430 kilometer i timen. Det tog følte Christine Feldthaus, at hun steg på hver morgen i ti år.

»Da jeg arbejdede på reklamebureauet, knoklede jeg 24 timer i døgnet, samtidig med at jeg skulle passe min lille søn. Man stod ikke af på nogle stationer på det lyntog, jeg kørte i. Det drønede bare derudad, og det var nogle pissehårde år, fordi der ikke var plads til andet end arbejdet. Der var ikke engang plads til at trække vejret, så jeg var ret presset. Men jeg tog mig ikke tid til at slappe af, for jeg ville ikke skuffe mine kunder. De var jo alle vigtige for mig og for firmaet. Det var et valg, jeg tog og levede med i ti år.«

Men Christine Feldthaus tænker ikke negativt tilbage på den tid, fordi hun udviklede sig og fik en masse ud af det. Også selv om hun ikke prioriterede andet end arbejdet. Den livsstil er dog ikke hende mere. Men det tog hende ti år at lære at sige nej til opgaver.

»Nu hvor jeg kigger tilbage på det, kan jeg se, at det liv på lang sigt var uinspirerende og ikkeudviklende. Gudskelov skal jeg aldrig derhen mere,« siger Christine Feldthaus, mens hun sorterer i sine mange minder i hovedet.

Hun har meget at fortælle, og hun fortæller det hurtigt. Så hurtigt, at selv en garvet notetager kan have svært ved at følge med. Christine Feldthaus tanker er længere fremme i forhold til de talte ord. Og nogle gange også omvendt. Så hun tager sig lige en håndmad, mens noterne bliver nedskrevet, inden Christine Feldthaus bliver sat på play igen.

Jobbet før sønnen

Når håndmadden er spist, og noterne rettet ind efter talestrømmen, forklarer Christine Feldthaus, at den dårlige samvittighed prægede hende i de åndeløse år, hvor hun ikke havde tid til andet end arbejde. Det gik nemlig ud over hendes søn. »Det var meget hårdt at have et lille barn og være direktør samtidig. Han græd i perioder hver dag, når jeg afleverede ham i institutionen. Det var ikke nemt. Selv om jeg vil få tæsk for at sige det her, så sendte jeg ham i vuggestue, selv om han var syg. For eksempel ringede de fra børnehaven og sagde, at han havde øjenbetændelse, men jeg prioriterede mit møde højere og hentede ham ikke før tid. Men jeg havde dårlig samvittighed over, at møderne trak ud. Og når jeg var sammen med min søn, havde jeg dårlig samvittighed over, jeg ikke var på jobbet. Jeg er ikke et eksempel på en speltmor. Men jeg har ikke fortrudt de valg, jeg har taget.«

Christine Feldthaus tager en kort tiltrængt tænkepause og konkluderer hurtigt, at hendes nu 17-årige søn er kommet helskindet igennem indtil videre. »Min søn er ikke blevet ulykkelig af, at jeg prioriterede mit job frem for ham. Han har lært, hvordan han klarer sig i dette liv, og han fungerer pisse godt socialt.«

Christine Feldthaus ved godt, at det er langt fra alle, der har samme syn på, hvordan man skal opdrage sin børn, men hun tøver alligevel ikke med at lufte sit synspunkt. Hun læner sig tilbage i stolen, folder hænderne og forklarer:

»Vi har i Danmark enormt travlt med at tale om, hvordan vores børn har det. Vi skal i stedet løfte børnene op i vores verden. Man kan selvfølgelig godt lege med dem samtidig med at løfte dem mentalt op. For eksempel skal vi voksne ikke ligge på gulvet og sige som et futtog. Men at samle Lego med sin søn kan være brugbart, fordi det stimulerer ham. Jeg har heller ikke ladet ham vinde i spil hele tiden. Børn skal nemlig være borgere i en stor verden. De skal støttes og udvikles til en dag at kunne klare sig i de voksnes verden.« Det var Christine Feldthaus’ daværende kæreste, der gerne ville have et barn. Han gav hende et ultimatum. Enten skulle de få et barn, eller også skulle deres veje skilles. Christine Feldthaus nedfældede en for og imod-liste, og da der var flere krydser på plussiden, og da kæresten var et stensikkert farpotentiale, gik hun med til at få et barn. Men de stoppede ved det ene barn. »Det var det bedste valg i mit liv at få et barn. At få børn er det, der lærer en allermest om, hvad livet handler om. Men vi stoppede ved ét barn, fordi min karriere var vigtigere for mig i den periode.«

Mod …

Selv om Christine Feldthaus følte, hun kunne flyve igennem livet med lyntogets hastighed, blev det alligevel for meget for hende. Hun kigger ud ad vinduet, og går pludselig ned i talegearet, mens hun langsomt fortæller om dengang, hun hev i nødbremsen.

»Stress var en stor del af min hverdag, og til sidst blev det nok. Det kræver enormt mod at kaste sig ud i nye perioder og udfordringer. Men livet skal jo give mening, og hvis man ikke tror på reinkarnation, skal man have det bedste ud af den tid, man har. Vi er her kun gennemsnitligt i cirka 78 år. Og det kan føles som et brøkdel af sekund. Så hvert menneske skal tage hvert sekund alvorligt. Også mig. Så jeg sagde til mig selv: »Feldthaus, nu er det nok med det hæsblæsende liv.«

Christine Feldthaus fandt ud af, at det handler om, hvad man vil sige ja til, og hvad man skal i livet. Nu tænker hun over, hvad hun prioriterer. Hendes mantra er: Is it good for you, good for me and good for the world? Pointen er, at alle tre ting skal være der, før hun siger ja til en opgave.

»Nu er jeg meget fokuseret og mærker efter, om jeg kan få en oplevelse ud af en opgave og levere noget samtidig. Hvis jeg kan det, bliver det en succes. Ellers siger jeg nej til jobbet. Jeg er klar over, at det er privilegeret at træffe sine valg på den succesbaggrund. Og jeg lyder måske arrogant, men det er jeg ikke. Jeg gør bare, hvad der er bedst for mig selv, for modparten og for omgivelserne. Hvis der er noget, der ikke fungerer for mig, laver jeg det om. Jeg gider ikke at spilde mit liv, for der er ingen tid at spilde.«

… og modgang

Den indstilling har hun også til parforholdet og kærligheden. Hvis det ikke fungerer, og man ikke kan reparere det, så skal man måske bryde op. »Jeg har aldrig tudet min røv i laser i månedsvis. Det er ikke min idé med livet. Jeg slikker sår i en periode, som alle andre – og går videre. Jeg er nok generelt mere optaget af udvikling end selvmedlidenhed. «

Christine Feldthaus’ adskillelse fra sin søns far var hård for hende, fordi familien delte bopælen. Men omvendt er faderen til sønnen, Alfred, også hendes tætteste ven i dag.

»Vi har kæmpet for og besluttet at være der for hinanden og sidde i hinandens benende, når vi skal herfra. Og det kommer vi til at holde.« Christine Feldthaus afbryder sig selv og tager sin hårelastik ud af det stadig fugtige hår, som er beviset for, at hun har kæmpet hårdt på spinningcyklen.

»Jeg har forbrændt 1.000 kalorier i dag, men jeg er stadig tyk,« indskyder hun helt alvorligt, selv om mange vil mene, hun ikke vil være godkendt til kategorien ’tyk.’

Det er dog ikke kun spinningcyklen og vægten, hun har måttet kæmpe med. Hun har også måtte kæmpe for at få lov til at snuse til succesen og blive i odøren.

»Jeg har kæmpet og arbejdet som et svin i 25 år for at nå hertil. Så det har hverken været held eller tilfælde, som har fået mig gennem karrieren. Jeg har gjort en dyd ud af, at skulle gøre mig umage. Og det skal jeg stadigvæk gøre, hver gang jeg får en opgave. Jeg skal bruge flere kræfter, fordi jeg ikke har nogen uddannelse. Jeg har aldrig fået undervisning i, hvordan jeg skal agere som tv-vært, foredragsholder, forfatter eller direktør. Det har været en udfordring, men jeg har lært mig selv det, og jeg siger stadig ja til ting, jeg egentlig ikke har en uddannelse inden for. Jeg forbereder mig bare til det og lader mig ikke begrænse, da jeg ikke er faldet. Endnu. Heldigvis. Det viser, at livets skole har virket for mig.«

Fucking Special

Christine Feldthaus er ikke den eneste, der har arbejdet sig til en direktørstilling helt fra bunden, så hvad er det, der gør hende speciel nok til, at hun får taletid i pressen, og folk stadig gider at se hende på tv?

»Jeg føler ikke, jeg er ”so fucking special”, men det, der gør mig speciel, er mit lyse sind og troen på, at det hele nok skal gå. Og så har jeg en let gang på jorden i forhold til dem, der slæber sig af sted med tunge skuldre. Det vil sige, jeg prøver ikke at se problemer, der ikke er synlige. Jeg har heller ikke øre for folk, der siger grimme ting om mig. Jeg lytter ikke til ukonstruktiv kritik, for det bliver jeg ikke dygtigere af,« siger Christine Feldthaus meget beslutsomt.

Men hvordan kan kritik bare prelle af hende, som vanddråber på en svanes fjer?

»Det er noget, jeg har skullet øve mig meget i. Den første hademail, jeg fik, var fra en seer, der mente, at jeg var talentløs og bredte skam over DR. Det var hårdt at få at vide. Nogle gange bliver jeg ked af det, men så tænker jeg det igennem og deler måske oplevelsen til mine foredrag. Jeg skrev også 80 klummer for Ekstra Bladet, men jeg læste ikke svarene, for jeg havde ikke brug for rabiate sure mennesker, der kører sig selv af sporet. Det er bare mennesker, der har siddet på kold potte.«

Det har Christine Feldthaus ikke selv. Altså siddet på kold potte. Men det er ikke kun det, der gør hende speciel:

»Heldigvis har jeg fået lov til at være den, jeg er, når jeg er på tv. Jeg er ikke tynd, jeg har fedtet hår i nogle programmer, og seerne kan bedre identificere sig med mig, fordi jeg lugter lidt af sved engang imellem,« siger hun, mens hun snuser til træningstøjet, som hun stadig har på.

»Hvis jeg gik op i, hvordan min makeup sidder, ville programmet blive lidt kedeligere. Det er ikke mig, at hele livet skal gå op i at fokusere på det ydre,« siger hun, mens hun hurtigt indskyder, at hun dog gerne lige vil have makeup på til denne artikels billeder.

»Jeg brød mine egne grænser på tv, men det blev til en af de store oplevelser i mit liv. Der er ikke mange, der ville springe faldskærm i min alder. Og lade sig filme imens. Men jeg lod mig overtale. Sådan noget kræver, at man ikke tænker over sit udseende. For man ligner jo Fedtmule med flagrende kinder, når man hænger deroppe. Bogstaveligt talt.«

At fylde 50 år

Selv om Christine Feldthaus kinder er blevet mere flagrende med alderen, tænker hun ikke så meget over, at hun lige er blevet 50 år.

»Jeg kan næsten glemme min egen fødselsdag. Jeg er ligeglad. Det er ikke vigtigt, at jeg fylder 50. Det er vigtigt, at truede dyrearter er ved at uddø,« siger hun med rynkede bryn.

»Men det er da ærgerligt at være halvvejs, når man er så vild med at trække vejret, som jeg er. Og apropos at trække vejret, så er jeg lige stoppet med at ryge efter 25 år. Det var mit mål, inden jeg blev 50, og det nåede jeg sgu.«

Smøgerne, der har været Christine Feldthaus’ følgesvende i halvdelen af livet, har dog ikke stået i vejen for, hvordan hun har levet sit liv. Hendes alsidige job har givet hende mange oplevelser i både Danmark og udlandet.

»Der er jo mere liv i mig end i to mennesker på 25 år tilsammen. Og jeg har oplevet mere i mit 50-årige liv, end mange mennesker oplever hele livet. Jeg har det privilegium at rejse Danmark rundt og møde rigtig mange mennesker, der har lyst til at betale for at høre, hvad jeg siger. Det er fuldstændig absurd at tænke på.«

Christine Feldthaus tager sig til hovedet. Hun tænker i lang tid. Så lang tid at noterne overhaler hende og når at blive nedskrevet, før hun svarer på, hvad hun ville sige til sit teenage-jeg, hvis hun kunne:

»Arbejd med at finde ind til, hvad du virkelig drømmer om. Sæt dig nogle mål og forfølg dem. Det er i øvrigt mit råd til alle. For eksempel var jeg mere urolig og havde mere ADHD-agtig adfærd før. Men der er kommet mere ro over mig, fordi jeg ved, hvad jeg vil bruge min tid på. Mit liv mellem 30’erne og 40’erne var på automatreaktion. Men årene mellem 40 og 50 har været nogle af de bedste, fordi jeg kunne slappe mere af. Jeg er privilegeret at være på rette karrieremæssige hylde. Og jeg har fået større frihed og bedre overskud til at tænke over ting. I dag kører jeg mere på refleksion og mindre på refleks.«

De næste 50 år

Christine Feldthaus’ smittende latter fylder hele lokalet, når hun grinende reflekterer over, hvilke planer hun har for de næste 50 år.

»Der er ikke så lang tid igen, som der har været. Men jeg planlægger ikke så langt, for uvisheden er spændende. Jeg har fokus på nuet og bekymrer mig ikke om, hvad der sker om 10 år. Om 10 år kan jeg være lam og døv. Jeg mangler at lære mange nye kulturer at kende. Jeg vil gerne til Grønland, Færøerne, Nepal og Afrika. Der er også nogle tv-programmer, jeg gerne vil lave, og det kunne også blive til en bog mere.«

De hurtige replikker, som Christine Feldthaus er god til, udebliver, når hun skal svare på, hvad hun gerne vil huskes for.

»Det er krafteddermame et godt spørgsmål.«

Hun tager sig til hovedet igen og forsvinder i sine egne tanker i lidt tid, inden hun når frem til konklusionen:

»Jeg vil gerne huskes for at formidle viden på en underholdende måde. Jeg er muligvis ikke den klogeste rent akademisk, men jeg kan formidle fra livets skole på en underholdende måde. Og så tør jeg måske være mere politisk ukorrekt og mere filterløs end de fleste.«