Page a la Marilyn

Pagens historie går helt tilbage til mellemkrigstidens nye, selvstændige kvindetype, garconnepigen i 1920’erne og stumfilmsdivaer i 1930’ernes Berlin. Det var chokerende og udfordrende, at de klippede deres hår kort, selve symbolet på kvindelighed.

»Dengang var pagen virkelig et symbol for kvindefrigørelsen, men det var et fåtal, der fik den, for det var chokerende nyt,« siger frisør Per Knudsen, indehaver af Per Intercoiffure.

Siden er pagen aldrig forsvundet ud af modebilledet igen. Den har undergået ændringer op gennem årtierne, men som grundform vil den altid være der.

»Pagen kan tilpasses mange forskellige ansigter, så den er meget suitable. De senere år er den blevet meget hypet af kendte som den engelske model Agyness Deyn og vores egen Pernille Rosendahl, men man skal huske, at det også er forstadsfruernes frisure. Den er meget stramtandet, tænk bare på Anna Wintour. 90 pct. af de pager, der render rundt, er kedelige velfærdsdanmark-pager,« påpeger Per Knudsen.

Det oprindeligt provokerende ved pagen var også det glatte hår. Indtil de få eksperimenterende kunstnertyper i mellemkrigstiden begyndte at glatte deres hår i en page, havde krøller været kvindens pryd, og det var de faktisk frem til 1960’ernes ungdomsoprør.

»Det var epokegørende vildt, da kvinderne begyndte at gå med glat hår. Siden 1940’erne havde alle konerne fået koldpermanent, så helt op til 1970’erne var det et særsyn at se glat hår,« påpeger Per Knudsen.

Just got out of bed-look

Men nu er der mere bevægelse på vej ind i pagen igen, inspireret af den store 1950’er-trend, der kører i moden. Og det er vel at mærke den sexede, hyperkvindelige 50’er-stil a la Marilyn Monroe, der er tilbage.

»Marilyn Monroes frisure er jo også en page som grundform. Der er bare klippet op i den. Det er det sexede, lidt uglede, men helt klart stylede look, der er fremme nu. Blondinen er også in igen,« siger Per Knudsen, der sælger mange af små fladjern, der både kan bruges til at flade håret lidt og skabe bløde fald og krøller, det sexede just got out of bed-look a la Marilyn.

»Der skal være bevægelse i håret, et lidt vandonduleret og meget sexet dagen derpå-look,« slutter Per Knudsen.

Årtiernes frisuretrends

1900’erne: stort og opsat. Håret skulle være langt og altid sat op i fyldige frisurer og kronet af en gigantisk hat. Den kurvede Gibson Girl var trendsætter med sin brug af falsk hår, toupering og valke for at få frisuren til at fylde mest muligt. Hertil masser af pynt: kamme, muslingeskaller, blomster og tiaraer.

1910’erne: kort for sorg. 1. verdenskrig ændrede kvindens rolle. Hun overtog mange af mandens jobs, mens han var ved fronten. Flere, men stadig få kvinder, begyndte at klippe deres hår kort, dels fordi det var praktisk med det nye, udadvendte jobliv, og dels som udtryk for den nye selvstændighed. Mange klippede også håret kort som udtryk for sorg over en mistet mand.

1920’erne: page i klokkehat. Nu var det chikt at været korthåret, pagen blev det store hit – inde under en klokkehat. Årtiets stilikon var designeren Coco Chanel, en selvstændig, selfmade kvinde – med page, cigaret og egen bil.

1930’erne: langt som Marlene. Håret blev længere – med lette bølger og fald. Og gerne i en platinblond nuance som filmstarletten Jean Harlow. I en trist krisetid drømte man om Hollywood-glamour, og de første støbejernskrøllejern skulle give langt, bølget hår som Marlene Dietrich og Greta Garbo.

1940’erne: tittebøh-hår. Det triste krigsliv fik husmoderen til drømme om filmstjernehår – som Rita Hayworths løse fingerkrøller og Lauren Bacalls tunge, halvlange hår. Mest sexet var Veronica Lakes tittebøh-frisure med en lang, affarvet lok ned over det ene øje.

1950’erne: kontrol og lak. Diors ’new look’ krævede meget kontrolleret, bobbet, lakket hår uden bevægelse. Senere kom franskbrødshåret a la Brigitte Bardot med det lange pandehår ned over øjnene, et stilikon, der stadig er hot. Andre stilikoner var chikke Audrey Hepburn med sit korte, takkede pandehår og Marilyn, naturligvis, med sit bløde, brintede sengekantshår.

1960’erne: drengekort. Den engelske supermodel Twiggy fik de unge piger til at klippe deres hår drengekort. De mere modne kvinder touperede håret som Jackie Kennedy, der lakkede sit hår til ubevægelighed som nydelig præsidentfrue. Som optakt til 1970’ernes unisex-mode lod mange piger håret hænge langt og glat med midterskildning – ligesom fyrene.

1970’erne: etager. Både fyre og piger fik etageklip med kort fylde oven på langt hår – som glamrockstjernerne i The Slade og The Sweet. Farrah Fawcett, en af Charlies Angels, skabte trend med sit voluminøse hår. På kvindelejren på Femø barberede kvinderne deres hår i bund – lige så rebelsk som den irske sanger Sinead O’Connors karseklip i 1980’erne.

1980’erne: powerhår. Yuppiernes store, afblegede, moussepumpede powerhår a la Linda Evans, der spillede Krystle i tv-serien Dallas, kendetegnede årtiet. I 1981 blev Lady Diana gift med prins Charles, og snart ville alle have hendes mange-graduerede korthårsfrisure, som var sporty på den nydelige måde. De unge ville hellere have afbleget og trashed hår som Madonna i filmen "Helt vild med Susan".

1990’erne: Pulp Ficton-pagen. Alle ville have skulderlangt etageklip med honningblonde reflekser som Jennifer Aniston/Rachel i tv-serien Friends. I 1994 skabte Uma Thurmans sorte page i filmen Pulp Fiction en kortvarig, men markant trend med sit grafisk lige, korte pandehår og lige så stramme, sorte page. Et look, Pernille Rosendahl tog op for et par år siden; inden da var hun trendsætter med sit lange ponypandehår.

2000’erne: trashed som Kate. Den engelske model Kate Moss var med sit lange, lidt trashede rockstjernehår med midterskilning et ikon både i 1990’erne og 2000’erne. Og det gjorde ikke noget, at farven var leverpostej. Et par sæsoner fik glatjernet højstatus, og alle skulle have lige, helt glat hår a la Gwyneth Paltrow og pigeskuespillerne i Friends.

2010’erne: sexet Marilyn-page. Sexet, uglet page a la Marilyn Monroe er en del af 1950’er-trenden. Og frisør Per Knudsen forudsiger, at pagen vil vokse sig endnu længere til et mere tungt hårlook a la Lauren Bacall i 1940’erne.