Fromme forsætter for 2009

<p>Godt nytår, kære læser. Jeg håber, at De er kommet ind i det nye år uden for mange skrammer på legeme og sjæl.</p>

Artiklens øverste billede

De fysiske ridser har man en rimelig chance for at undgå. Man kan f.eks. lade bilen stå nytårsaften, undlade at gå hen til en fuser og holde sig fra farlige skiløjper og Liberal Alliance. Sjælen har det sværere. Verden er ikke blevet mildere i 2009. Tværtimod. Mens alverdens statsoverhoveder ønskede deres befolkninger lykke og velstand i det nye år med finanskrise og truende recession, brød en ny krig i Mellemøsten ud i lys lue. Atter sidder man der, magtesløs og ser til, mens ulykkerne vælter ned over folk.



Jeg afskyr dommedagsprofeter, disse apokalyptiske bajadser, der spinder guld på andres angst. Til gengæld elsker jeg nytårsforsætter. De er beviset for, at man selv kan gøre en forskel. Der er så mange ting, man ikke kan stille noget op med, selv om man gerne ville ændre verden. Tænk, hvis man en gang imellem kunne spille Vorherre og sige til folk i Mellemøsten:



»Så er det nok! Opfør jer ordentlig, ellers…«



Men sådan spiller klaveret desværre ikke. Dels er jeg ikke Vorherre, dels er jeg ikke sikker på, at der overhovedet findes et himmelsk partitur for Mellemøsten. Når den type tvivl melder sig, er det godt at vide, at der er noget, der hedder nytårsforsætter. Her er man da herre over situationen.



Sagt i al fortrolighed, har jeg i år besluttet mig for at blive et bedre menneske. Det er ikke noget, jeg går og fortæller Gud og hver mand. Den der med at inddrage venner og bekendte i sine forsætter, så de kan støtte, når det bliver svært, tror jeg personligt ikke på. Så jeg håber, det bliver mellem os.



Normalt har nytårsforsætter altid noget negativt over sig. Jeg vil holde op med dit og ikke gøre dat. Det er sikkert derfor, at løfterne for det meste ikke holder. Det siger eksperterne også: Chancen for succes er langt større, når du begynder på noget positivt, end hvis du skal give afkald på noget.



Sidste år holdt jeg f.eks. op med at ryge. Det har haft mange ubehagelige bivirkninger. Først abstinenserne, så savnet. Derefter de nervøse trækninger og den rastløse trommen med fingrene, der ikke vidste, hvad de skulle stille op med sig selv, når de ikke skulle stoppe en pibe eller rulle en cigaret. Så læste jeg et fødselsdagsinterview med den gamle, storrygende læge Tage Voss, der har gjort det til sin livsopgave at modsige alle teorier på bjerget om tobakkens skadelige virkninger. Det var livsbekræftende og holdt længe humøret oppe hos os rygere. Indtil det blev afsløret, at manden blev betalt af tobaksindustrien. Så var der mere perspektiv i det råd Helmut Schmidts læge gav den snart 90-årige, evigt cigaretrygende eks-kansler. En journalist ville vide, om den ellers så viljestærke Schmidt ikke snart havde tænk sig at lægge smøgerne på hylden. Jo, det havde han da, men lægen havde frarådet det, hævdede han. Det kunne være direkte livstruende at ændre en ældre mands vaner. Jeg forsøgte omgående at få en tid hos den læge, men han var for længst overbooket.



I år skal det være positivt. Jeg vil forbedre mig i - om ikke et helligt - så i mit daglige liv og levned. De sidste dages hellige overlader jeg roligt alle forudsigelserne om syndflod, verdensbrand, pest og kolera, skovdød og kernenedsmeltning. Jeg skal bare have rystet et par kilo af sidebenene og blive et bedre menneske.



Det kan lyde enkelt, men man er nødt til at gå systematisk til værks, ellers ender forsætterne midt i januar med en skuldertrækning og et fjollet grin. Derfor har jeg lavet en foreløbig to-do liste:



Jeg vil begynde med at samle på de små børns smil. Ja, jeg ved godt, at jeg tidligere har betegnet børnehaven herinde ved siden af vores lejlighed i Berlin som en terroristlejr, men det er aldrig for sent at ændre sig. Opgaven bliver imidlertid ikke nem, for der er ikke mange smil tilbage, når de små vrælende gladiatorer bliver hentet af stressede, mobilsnakkende forældre ved sekstiden om aftenen.



Vejret kan jeg ikke lave om på, men jeg kan ændre min CO2-profil. Jeg vil omhyggeligt sortere mit skrald, og bekæmpe fristelsen til at tage et last-minute fly til Tenerife. I år står den på fodtur til Harzen. Drømmen om firhjulstrækkeren er droppet, cyklen støvet af og gjort klar til første pressemøde i Forbundsdagen.



Og så vil jeg - hold Dem nu fast - gå til samba. Forleden søndag kom jeg forbi en gammel have i Kreuzberg, som om sommeren er fyldt med familier, der nyder eftermiddagen med kaffe, is og sodavand. Her om vinteren ligger haven dækket af sne, men jeg blev lokket nærmere af livlige rytmer. Haven er i virkeligheden en bombegrund fra krigen og huset bagved en gammel dansehal fra 1920'erne, med garderobe, billethul, gulnede paneler og en forhøjning til orkestret. Her på parketgulvet vrikkede hundredvis af par rundt om hinanden til sydamerikanske rytmer, mens servitricer med hvide forklæder i vuggende gang snoede sig ud og ind mellem bordene. Det var ren retro, men så fuld af livsglæde, at jeg på stedet besluttede mig til at blive en del af det.



Jeg ved, at det er en stor mundfuld at blive et bedre menneske, men en elefant spiser man som bekendt bid for bid. Under meditative visualiseringsøvelser - som eksperterne anbefaler for at styrke viljekraften - forestiller jeg mig, hvordan verden vil blive et bedre sted at være, når jeg har indfriet mit forsæt: færre krige, mindre forurening, gladere mennesker og ikke mindst - mere dans. Hvor svært kan det være?



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen