Ritualer er livets åndehuller

Det virker som mere end en tilfældighed, når man på Liselotte Horneman Kraghs arbejdsværelse ser hendes afdøde morfaders bispekåbe med tung fløjlsbesætning og store skørt ligge på en briks.

Den blonde teolog og mor til seks krølhårede drenge er ud af en præsteslægt, og det kunne såmænd sagtens have været hendes egen præstekjole, der lå uvirksomt hen.

For to år siden sagde hun nemlig sit job op som sognepræst i et lille sønderjysk sogn, og hun agter ikke at vende tilbage til præstegerningen igen.

Ikke fordi hun efter syv år i jobbet mistede sin tro på Gud. Ikke fordi hun meldte sig ud af folkekirken eller har planer om at gøre det, ikke fordi hun er imod, men simpelthen fordi hun havde stadig sværere ved at føle sig hjemme i folkekirken med dens iboende stilstand, som hun både kalder en styrke og en altoverskyggende svaghed.

Der skal noget ganske andet til nu. Et langt mere bredfavnende tilbud til alle dem, der ikke er til kirke, og som alligevel trænger til en ceremoni.

Derfor har hun med base i et ældre byhus i Silkeborg det seneste halvandet år udviklet undervisningsmateriale og siddet i konstant læsning og diskussioner med ligesindede for at udviklet firmaet Livsceremonier.

Den røde tråd, der går igennem tanken med Livsceremonier, er, at folk opfordres til selv at tænke igennem, hvordan en ceremoni kommer til at give mening for dem.

Foruden Liselotte Horneman Kragh er der indtil videre fire andre ceremonimestre, en psykolog, en musiker og en skuespiller fra København plus en seminarielærer fra Viborg. Tre af dem tror på Gud, to gør ikke. Til fælles har de en bred menneskelig ballast at øse af, når de skal forestå ceremonier for at give mennesker følgeskab, støtte og yde hjælp til selvhjælp i de store livssituationer.

De store øjeblikke

»Ritualer og ceremonier bevidstgør os om de store øjeblikke i vores liv og giver os en bedre platform til at komme videre med vores liv. Ritualerne er fællesskabsfødende, for man får sat ord på, hvor i livet det er, man står nu, og det sker sammen med dem, man holder af. Derved opstår der en solidaritet, som man har brug for. Især når det drejer sig om tilværelsens tungere oplevelser,« siger Liselotte Horneman Kragh. I udlandet blinker man ikke længere to gange ad, at mennesker med engagement og indføling arrangerer ritualer og ceremonier for den store gruppe ikke-kirkelige, der af en eller anden grund er landet et nyt sted i livet, og ønsker at markere det på en helt personlig måde - uden at det sker i et religiøst rum.

Brug fantasien

Bogen ”Human Rites - worship resources for an age of change” er en flere hundrede sider tyk bog fyldt med forslag til, hvilke begivenheder der kunne fortjene en ceremoni og forslag til, hvordan den kunne være. Her er f.eks. ceremonier for frivillige og ufrivillige aborter, venskab, adoption, voldtægtsofre og misbrugte. Kun det enkelte menneske ved, når livet pludselig aldrig mere vil være det samme, og der bliver behov for at stoppe op med en markering.

»Livsværdier er så mange ting. Tro er så mange ting. Der skal fantasi og personlighed ind i ritualerne, hvis de skal hjælpe og have varig værdi. Folkekirken leverer forudsigeligheden, det stabile og nogle stærke, givende ritualer, men hvad med dem, der ikke ønsker at være medlemmer?«

Her mangler der et forum, mener Liselotte Horneman Kragh, hvor man har en større frihed til at tage de personlige præferencer alvorligt. Først når det enkelte menneske tager ansvar for en ceremoni, bliver det et personligt mindested i livet.

Vi taler her om de enestående begivenheder i livet, som man er bedst tjent med til fulde at forstå og være en del af med hjerte og sjæl.

»Det er også den erfaring, man har gjort i hospitalsverdenen, når små børn dør. Så skal forældrene selv håndtere barnet, gøre det klar, klæde det på og lægge det i kisten, for på den måde kommer de bedst videre bagefter. Man ved, at man var fuldt til stede, og man ydede sit bedste.«

Liselotte Horneman Kragh ved fra sin tid som præst, at det bedste fundament at tage afsæt fra, når man skal videre efter f.eks. et dødsfald, er den enkle erkendelse og de enkle ord - at man kan sige til sig selv: »Jeg gjorde, hvad jeg kunne.«

Derfor bør vi heller ikke udlicitere de svære øjeblikke til andre og være underlagt andres smag. Tænk, hvis man i stedet for tre salmer vil have tre gange Poul Krebs? Tænk, hvis man ønsker en ceremoni med sine nærmeste, fordi man er kommet helskindet igennem en depression og nu er på et nyt sted i livet, eller fordi man har adopteret et barn, fordi lægen siger, der ikke er mere at gøre, eller når kærligheden er død, og man skal skilles?

Ceremonier kan markere så meget. Også nye begyndelser.

Personlige ceremonier

»I alle gode ritualer møder den lille personlige historie den store historie. Individet sættes ind i en sammenhæng. Det er det, der sker i de kirkelige ritualer, men det kan også sagtens foregå i andre sammenhænge end kirkens, og det er det, vi kan,« siger Liselotte Horneman Kragh.

Fysisk forestiller hun sig, at ceremonierne vil foregå hvor som helst alt efter anledningen. Hjemme, ude i det fri, i kapeller og krematorier.

Hvor udbredt fænomenet med de nye typer ceremonier bliver i Danmark, tør stifterne af Livsceremonier endnu ikke gætte på, men i udlandet går det strygende. F.eks. blev der sidste år i Norge holdt 489 begravelser via Human-Etisk Forbund. I Tyskland er der en pæn flok af såkaldte frie teologer.

En ceremoni kommer typisk til at koste mellem 5.000 og 10.000 kr. I trossamfund eller kirkesamfund betaler man løbende kirkeskat og kontingent. Her er det betaling for en leveret, konkret ydelse.

Men hør nu: Er dette ikke et udslag for en omsiggribende individualisme, som nu har nået punktet ”jeg-strikker-da-bare-min-egen-religion-sammen”?

»Vi lever i en individuel tidsalder, og her gør ceremonimestrene hverken til eller fra. Rigtig mange mennesker føler sig ikke hjemme i folkekirken og er ikke del af det fællesskab. Det ser man jo, når man går i kirke. Alligevel er der brug for ceremonier. Sagt med teologisk professor Viggo Mortensens ord, så er vores tilbud med til at udfordre folkekirkens dovne monopol, og kirken kan kun være tjent med, at mennesker aktivt tager stilling, og at der findes et alternativ. Ritualer sætter projektør på det, der er stort, de vækker vores taknemmelighed. Ritualer er noget, man har sammen med andre, og de viser, at der er nogle til at bære med. Det har alle brug for at opleve.«

Læs også: Ceremoni er nødvendigt