Hun måtte sende sine børn væk

Sistas mand døde lige før, hun skulle føde deres andet barn. Alene kunne hun ikke forsørge sine børn, der måtte bo i ti år hos bedsteforældrene på Lolland.

Sista 2007



»[…] Min mand, Arne, stod selv for alt arbejdet med sit værksted, hvor han hovedsagelig lavede cykler, men også lidt motorcykler, som var hans store interesse. Inden jeg fik Bjarne, kørte vi tit ture med mig bag på motorcyklen uden styrthjelm på, for det gjorde man ikke meget dengang. Arne havde en flot blå Nimbus, som han var meget glad for, men han cyklede altid ind til værkstedet for at spare benzin.



Jeg ventede Birthe, da jeg og lille Bjarne tog en tur hjem til min far og mor på Lolland for at hjælpe med at luge roer, fordi mor havde så meget gigt, at det var svært for hende at være med. Vi tog toget fra København til Holeby Station, og da vi havde været der et par dage, fik jeg en morgen brev fra min mand, Arne, der skrev, at hvis min bror, Niels, fik fri som soldat på Østerbro Kaserne, ville de køre ned til os i Holeby på Nimbussen, og de ville kunne være der ved aftensmadstid samme dag. Det blev jeg glad for. […] Jeg glædede mig hele dagen til, at de to kom ind ad døren.



Om aftenen ved nitiden stod vores lokale politibetjent i stuen. Vi havde ikke telefon, og han ville snakke med far. De gik i enrum, og jeg forstod ikke, hvad der var sket, men så blev jeg kaldt ind til dem i stuen. Der var sket en motorcykelulykke ved Sakskøbing, og motorcyklen havde ramt noget i rabatten. Arne og Niels var begge dræbt på stedet. Jeg blev så ked af det for min far og mor, men vi havde det i lang tid ligedan. Vi havde det ligedan i den sag.



Fødsel og begravelse

Bjarne var ikke mere end to og et halvt år, og to og en halv måned senere fødte jeg Birthe. Min mand og min bror blev begravet sammen i Fuglse Kirke, hvor jeg få år før var blevet gift, og dér blev Birthe kort tid senere døbt Birthe Arna Mortensen. Jeg fandt på navnet Arna for at mindes hendes far, der forinden havde sagt til mig, at hvis det blev en pige, ville han så gerne have, at hun kom til at hedde Birthe.



Jeg fødte Birthe på Sakskøbing Sygehus, men far og mor var om mig hele tiden. Jeg fødte under narkose, og jeg tror, lægerne tog den beslutning, fordi det var for hårdt for mig at gennemgå en fødsel så kort tid efter, at min mand var død. Vi var alle i stort chok og stor sorg, men jeg blev meget glad for min lille pige.



Man tror ikke, at det kan gå, men det kan det. Det kunne ikke være anderledes, det ved man. I de næste ti år boede mine to børn hos mine forældre.



Skrev breve til dem i ti år



[…] Jeg gik til Mødrehjælpen, der holdt til ude på Maribo Sygehus, for jeg havde hørt om dem i radioen og tænkte: Gad vide, om man kunne få støtte. Så cyklede jeg derud, for man får sine ideer, men det viste sig, at det kun var for unge piger, der var alene, og jeg var enke, så der var ingen hjælp at hente. Jeg kunne ikke ordne min tilværelse anderledes.



[…] Jeg fik arbejde i København, sådan gik det bare, men far var god til at skrive breve, og jeg selv skrev til børnene hver anden dag. Somme tider kunne jeg kun komme hjem til dem til jul og i sommerferien, men det blev bedre, da jeg blev smørrebrødsjomfru.



Jeg måtte vænne mig til at savne mine to små børn, og det kan man godt, når man ved, de er glade. Jeg skrev breve til dem, og der gik altså ti år med det.« V

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen