Lastbilchaufføren John rejser efter en særlig juletradition: Her er hans guide til landet, der er »uofficielle verdensmestre i julestemning«
John Jakob Bastian Larsen og hans hustru har kørt vores sydlige naboland tyndt, for ifølge dem blegner vores danske juletradition ved siden af tyskernes. Det er der særligt ét prægtigt eksempel på.
Når kalenderen nærmer sig december, begynder lastbilchaufføren John Jakob Bastian Larsen at planlægge.
Hjemme ved computeren zoomer han sig rundt på kortet over Nordtyskland, gemmer små røde nåle og læser med i Facebook-grupper.
For John Jakob Bastian Larsen og hans kone er de tyske julemarkeder blevet en fast vintertradition – deres eget åndehul midt i hverdage med arbejde, indkøb og børn, der skal hentes.
»Herhjemme skal vi nå så meget. Når vi tager afsted, har vi to til tre dage, hvor vi ikke skal andet end at gå rundt og hygge os,« siger han.
Han kalder ikke sig selv ekspert, men hans tidligere ture siger noget andet: Hamborg, Dresden, Lübeck, Bremen m.m. I år står Berlin for skud.
Hvorfor er julemarkederne bedre i Tyskland?
»Tyskerne er jo uofficielle verdensmestre i julestemning,« siger han og griner.
»Det er ikke bare et hvidt telt med boder. De har pyntet op. Facader, nisser på tagene, temaer fra by til by. Det er gennemført.«
Overblik om dagen – hyg dig om aftenen
Og når mørket falder på, er det, som om byerne skruer endnu mere op.
»De spiser meget, de drikker meget — og de hygger sig. Når de får fri fra arbejde, mødes de på markederne i stedet for bare at gå hjem.«
Alligevel peger hans første råd væk fra den kolde vinteraften: Kom tidligt.
»Tag ud, mens det er lyst, og se boderne. Om aftenen, når tyskerne får fri, og turisterne for alvor ankommer, er der proppet. Efter klokken 18 går man som sild i en tønde. Aftenen er til stemning, glühwein og pølser, og dagen er til at kigge og opdage.«
John Jakob Bastian Larsen bruger selv Facebook-grupper til at lære om at rejse i Tyskland, byernes egne sider og forslag fra andre gæster. Han er blandt andet aktiv i Facebook-gruppen ”Tyskland rejsetips og oplevelser” med omkring 21.900 medlemmer, hvor danskere deler billeder, links, anbefalinger og advarsler om alt fra små landsbymarkeder til de største pladser i storbyerne.
»Så finder man de små markeder – herregårde, baggårde, kvarterer, med mere gourmet og bedre håndværk. Det er en anden kvalitet end midt på torvet.«
En af de ture, der har sat sig fast, ligger da heller ikke midt på en storbyplads. Fra Dresden kørte han og konen 20 minutter til Radebeul, en forstad med et lille lokalt julemarked. Børn red rundt på små heste, der var halmballer og bål, og de fleste lignede nogen, der bare var gået ned fra kvarteret. Det er sådan et sted, John Jakob Bastian Larsen mener, når han taler om at »mærke den tyske kultur«.
I Bremen blev det spansk tapas og et stambord, der på en lørdagsaften pludselig stod klar, da tjeneren genkendte dem fra dagen før.
»Det er måske en lille ting for dem, men for os betyder det alt. Man føler sig virkelig velkommen,« siger han.
Det er også pointen med at rejse efter julemarkeder i nabolandet i stedet for at tage en eftermiddagsafstikker i nabolaget.
»Derhjemme bliver det to timer og hjem igen. I Tyskland giver du dig tid. Vi tjekker ind, går ud, oplever, spiser, får nogle glühwein, går tilbage på hotellet og snakker om dagen. Uden alt det med at hente børn og handle og nå tusind ting. Det er derfor, vi tager afsted.«
Man skal starte et sted
Hvad ville være dit råd til ens første tur?
»Hamburg er et godt sted at starte. Det er tæt på, nemt at overskue, men stort nok til, at man føler, man er afsted.«
Lübeck er klassikeren, men kan føles sammenpresset.
Bremen fremhæver John Jakob Bastian Larsen for helhedsoplevelsen: Sporvogne, kvarterer med etniske restauranter, gode kaffebarer og et julemarked, der ikke kun ligger på én plads, men folder sig ud i flere små strækninger rundt i byen.
»Byen skal kunne noget mere end bare boder. Man er jo dernede i flere dage.«
John Jakob Bastian Larsen rejser helst med tre til fire overnatninger. For ham handler det om hele oplevelser snarere end at »samle« på besøgte julemarkeder for at kunne krydse dem af listen.
»At køre rundt til fire markeder på tre dage giver ikke mening. Du får ikke stemningen med. Vælg ét område og fordyb dig. Gå en tur, når det er lyst, og lad aftenen være for lyset, stemningen og musikken.«
Julen koster mange penge Julen er, som bekendt, ikke gratis. Tværtimod. Ej heller er det gratis at tage et par dage over den sydlige grænse for at opleve stemningen der. Generelt er John Jakob Bastian Larsens råd at være ude i god tid, hvis man ved, man vil afsted. Selv booker han ofte hotel i sommermånederne.
Ikke desto mindre er december travlt med besøgende, og det presser priserne i vejret.
»Hotellerne er dyre i december. Vi har fire overnatninger i Berlin i år, og det ender omkring 6.000 kr. i alt. Man ligger hurtigt på cirka 500 kr. pr. døgn, hvis man vil bo ordentligt. Det koster – det er en ferie, man er afsted på,« siger han.
Til gengæld er parrets souvenirpost til at overskue.
»Vi køber ikke en masse. Måske et glühwein-krus eller to – det er tradition. Det er mere tiden sammen, vi køber.«